Netop som man har sat sig godt til rette med James Lee Burkes seneste Dave Robicheaux-krimi ’En regnbue af glas’, falder øjnene på bogens bagsidetekst.

»Bogens klimaks er overraskende og rejser spørgsmålet: Farvel ... eller på gensyn, Dave Robicheaux?«. Uha, det er i den slags situationer, man skal udvise stram selvdisciplin og ikke springe hen til side 485 for at få svar på spørgsmålet!

Nu hvor jeg er nået frem til sidste side på reglementeret facon, vil jeg råde alle til ikke at snyde sig selv for de første 484.

For uanset om ’En regnbue af glas’ virkelig skulle vise sig at blive den sidste roman med Dave Robicheaux, så er bog nummer 18 med den lige så retskafne som uregerlige politimand fra New Iberia ikke bare spændende, men usædvanlig spændende.

Spænder en spændingskurve op
’En regnbue af glas’ er såmænd ellers ikke så anderledes end de andre Robicheauxromaner fra Louisiana. Der er de typiske ingredienser i Burkes krimi-gumbo. Opfindsomme og klamme skurke fra white trash-psykopater til repræsentanter for det plumrådne Dixie-aristokrati. Konflikter med regelryttere og trusler på livet mod Daves lille familie.

Venskabet med den balstyrige kolos Clete Purcel i de bristefærdige hawaiiskjorter. Den rituelle armlægning med alkoholdæmonen. Hilsner fra borgerkrigen glidende spøgelsesagtigt igennem Techeflodens tåger og elektriske lyn knitrende i horisonten. Alt sammen på velkendt velskrevet facon. Alligevel er det anderledes.

Rutinerede Burke ved, hvordan man spænder en spændingskurve op, så den dirrer under fortællingen som en buestreng. Men denne gang føler man bogstavelig talt, man sidder med livet i hænderne. Dave Robicheaux’ liv. Stemningen er nervøs, sniffende efter fært i et kaotisk kapløb med tiden. Robicheaux ved, den er helt gal, men kan ikke sætte fingeren på det.

LÆS OGSÅ Anbefalelsesværdige essays hylder sydstatslitteraturen

Er det bare fordomme og faderlig omsorg på afveje, når han får myrekryb af at se sin datter Alafair som kæreste med forfatteren Kermit Abelard fra en af de gamle overklasseslægter, proletarsønnen Dave afskyr så inderligt?

Denne Kermit virker da flink nok. Snarere lidt ubehjælpsom. I modsætning til Kermits klamme kammesjuk og forfatterkollega Robert Weingart med en fortid i det berygtede Huntsvillefængsel. Weingart har dog lært at holde masken stilig i modsætning til alfonsen Herman Stanga og det løsgående missil Vidor Perkins, der begge åbenlyst hører til menneskeslægtens mere aparte sideskud.

Klamme håndflader
Syv unge piger er blevet sadistisk myrdet i nabodistriktet. Sagen har tråde, som bliver ved med at dukke op i det persongalleri, som danser stadig tættere om Dave og hans familie. Jo mere han roder op i sagen, desto mere faretruende udvikler den sig. Uden at Dave rigtig kan få hold på den. Skræmmende trusler bliver elimineret, uden at trykket tager af.

Denne fornemmelse af at rode rundt i en ormekule med bind for øjnene fastholder James Lee Burke på imponerende måde næsten helt til målstregen. En strategi, der giver klamme håndflader, skulle jeg hilse at sige.

Den efterhånden 75-årige Burke har også øvelsen. Den stædige mand debuterede i 1965, men fik først sit gennembrud i 1986 med ’The Lost Get-Back Boogie’ (’Sangen om det blå græs’), der blev antaget efter 111 afslag.

I forhold til en større læserskare skete det indtil da i relativ ubemærkethed. Det ændrede sig radikalt, da Burke i 1987 gik krimivejen og opfandt sin hovedperson Dave Robicheaux i ’The Neon Rain’ (Neon regn’). Med sin lyrisk svungne skrivestil og sine dybtstikkende litterære kvaliteter blev James Lee Burke i selskab med de to andre amerikanske James’er – Elroy og Crumley – udråbt til den hårdkogt tænkende mands krimiforfattere.

Elektriske stormvejr
Ud over Robicheaux har Burke, der deler sin tid mellem Louisiana og Montana, skrevet syv krimier om fætrene Billy Bob og Hackberry Holland med scenen sat i henholdsvis Montana og Texas. 18 bøger med Dave Robicheaux er det blevet til på 23 år.

Den første halve snes stykker var alle fremragende, og to af dem – ’Heaven’s Prisoners’ og ’In the Electric Mist With Confederate Dead’ – blev filmatiseret med henholdsvis Alec Baldwin og Tommy Lee Jones. Derefter var det i nogle år, som om de faste elementer fik maskineriet til at køre som velsmurt rutine på højt plan. Men også for Burke blev orkanen Katrina og det uværdige politiske efterspil afgørende.

Katrina-krimien ’The Tin Roof Blow Down’ (’Blues fra bliktagene’) gav en ny intensitet i hans hjemstavnskrimier og en bund bag vreden, som også er påhængsmotor i ’En regnbue af glas’.

LÆS OGSÅ Driftsikker krimistilist leverer varen igen og igen

Som Floridakrimiforfatteren Carl Hiaasen er James Lee Burke en krimiforfatter, der er stærkt optaget af overgrebene på naturen i sin hjemstat. Ødelæggelsen af Louisianas enorme vådområder som følge af uhæmmet olieudvinding og kanaludgravning er blevet et fast tema. Menneskets ødelæggelse af naturen er med til at give romanerne en mørk, apokalyptisk undertone.

De elektriske stormvejr knitrer konstant ildevarslende ude over Golfen. Det forurenede saltvand trænger ind og ødelægger vegetation og livsgrundlag. De riges hærgen høstes af de fattige som bitter nød og håbløshed. Det kyniske interessefællesskab mellem politisk indflydelsesrige oliegarker og mørke mafiøse interesser er blevet en fast ingrediens og er det også i ’En regnbue af glas’.

Naturen er et højdramatisk sprog
James Lee Burke er på sin egen måde så optaget af social skævvridning og økologi som nogen hjemmestrikket skandinavisk krimiforfatter, men han er samtidig så amerikansk som en baptistprædikant, når han hævder, at den eneste menneskelige tragedie »indtræffer, når vi glemmer, hvem vi er, og bliver tavse, mens en fremmed tager bolig i vores krop«.

Robicheaux, som har vokset sig ældre sammen med sin forfatter og har en datter af samme navn, er en tørlagt korsridder med skinnende sværd og håndfaste metoder. Han lever i en verden, hvor naturen er et højdramatisk sprog, hvor djævle går på jord i hyttesko, og hvor man risikerer at se lyslevende spøgelser fra fortiden. Bøgerne pulser af kærlighed og had til Sydstaterne.

Had til traditionen for slaveri og nedarvede privilegiers dekadence og grådighed forklædt som fine fornemmelser. Kærlighed til det jævne liv, fattigrøvens sandwich, den kraftige gumbo og melodunten ’La Jolie Blon’. Den sælsomme mikstur har aldrig været meget mere virkningsfuld end i ’En regnbue af glas’.

PS: Hvad angår Dave Robicheaux’ videre skæbne, så ser det dog ud til, at en Robicheauxroman med titlen ’Creole Belle’ ventes udgivet i 2012.