Om fem eller femten år kender vi facit på den aktuelle økonomiske krise. Er det en midlertidig korrektion eller en altomfattende nedsmeltning? Det ved vi, når bakspejlet pudses.

Og det bliver i samme gammelkloge skær, eftertiden vil dømme politikere, der er tvunget til at træffe afgørende beslutninger i fuldt løb. På den måde kan nutidens helte blive morgendagens syndere og omvendt.

Kaospilot
Og set i det bedrevidende bakspejl har dommen over tidligere statsminister Anker Jørgensen været hård. Nok var han legemliggørelsen af det jævne Danmark, men samtidig også en af de svageste, da det virkelig gjaldt. Anker Jørgensen er blevet synonym med økonomisk krise og politisk uformåen. Spørgsmålet er, om det er fair.

Journalist og forfatter Thomas Thurah forsøger i bogen ’Statsminister Anker Jørgensen’ at nuancere billedet, og det gøres overbevisende om end noget omstændeligt.

LÆS OGSÅAnker Jørgensen: »Jeg kan jo ikke kigge så meget frem, så jeg tænker mere tilbage«

Anker Jørgensen blev gjort til statsminister for at samle Socialdemokratiet efter opgøret om EF og forvalte velfærdsstatens videre udbygning. Den rolle havde passet perfekt, men oliekriser og et årti med økonomisk kollaps gjorde Anker Jørgensen til kaospilot, mange år før det ord blev moderne.

Thomas Thurah får overbevisende forklaret, hvordan det meste af det økonomiske parnas de første mange år troede, at stabiliseringen og opsvinget lå lige om hjørnet. Et par kvartaler eller et år mere – så er den der.

Lyder det bekendt?

Den nye Stauning
I det lys gav mange af Anker Jørgensens initiativer frem til slutningen af 1970’erne mening, selv om bogen gengiver billedet af en famlende og usikker statsminister og formand de første år.

Og hvis Venstres Poul Hartling i 1975 ikke havde rystet på hånden, men insisteret på at fortsætte som statsminister, var Anker Jørgensen formentlig gået eller blevet gået som formand for S, inden han rigtig var kommet i gang. Hartling fejlede og gav Anker Jørgensen nogle af hans bedste år derefter.

Valget i 1977 gav således 37 pct. til S. »Triumf for Anker«, skrev partiavisen Aktuelt, og det væltede ind med personlige breve til statsministeren, der i sin dagbog noterer, at »tilliden til mig er ubegrænset«, og om brevene skriver: »Der er mange pudsige. En dame skriver – og det er der for resten mange, der antyder – at jeg er en ny Stauning«.

LÆS OGSÅFoto og lyd: På tur med Anker

Senere meningsmålinger på mere end 40 pct. er over Stauning-niveau og ved valget i 1979 – efter en katastrofe af en SV-regering, der beskrives i bogens stærkeste del – topper han med 38,3 pct.

Den folkelige opbakning står i kontrast til bogens beskrivelse af en politiker, der fra første dag som statsminister i 1972 til sidste dag som partiformand i 1987 konstant var omgivet af partifæller, der ønskede at komme ham til livs.

Styrker og svagheder
Og her åbenbares både Anker Jørgensens force og svaghed. Styrken først: Han var i ordets egentligste og mest positive forstand sej. Han ignorerede, han åd kameler, han fortsatte, han lod sig ydmyge, og han sled den ene op efter den anden. Selv LO’s formand Thomas Nielsen.

Problemet med de to var, at de sled hinanden op. Og her kommer svagheden: Da Thomas Nielsen som en vred og bitter mand trådte tilbage som LO-formand i 1982, havde Anker Jørgensen kun få måneder tilbage som statsminister og havde for længst mistet sin politiske kraft.

LÆS OGSÅFalbert tegner politiske portrætter i trist tabloid

Det årelange opgør med Thomas Nielsen og dennes besættelse af økonomisk demokrati blev Anker Jørgensens forbandelse. Det var det, som forhindrede ham i at gennemføre den nødvendige politik, da finansminister Knud Heinesen og tiden kaldte.

Thomas Nielsens gentagne ydmygelser af landets statsminister på både ydre og især indre linjer gennemgås og beskrives, så man skiftevis får ondt af Anker eller irriteres over, at han da for pokker ikke tager det endelige og afgørende opgør med bissen. Her svigtede Anker Jørgensen.

Bidrog til fodnotepolitikken
Et andet svigt var efter manges opfattelse fodnotepolitikken, der i 1980’erne pålagde en borgerlig regering at tage forbehold i forhold til dele af Nato-samarbejdet og på den måde brugte sikkerhedspolitikken i en indenrigspolitisk dagsorden.

LÆS OGSÅMed Thornings sejr er Fogh-æraen endegyldigt forbi

Thomas Thurah gør ikke voldsomt meget ud af fodnoterne, da de i sagens natur kom, efter at Anker Jørgensen var fratrådt som statsminister. Men ved at følge alt tilgængeligt materiale er det tydeligt, at Anker Jørgensen allerede fra slutningen af 1970’erne var ved at spore sig ind på den politik, som S stod for i fodnoteårene.

Den var med andre ord ikke alene opfundet til lejligheden.

Klods-hans
Thomas Thurah har i forbindelse med arbejdet med bogen haft adgang til Anker Jørgensens private dagbøger. Offentligheden har tidligere fået indblik i en redigeret udgave af dagbøgerne.

Gennem bogens mange – for mange – sider præsenterer forfatteren igen og igen eksempler på Anker Jørgensens udeladelser i den redigerede udgave. Den fulde tekst i de originale dagbøger afslører ofte større tvivl og fortvivlelse, udleverer politikerkolleger og i nogle tilfælde Anker Jørgensen selv.

Der bliver kogt alt for meget suppe på forskellene mellem den redigerede udgave af dagbøgerne og originalerne. Langt de fleste eksempler er små og ubetydelige. De er nok stolpe ind til fordel for skribenten selv, men Anker Jørgensen lyver ikke i de redigerede eller i originalerne. Hverken over for sig selv eller over for offentligheden.

LÆS OGSÅAnker J.: Pittelkow ville så gerne ind hos Saddam

Ved en enkelt lejlighed var det nok godt, at der gik næsten 40 år, før de uredigerede dagbogsnotater blev offentlige, nemlig da den nye statsminister i november 1972 deltog i et af sine første statsråd med den nye dronning:

»… jeg er mødt op i tweedjakke, det går ikke. Så går døren op, og dronningen står for at tage imod os. Hun er høj, ja, nærmest lang, og især i forhold til mig. Hvorfor hun så også har tykke såler under skoene, forstår jeg ikke. Hun har hver gang ny kjole på, sjældent køn, hun burde have en bedre rådgiver til sit tøj«.

Var der nogle, der sagde Klods-Hans?

FACEBOOKBliv ven med Politiken