Peter Nansen var formidabel. På den travle måde. Han blev født i 1861 og døde af overanstrengelse i 1918.

»Jeg har arbejdet for meget og for at holde maskinen i gang brugt for mange narkotiske stimulanser«, skrev den udmattede morfinist i et af sine sidste breve.

Den diagnose tror man gerne på, for Nansen havde haft afsindigt travlt både som journalist, forfatter og forlægger.

I vore dage huskes han ikke af mange, men det retter Karin Bangs grundige biografi så sandelig op på.

Fænomenet Nansen, som hun med et udtryk fra Henrik Cavling kalder et »lykkens kælebarn«, træder nu så grundigt i karakter, at han med garanti ikke længere vil lide den tort kun at blive husket som petitjournalist blandt skrivende kæmper.

Journalist på Politiken
Peter Nansen var med på Politiken fra starten.

Chefredaktør Edvard Brandes havde sat sig for, at Politiken skulle være den første litterært skrevne avis i Danmark, og dertil havde han brug for Nansen, der var startet som journalist på Berlingske Tidende.

Nansen, der nu kunne skrive på den unge radikalismes indignation, som han delte, stortrivedes på den nye avis og var her, der og alle vegne.

Når han ikke skrev i avisen, oversatte han teaterstykker, startede tidsskrifter og var, hvor tingene skete, hvis det da ikke var ham selv, som fik tingene til at ske.

Ven med Herman Bang
Hans forfatterdebut ’Unge Mennesker’, der var udkommet allerede i 1883, vakte enorm opsigt, fordi den satte spørgsmålstegn ved forældres ret til f.eks. at kræve, at deres børn skulle være troende.

Bogen bidrog til at skubbe Nansen ind i centrum af det københavnske kulturliv.

Den lejlighed, han delte med vennen Herman Bang, blev et samlingspunkt for forfatterspirer, forlæggere, skuespillere og kunstnere, som ivrigt deltog i Bangs ugentlige litterære saloner.

Nansen blev efter et mislykket ægteskab og et længere tilløb i 1896 gift med Betty Müller, senere Nansen, en ildsjæl, som selv havde travlt med at realisere sin drøm om at skabe et nyt litterært teater.

De to havde begge udenomsaffærer, som de havde aftalt ikke måtte udvikle sig til noget alvorligt. Det faldt charmøren Nansen let, men Betty led.

I 1906 skrev hun i et brev til sin mand, at han bare kunne give sine ordrer, hvis han havde en fantasi, han gerne ville have tilfredsstillet.

»Hvis andre har kunnet skaffe dig nydelse mere end jeg, så lær mig, hvordan jeg skal bære mig ad. Men lad mig være den eneste«, bad hun.

I 1895 lod Nansen sig ansætte på det skrantende Gyldendal som litterær leder. Ikke alle så på hans forlæggervirksomhed med milde øjne.

En litterær slyngel
Kristeligt Dagblad, der ønskede et moralsk opgør med Nansen og hans meningsfæller, introducerede begrebet »en litterær slyngel«, nemlig »en person, som gennem litterær virksomhed opdrager mennesker til utugt og ryggesløshed«.

Nansen, denne »gemenhedens apostel«, blev beskyldt for at udgive »bordellitteratur«.

Den kristelige avis lod forfatteren Alfred Ipsen rase mod »åndsmonopolet Politiken og Gyldendal«, som Ipsen stillede over for ’danskheden’, præcis som pastor Søren Krarup i vor tid har gjort med sine uforsonlige angreb på det, han vedholdende kalder »Systemet Politiken«.

Forkæmper for ligeværd og tolerance
Slynglen Nansen levede i en tid, hvor man i sandhed delte sig efter anskuelse. Vor tids rummelige og spraglede modernitet var endnu i sin spæde vorden, den reaktionære bornerthed stortrivedes.

Nansen skrev et skuffet og vredt brev til Henrik Cavling, efter at hans gamle avis havde trykt Johannes V. Jensens nu herostratisk berømte angreb på Herman Bang og dennes »skidne kønsforrykthed«.

Nansens indignation over angrebet på vennen Bang viser ham endnu en gang som en utrættelig forkæmper for ligeværd og tolerance.

Ifølge chefredaktør Cavling var det Nansens fortjeneste, at Politiken havde en gennemfrisindet holdning i borgerlige spørgsmål helt fra starten i 1884.

Interessant på mange niveauer
Karin Bang har gennemlyst Nansens travle tilværelse fra start til slut, og hendes biografi er interessant på mange niveauer.

Det er fundamentalt spændende at læse om Nansens travle journalist- og forlæggerliv, fordi biografien går så bredt til værks, at den også giver et stort indblik i samfunds- og kulturlivet i årtierne før og efter århundredeskiftet.

Når det er sagt, så er tusind sider om Peter Nansen lidt vel rigeligt. Karin Bang kunne sagtens have ladet nogle af de sten, hun har vendt, blive liggende fredeligt i skyggen, ikke mindst når det gælder Nansens slægtshistorie.

Lykken er lunefuld
Det er, når hun belyser hans liv som publicist og samtidigt fortæller dansk presse-, teater-, litteratur- og forlagshistorie, at bogen lever.

Hvad angår kælebarnet, der havde så travlt, viser Karin Bangs definitive biografi, hvor meget et menneske kan nå, hvis det brænder, men også, at lykken er lunefuld – selv for de tilsyneladende heldigste.

FACEBOOKBliv ven med Politiken