Søren Gosvig Olesen har en særlig plads i mit hjerte, selv om jeg aldrig har mødt ham.

Men han oversatte og ikke mindst skrev en introduktion til Michel Foucaults tekst ’Viljen til viden’, der af forskellige årsager blev en af de vigtigere tekster i mit studieforløb på Københavns Universitet.

I dag er Søren Gosvig Olesen lektor i filosofi samme sted, hvor han begiver sig af med noget så usædvanligt som at filosofere.

At det er en sjældenhed for filosoffer skyldes, at filosofi på universiteter bedrives som en art eksegetisk videnskab, hvor det er udlægningen af andres tanker, der er emnet, ikke hvilke tanker man selv gør sig om dette eller hint emne.

Forsøg med filosofien
Derfor kalder han da også sin nye bog ’Forsøg med filosofien’, så er der ikke sagt for meget. Det er små korte essay, hvor svagheden netop er en pointe. Han indleder med et særlig godt stykke om, hvordan man bør lære sig filosofi.

Først afviser han, at filosofien kan have nogen metode, men gennem karikaturer af den engelske naivitet, den tyske overgrundighed og den franske dyrkelse af læremesteren ender han med at pege på den italienske minimalisme, der vender en enkel sentens fra traditionen igen og igen.

Her finder han en lavmælt skønhed, som han dog ikke mener, at man kan starte med.

Man må først igennem alle de andre måder at lære sig filosofi på.

Der er ingen nemme veje, men heller ingen rigtige. Han bruger blandt andet sætninger og tanker fra Kierkegaard, Dostojevskij, Nietzsche, Løgstrup og Agamben til at udfolde sin lette og svage tænkning, der forsøger på en gang at være rationel, blød og åben.

’Styrken ved den svage tænkning’ hedder en af teksterne. Den argumenterer for, at den insisteren på fornuften, der skulle udfri os fra illusionernes vold, selv var voldelig og en af de sidste store illusioner.

Fornuften gennemskuede nok illusionerne, men fra midten af 1800-tallet blev den af kritiske tænkere også brugt til at gennemskue sig selv med. Fornuften gennemskuede sig selv som en illusion om at gennemskue alting.

Den mulighed, vi har tilbage i vores gamle kultur i dag, er derfor en svag, besindig tænkning. Med reference til Gianni Vattimo siger han, »at svagheden kan være den styrke, der ikke mere behøver vold«.

Svaret på det store spørgsmål om livets mening
En af de bedste tekster handler om, at vores demokrati er ved at gå tabt. Politikere repræsenterer ikke længere andre end sig selv. De er blevet fuldkomne: Nu er det tid til handling, slut med snak og smagsdommeri. Gosvig Olesen nævner ikke Fogh Rasmussen, men den politiske kultur, der voksede frem under hans vælde er implicit.

Og den er et problem, mener han: »Selvfølgelig er det utåleligt, hvis alle meninger er lige gode. Hvis retten til at sige sin mening bliver alle meningers lige berettigelse. Men demokratiets ide er ikke, at enhver idiot skulle være så fuldkommen.

Tværtimod. Når samtalen, udvekslingen af de mange meninger er nødvendig, er det netop for at undgå, at enhver idiot kan sidde på magten og gennemtrumfe sin mening. Det er først, når samtalen bliver kvalt, at den slags idioti bliver muligt«.

Bogen er ujævn, men der er en gennemgående vilje til at kommunikere og tage filosofien alvorligt som et personligt vidnesbyrd om livet.

Den giver tilmed svaret på det store spørgsmål om livets mening: Det er mening. Ikke noget specielt, bare mening.

Når man har det, glemmer man det, når man mangler det, efterspørger man det. Det er i øvrigt en pointe, indrømmer Gosvig Olesen, han havde glemt, at han havde læst hos den unge Wittgenstein.

Bogen er udgivet af det lille forlag Wunderbuch, som gør en dyd ud af at holde boghåndværket i hævd. Det er således en sjældent lækker udgivelse med et brunt omslagspapir på stift bind og med mintgrønt forsatspapir og græsgrønt læsebånd.

Hvis man vil skabe sig opmærksomhed med en ekstraordinær bog, skal man bare læse i den i metroen. Det virkede for mig.

FACEBOOKBliv ven med Politiken