Det er tidlig morgen i den engelske havneby Southampton.

Den værste tåge er ved at lette for at gøre plads til solens skær ( ... ) Folkets og mediernes bevågenhed er rettet mod kajplads 44 ( ...) Årsagen er det sorte, flydende objekt, der de seneste otte dage har ligget langs kajen (...) Lokale indbyggere begynder at strømme til kajpladsen for at se skibet i sin fulde facon«.

Det »flydende objekt« er kæmpedamperen ’Titanic’, der denne dag – 10. april 1912 – stævner ud på sin fatale jomfrurejse mod New York.

Skibets storladne endeligt har inspireret til mange bøger, og den danske journalist Michael Müller mener at have fundet sin vinkel: de 14 danskere, der var om bord på ’Titanic’, hvem var de?

Fortællemæssige isbjerge
En oplagt tilgang, som imidlertid fra første side møder sin skæbne i form af fortællemæssige isbjerge. Guldkornene i ovenstående indledning er således sætninger fra bogens første to sider, og det bliver ikke bedre.

Senere læser vi om »opførelsen af ’Titanic’«, at den amerikanske by Portland »blev stiftet«, og at en af danskerne var ramt af »borende ensomhed«. Men det skyldes måske, at »drømmen om Amerika var chancen for at ændre radikal kurs«, for »som landmand var Amerika det rigtige sted (...) at slå sig ned«.

Og sådan er det – for nu at bruge en floskel, der passer til lejligheden – hele vejen igennem. Det fremgår af bogen, at forfatteren har været udstyret med en forlagsredaktør. Den pågældende må dog endnu have til gode at læse det manus, han har antaget og ladet trykke med Gyldendals forpligtende navn på forsiden.

Forfatteren har, angives det i bogen, søgt hjælp i en række bøger, film, avisartikler og hjemmesider. Dele af den miserable tekst kan derfor skyldes overvældende sproglig afsmitning, dårlig oversættelse og måske afskrift fra nogle af disse kilder.

Til gengæld er der ikke tvivl om, at uden disse kilder havde der ikke været nogen bog. Størstedelen af fortællingen er nemlig en slags dramatiseret sørejse med detaljer om ’objektet’ og omstændighederne, som er mere end kendt stof.

Og det gør ikke en bog, at vi får beskrevet de samme oplysninger om forholdene for passagerer på de enkelte klasser på skibet igen og igen og igen.

Banale historier
Forfatteren har simpelthen ikke styr på sit stof, og hans redningskrans – fortællingen om danskerne – kan heller ikke bære.

Jo, vi får godt nok lidt at vide om personernes familiære forhold i op til flere led baglæns samt en idé eller blot en formodning om, hvorfor de er om bord på ’Titanic’, nemlig udlængsel mod et bedre liv, eventyrlyst eller forretning.

Men historierne er banale, og fortællingen om danskernes skæbne på ’Titanic’ bygger desuden ofte på gætterier.

Det er snart 100 år siden, ’Titanic’ forliste. Hvis det, kære læser, skulle skabe interesse for dramaet, så lån eller køb en anerkendt bog om katastrofen, og lad ’Danskerne på Titanic’ sejle sin egen sø.

FACEBOOKBliv ven med Politiken