En af de forunderligste danske udgivelser sidste år hed ’Gensyn med Heisenberg’.

Det vil sige, den egentlige titel var den matematiske ligning, der udtrykker fysikeren Werner Heisenbergs »usikkerhedsrelation«, men de græske og matematiske tegn har jeg ikke til rådighed i avisens satsprogram. På en måde udgør den formel alligevel den skjulte skrift, som dette andet bind i trilogien er på sporet af.

Igen møder vi nemlig intet mindre end et forsøg på at anskueliggøre kvantemekanikkens princip som grafisk roman.

En ægte hvid anemone
Populært sagt kan ethvert fysisk fænomen måles enten som partikler (masse) eller bølger (energi), men aldrig på begge måder samtidig. På samme måde fortæller Oscar K. (alias Ole Damgaard) i teksten og Teddy Kristiansen i tegninger og grafisk udstyr her to komplementære versioner af de samme ’Optegnelser’.

Og for at det ikke skal være løgn med de grænseoverskridende eksperimenter, finder læseren mellem bogens sider en ægte hvid anemone eller en rød pimpernel, tørret og presset – som konkretisering af den botaniske samlerflid, en af fortællingens hovedpersoner udfolder.

Plus et drys sand i en af de små poser, sjældne frimærker forhandles i – måske levninger fra et timeglas og ekko af samme persons filateliinteresse?

Usynligt blæk
Titlens »skjulte skrift« ligger vel også under vores livs overflade. Ikke nødvendigvis i religiøs forstand, men som en universel livsformel, vi søger og måske undertiden aner – men som fordufter, når vi vil nedfælde den.

Ikke ulig det usynlige blæk, der et sted her i bogen forsvinder hurtigere, end den skrivendes kamera med selvudløser kan nå at affotografere skriften.

Hvem der skriver de forskellige tekstfragmenter, er ikke helt sikkert: undertiden den mexicanske forfatter Juan Rulfo (1917-86, ophav til bl.a. romanen ’Pedro Páramo’ og anset for den vigtigste latinamerikanske forfatter ved siden af Jorge Luis Borges), som her har efterladt en kuffertfuld manuskripter.

Men de er så fundet af Ólafur Kjartansson, der altså snarere må være fortælleren, og hvis initialer jo har en mistænkelig lighed med Oscar K.’s egne (og med skjalden Olaf Kárason i første bind). Delta  X - et sted med usikker bestemmelse. tiger med blomst.

Islændingen får vi ikke meget at vide om, men hans optegnelser udgør romanens ene hovedspor i gammeldags skrivemaskinetypografi: Mellem dufte, samtalestumper, musik og en løssluppen tiger finder vi iagttagelser om naturvidenskab, sprogvidenskab, ideogrammer og kileskrift, erkendelse i det hele taget, noteret på skiftende lokaliteter.

Men Heisenbergs nævnte usikkerhedsformel viser netop også, at »delta x må være lig med usikkerheden af positionen. Heureka! Delta x er et sted med usikker bestemmelse«. Måske den fjerne ørkenby, grafikeren viser os på et gammelt stik?

Andre af optegnelserne er ’mikrogrammer’, og dét spor følger vi så i en sats så lille, at læsere på min alder må bruge lup!

De udgør en hel roman i romanen, om et par mennesker i Madrid i årene omkring den spanske borgerkrig:

Doña Isabel, der ikke husker noget nævneværdigt fra sin jordomrejse, men dog udgiver bogen om sit liv; hendes mand Don José, som hun glemmer, og som rastløst søger alle bøger, men selv digter ny slutninger; og deres fortabte husholderske Rosa, i sig selv en fuldmoden romanskæbne.

Tampen brænder
Alle disse løsrevne papirlapper, hotelkvitteringer, avisudklip, som palimpsester beskrevet med stumper af en håndskrift, der genfindes på blade fra et stilehefte, alt dét skærper bare læserens higen efter ’den skjulte skrift’ bag skriften.

Og endelig brænder tampen virkelig: Under nogle (præcolumbianske?) tegn omtaler skrivemaskineteksten en skrift, et enkelt tegn: »Det har verdensrummet i sig i fuld størrelse, alle verdens steder samlet i ét punkt. Ét menneske er alle mennesker, jeg er dig uden et før og et efter, den skjulte skrift er ... «

... hvorpå der er revet to blade, fire sider, ud af den bog, du sidder med! I stedet finder du posen med sand.

Et forunderligt interaktivt bogværk
Med glimt af de optrædende – såvel som af kameraet og tigeren! – mellem bygningsskitser, skyggelandskaber og pertentlig linjering lægger Teddy Kristiansen et på én gang flygtigt og stilsikkert grafisk spor langs teksten.

Og dén trækker – foruden på kvantemekanikken – på en bred horisont af belæsthed, fra sydamerikanerne over Walter Benjamin, den polske poet Cyprian Norwid og hans russiske kollega Anna Akhmatova til de store heteronym-jonglører (ligesom forfatteren selv) Søren Kierkegaard og Fernando Pessoa.

Vel er det krævende, men ligesom første bind er det også langt mere end en ’graphic novel’: et forunderligt interaktivt bogværk om tegnenes magi og ’fortællingens kvantemekanik’, dens fundamentale ubestemmelighed og uundværlighed.

FACEBOOKBliv ven med Politiken