Robert Walser var schweizer, født i 1878, samme generation som sin tyske kollega Thomas Mann. Meget andet havde de ikke tilfælles.

Mens Mann fra begyndelsen var en succes, økonomisk grundforsikret og siden blev fejret som sit lands kunstnerfyrste og moralske brohoved, gik det Walser stik modsat.

Hans tre tidlige romaner om udgrænsede og ydmyge eksistenser var der ingen uden for en snæver kreds af kolleger og bladredaktører, der ænsede. Først forsørgede han sig som bankmand og efter det mislykkede forsøg på at slå igennem som forfatter ved at sælge små prosatekster til blade og tidsskrifter.

Fra 1933 og til sin død i 1956 var han så indlagt på et sindssygehospital i den lille schweiziske by Herisau. Her fejede han gulvet, foldede papirposer og var tilsyneladende godt tilfreds. Skrive ville han nødig.

Det er på anstalten, den noget yngre kollega Carl Seelig opsøger ham en sommerdag i 1936 for de næste godt tyve år at blive hans vandrekammerat og fortrolige.

De går et par gange om året, i sne og sol, gennemblødte, bundfrosne, med sveden løbende ad sig, kilometer efter kilometer, op ad bakke, ned ad bakke, fra værtshus til værtshus. De vandrer, de æder, drikker og snakker. Så det er en lyst.

Fra strithår til tarmlammelse
Den mislykkede forfatterkarriere er tit et emne, enten direkte, når Walser mere fortørnet end bitter fortæller om et af de tåbelige råd, han har modtaget, eller om en fornærmelse, han har måttet indkassere, eller indirekte, når han siger sin mening om samtidens litteratur og forfattere.

Her f.eks. på et stikord fra Seelig om Thomas Manns »kraftige, ublegede hår«, som han netop har siddet bagved i en teatersal: »Det skyldes succesens sygdomsforebyggende evne«, kvitterer Walser.

»Hvor mange har fiaskoen ikke allerede sendt i graven! Helt fra sin ungdom har Thomas Mann haft alt: Borgerfred, sikkerhed, familielykke, anerkendelse. Ikke engang immigrationen kunne slå ham ud. Som en flittig prokurist på sit kontor fortsatte han på fremmed grund bare med at skrive (?)«.

Eller med et andet eksempel, hvor de skrivende landsmænd kaldes »skolelærere«, »verdensforbedrere« og »lugtløse drivhusplanter«, der slår alt det dæmoniske i verden ihjel og lader deres personer fremtræde »så kærlige og hjertensgode«.

Begge dele er alt det modsatte af Walser selv, og fanden om han kan tage det!



Men portrættet, som Seeligs vandrehistorier efterhånden tegner af ham, er så langtfra entydigt negativt bestemt. Walser befinder sig øjensynlig godt med sit ukrukkede og synftige forhold til tilværelsen, skiftevis hjertelig overgiven og idiosynkratisk indtil det misantropiske.

Der er noget af en landstryger over ham, noterer Seelig, snart veltilpas i krovarmen og i let snak med den yndige servering, snart sky og på flugt fra en flok venlige bønder.

Seelig har heldigvis ikke forskønnet noget, sådan virker det i det mindste ikke. Vi får en tæt beskrivelse også af alle kropslighederne, fra Walsers strithår over de dårlige tænder til den kreperlige »tarmlammelse«.

Og på den psykologiske eller på temperamentets side af humørsvingningerne, utilnærmeligheden, det ydmyge i Walsers væsen, der forbyder ham at nyde privilegier på anstalten, som de øvrige patienter ikke også nyder, på én gang højst sympatisk og endnu et af hans væsens skjulesteder. Det sky, det unddragende.

Forbandede hang til romantik
Foruden et sammensat og usentimentalt portræt af en stor forfatter er der samtiden som en fjern torden. Fra nazismens første trommen over det sønderlemmende bombardement af de tyske byer og et stort stykke ind i den kolde krig.

Walser kommenterer det med store spring og i samme ånd som alt andet. Efter Tysklands krigsnederlag og siddende på banegårdsrestauranten i Herisau:

»Kunne tyskerne da blot i politiske sammenhænge lære at forholde sig lidt roligere med deres geni! Det er deres forbandede hang til romantik, der har ruineret dem. Evig og altid skal de vise verden, hvor flinke og ualmindeligt dygtige drenge, de har«.

Det hører naturligvis med, at Walsers forfatternavn siden er hentet ud af den 'glemmebog', hvori det ifølge ham selv stod opført.

I dag rangerer han i den tysksprogede litteratur, både takket være romanerne og de korte prosastykker, blandt de posthumt udgivne 'mikrogrammer', på linje med Thomas Mann. Seeligs lille perle af en bog, der udkom første gang i 1957, hjalp til, som en påmindelse om hans eksistens og originalitet.

Man behøver ikke at ane, hvem Walser er, for at kunne nyde bogen i Morten Riis' gode oversættelse.

Det er nok at føle sig som en del af det samme fællesskab af lettere foruroligede, der holder af uroens kortvarige afbrydelse. Som Walser siger til Seelig i et af de betryggede øjeblikke: »Det er os nu engang bestemt at spadsere«. Og at spise, drikke og snakke med en god ven.

FACEBBOOK Bliv ven med Politiken