Man skal ikke lade sig skræmme af bogens poptitel – endda med übergermanske ’gotiske’ bogstaver. Heller ikke af den indkaldte ghostwriter. Det ligner en ærkeamerikansk holocaust-blockbuster, men bogen er spændende, med meget nyt selv for kendere.

Edith Hahn (1914-2009) var en af Østrigs hundredtusinder af jøder, der blev fanget ved Anschluss 1938, da Hitler besatte landet, modtaget af østrigerne med åbne arme. Så startede ’ariseringsprocessen’, hvor jøderne blev berøvet butikker, lejligheder og embeder og tvunget til at skrubbe gader med tandbørste.

Den slags ser man ikke noget til på Wiens museer, for modsat Tysklands flotte fortidsopgør er Østrig fortsat de fede fortrængningers land – det vidste allerede dr. Freud i Berggasse. Så meget mere velkommen er Edith Hahns førstehåndsberetning.

Usandsynlig alliance
Restauratørdatteren Edith er stud. jur., politisk engageret og på vej op i middelklassen, da hendes liv splintres ligesom synagogerne på Krystalnatten. Mens nogle få slipper ud, og hendes mor deporteres østpå, træller hun med jødestjerne på i tyske arbejdslejre, indtil hun i juni 1942 gør sig usynlig i Wien.

Modige venner låner hende en ’arisk’ identitet som Grete Denner, og i München møder hun tilfældigt Werner, der er halvkunstner og – mere vigtigt – halvblind og derfor ikke indkaldt til hæren. Han tror 100 procent på Føreren og Sagen, men han sluger hendes skjulte jødiskhed, fordi han selv har løjet om sin skilsmisse.

Overlevelse mod alle odds
De elskende etablerer sig i Brandenburg, hvor han arbejder på en flyfabrik, og hun lærer rask rollen som det naive Guds ord, der går i ét med tapetet, men hun er altid på vagt. Da de bliver gift og får et barn, er hun avanceret til ’ægte’ arisk Hausfrau og børneavler. Werner bliver indkaldt, da alle reserver mobiliseres til ’kanonfødebrigaderne’, og som officershustru stiger hendes status nok et nøk.

Hun overlever også krigsafslutningens kaos og får et godt liv som dommer i den russiske zone. Så vender Werner hjem fra krigsfangenskab, rastløst bitter, og hans nazistisk indskolede mandsrolle magter ikke at have en »overuddannet hustru« med eget job.

De bliver skilt, og da russerne vil have hende til at angive venner, slipper hun til London med sin datter og bliver siden gift med en medjøde. Efter hans død flytter hun til Israel.

Det er en fantastisk historie om overlevelse mod alle odds. Gestapos udtryk for jøder, der levede illegalt for at undgå deportation, var ’ubåde’, og Edith/Grete og hendes mand manøvrerer mellem klippeskærene af kontrol og angiveri i hårrejsende og groteske situationer. De snyder sig uden om kartoteker, rationeringskort og raceattester, og den fantasifulde storløgner Werner fabrikerer falske identitetspapirer.

Afdækker almene mekanismer i samfundet
To højdepunkter er, da Edith helt officielt får sin vielsesattest med det bogstaveligt livsvigtige stempel deutschblütig, og da hun må føde uden bedøvelse, for som sygeplejerske ved hun, hvordan bedøvede kvinder »i vildelse« røber belastende hemmeligheder.

Hvad hun overlever på, er held, frækhed, modigt venskab – og så trøst fra klassikerne og livsfarlig aflytning af BBC og Voice of America.

Og disse glimt af diktaturets mareridt starter flere tanker i læseren. Eftertanke 1: tænk, at irrationel antisemitisme får et krigsførende land til at spilde enorme ressourcer på racekontrol. Eftertanke 2: det er opmuntrende, at de med små midler kunne narre systemet, men nedslående, at det ville være ugørligt her i it-teknikkens tid.

Den længste eftertanke er, hvordan totalitarismens ekstreme vilkår også afdækker almene mekanismer i vores samfund.

Tankevækkende og dramatisk medrivende
For at overleve må Edith/Grete leve i skyggen og censurere sig selv til et nul. Det er en systematisk dobbeltidentitet, hvor, som hun siger, »sjælen forpupper sig i fornuftsbestemt tavshed«, mens kroppen er overladt til det ydre kollektive vanvid.

Hun sammenligner dobbeltspillet med de tyske digteres indre emigration, og hendes eksistentielle bekymring er, om hun under forstillelsen vil miste sig selv. Det er bevægende, da hun under sammenbruddet 1945 får reddet papirerne med sin gamle identitet, skjult i en indbinding af Goethes digte.

Men dette ’ubådsliv’, der altid lader ægtemanden vinde i skak for husfredens skyld, er jo, hvad kvinder i evigheder har måttet leve med. Som den britiske forfatter Jane Austen sagde for 200 år siden: »En kvinde, der har det uheld at være intelligent, må bruge sin intelligens til at skjule denne diskvalificerende omstændighed«.

Der er lidt rigelig romantilretning over fortællingen, men bortset fra det, fru kammerherre: sikke en historie! At følge Edith Hahns mirakuløse overlevelse under diktaturets totalkontrol er lige så tankevækkende, som det er dramatisk medrivende.

FACEBOOKBliv ven med Politiken