Hvis man i 1800-tallet var sømandsenke, kontorbetjent, gartner, bager, bødker eller anden arbejder med behov for hjælp, var man ikke afhængig af det offentlige.

I stedet sikrede private foreninger, at man ikke skulle nedværdige sig til statens fattighjælp. Hjælpen var nær, hvis man ellers hørte til den gruppe af fattige, som velgørerne troede på kunne ændre deres situation.

Det er store armbevægelser, når man begynder at tale om menneskekærlighed i en liberal debatbog.

LÆS OGSÅ Tidsånden, som ingen vil vedkende sig

Med Grundtvig ved hånden vil Henrik Gade Jensen forberede os på åbenbarelsen af et nyt ’Gyldenår’ – et »mere selvberoende samfund og en mere tilbagetrukket og mindre dirigistisk stat«. Bogen er altså et ivrigt opgør med staten, som ifølge forfatteren har stækket borgerens frihed og i stedet gjort borgeren til klient.

I ’Menneskekærlighedens værk’ er det danmarkshistorien før velfærdsstaten, der holder for som ammunition i forfatterens kamp mod staten, der siden grundlovens indførelse er vokset mere og mere. Gade Jensen beskriver en række civile initiativer inden for blandt andet uddannelse, sygdomsforebyggelse og filantropi, der står som forstadier til den stat, vi kender i dag.

God timing
Bogens timing kunne dårligt være bedre, for i en tid, hvor alle er enige om nødvendigheden af at ændre velfærdsstaten, er det befordrende at læse om alternativ iværksættelse af samfundsprojekter med andre motiver end dem, vi er vænnet til.

For Jensen er idealet landsbyens fællesskabsstruktur, og staten er et elitært projekt organiseret af det, forfatteren kalder »samfundsingeniører«. Til disse føjer sig en række socialdemokratiske skabere af velfærdsstaten, hvis synder mod friheden der heldigvis ikke bliver brugt krudt på.

Det bliver der i stedet på 1800-tallets borgerligt organiserede velgørenhed, hvor ildsjæle sørger for en tålelig tilværelse for mange fattige, men ikke alle. Der er nemlig en form for tommelfingerregel hos de filantroper, som går ud på at hjælpe dem, der har en mulighed for at slippe ud af fattigdommen, og som er motiverede, mens mennesker, der ikke signalerer vilje til at ændre deres egen situation, må klare sig selv.

Dette er ifølge Jensen et udtryk for en liberal menneskeopfattelse, som fordrer, at »nogle mennesker har forskrevet sig til en livsform uden for den umiddelbare hjælps rækkevidde. Mens andre kæmper i det pulserende samfund for en værdig og anstændig tilværelse ...«.

Selektionen var en nødvendighed for ikke at ende i »bundløst Uføre«, som en af bogens store personligheder, lægen Frederik Krebs, beskriver skrækscenariet om at være med til at skabe en »afhængigheds- og tabermoral«.

Klientkultur
Men det er også i udvælgelsen af, hvem der er værd at hjælpe, at den private filantropi går på kompromis med netop menneskekærligheden. Som moderne hjælpeløs statsborger har man ret til hjælp, så man kan leve anstændigt.

Det har skabt den klientkultur, Gade Jensen har set sig gal på.

I 1800-tallet var den hjælpeløse prisgivet velgørenhedens dømmekraft, medmindre man endte på den offentlige fattighjælp, som filantropien mente, at det skulle være afskrækkende at modtage.

Kærlighed til mennesket var en del af grundlaget, ligesom den kristne tro og den nationale orientering, men datidens velgørenhed var også en håndfast måde, en særlig gruppe borgere kunne styre samfundets moral på.

Interessant kapitel
Kapitlet om skoler og universiteter hører til de mest interessante i bogen. Her viser Gade Jensen, hvordan friskolebevægelsen trænger sig ind som et alternativ til folkeskolens forløber, almueskolen, som Grundtvig kalder ’skolen for døden’.

Selv om man hverken sværger til Gud eller nationen, må man erkende, at den ånd og kultur, som friskolerne tilførte dansk skolevæsen, er uvurderlig.

Eksemplet understøtter nødvendigheden af, at der findes et stærkt og uafhængigt civilt skolesystem uden for statens regi, der i sidste ende kommer begge parter til gode.

LÆS OGSÅ Hver tredje dansker er socialist

Det er værd at huske på i en tid, hvor privatskoler og alternative pædagogiske metoder er jaget vildt, alt imens folkeskolen har skruet sig ind i en præstationskultur, som gamle Grundtvig ville hade af et godt hjerte.

Også universiteterne har langt op i tiden været autonome institutioner, hvis studenter ikke kunne anholdes af det daværende politi, da universitetet havde sin egen retsorden. Kun i tilfælde af manddrab kunne staten skride ind!

Ligesom med mange andre af bogens eksempler er grundloven af 1849 et skillepunkt, hvorefter Københavns Universitet kommer på finansloven.

Staten størrelse XS
Anderledes var det med Aarhus, hvis universitet først blev muligt i løbet af første halvdel af 1900-tallet, da private sponsorerede oprettelsen. Universitetet forblev en selvejende institution helt frem til 1970.

Gade Jensen blev kendt i offentligheden, da han i 2003 måtte trække sig som spindoktor for kirkeminister Tove Fergo (V) efter beskyldninger om tilknytning til højreekstremistiske kredse. Fergo var en stærk systemkritiker og stod sammen med sin mand bag kontroversielle aktioner imod tvangsfjernelse af børn.

En form for dissens over for statens ’overgreb’ mod frie borgere, som synes at falde i tråd med bogens ånd.

LÆS OGSÅ Imam: Karen Jespersen er »islamhader«

I forhold til bogens historiske fokus er der en afgørende forskel fra dengang og til en moderne udgave af staten størrelse XS.

Hvor kristen moral og national orientering var grundlaget for Grundtvig og hattedamer, er Gade Jensens løsningsmodel deponeret hos liberalismens store leder Adam Smith, der med metaforen om ’Den usynlige hånd’ – vimspapadims – har løst spørgsmålet om, hvordan velfærden bliver retfærdig uden en stat.

Ideologien skygger for interessante pointer
Forfatteren mener angiveligt, at markedets selvregulerende magi skal erstatte statens jernhånd.

Bogens sammenbidte antipati mod staten, der står som det store fjendebillede, afslører sig i sproget, der sine steder minder om 1970’ernes vulgærmarxisme – bare med modsat fortegn.

LÆS OGSÅ En tænketanks projektansatte læserbrevsskribenter

En sætning som: »I staten er du undersåt og befinder dig i et lydighedsforhold til en myndighed«, taler for sig selv. Æstetisk set lever bogen ikke op til Thorvaldsens relief ’Caritas’, som pryder forsiden.

Dertil skygger ideologien for meget for ellers interessante pointer og oplysninger. Og man ender med en utilsigtet sympati med den stat, som er under anklage.

For landsbyutopia med frit marked, 100 tv-kanaler og private haver findes jo allerede i bedste velgående.

FACEBOOKBliv ven med Politiken