Hos Giacomo Girolamo Casanova – oplysningstidens navnkundige forfører – har kroppen det første og det sidste ord.

Det er med øjne, ører, næse og hud, at man møder sin omverden – og inde bag kulturens kalvekrøs, pudder og parykker bor menneskelivets eneste pålidelige kompas: Den nøgne krop med sine letvakte drifter og sit søvnløse sanseapparat.

Kroppen og dens utallige nydelseskilder er den gamle lurendrejers foretrukne arena, og symptomatisk nok handler hans tidligste barndomserindring om, hvordan der må erotiske besværgelser til for at tæmme det ustyrlige korpus: Som otteårig lider Giacomo af tilbagevendende næseblødninger, og hans bekymrede bedstemor konsulterer i al hemmelighed en gammel heks, som kysser og kærtegner sin lille patient, alt imens hun gnider hans nakke ind i salver og svøber hans afklædte krop i et lagen.

Scenen er sat.

Casanova vokser op i Venedig som søn af omrejsende skuespillere, og trods sit livs talløse kamikazeekspeditioner når han at gennemleve tre fjerdedele af 1700-tallet, før han omsider udånder på slottet Dux i det nuværende Tjekkiet.

LÆS ARTIKEL Casanovas erindringer solgt for 52 millioner kroner

Alene af den grund er de 3.000 selvbiografiske ark, som efter hans død udkom på tysk, en unik førstehåndsberetning om en turbulent epoke i Europas historie, men det er klart nok forfatterens dramatiske livsførelse og eventyrlige bedrifter, som har fået erindringerne til at blive stående som et med rette kanoniseret hovedværk i verdenslitteraturens Afdeling for Sanselige Anliggender.

Ung doktor i kanalsex
Der er fart over feltet i Casanovas liv, og allerede som 16-årig kan den opvakte knægt kalde sig doktor i civil- og kirkeret. Herefter går det (til bedstemors udtalte lettelse) gejstlighedens vej, men ironisk nok er det netop som abbed, at han for alvor får næse for erotikkens mangfoldige glæder.

Han forelsker sig over hals og hoved i sin paters niece, og da hun viser sig en kende for knibsk, forlyster han sig i stedet med hendes mere varmblodede 14-årige veninde.

Herefter står erobringerne bogstavelig talt i kø, og den vordende præst har rig lejlighed til at raffinere sine forførelseskunster og dyrke lidenskabelig kanalsex med purunge kvinder og – i heldigste fald – deres søstre. Casanova går aldrig af vejen for et skandaløst ménage À trois, og opfindsomheden er stor, når fædre og ægtemænd skal passiviseres og kyskhedsbælter i stilhed lirkes op.

I en alder af 20 år er Casanova allerede en fuldbefaren forfører af betragtelig reputation – han er »af naturen udstyret med et vindende og imponerende udseende, ivrig spiller, ødeland, stortalende, pågående, en pigejæger af rang«.

Han opgiver langt om længe det håbløse præstekald for i stedet at ernære sig som falskspiller, violinist, skribent, officer, diplomat, mystiker og sågar velbetalt ’læge’ for godtroende medlemmer af Venedigs senat.

LÆS OGSÅHollywoods Casanova røber historier, han ellers kun fortæller sine venner

Samtidig springer han fra den ene lystige kærlighedsaffære til den anden, og han går næsten videnskabeligt til værks, når han indynder sig hos det modsatte køn: At elske med en kvinde er, noterer han et sted, som at læse i en medrivende roman – en pirrende rejse, som begynder ved omslaget og først er til ende, når sidste blad er vendt.

Kvinder fortjener dedikerede læseheste, og Casanova er permanent sadlet op til eventyr.

Kastratsangerens søde kløe
Casanova er en livsnyder af den gamle skole og bekender sig til en nysgerrig hedonisme, som man skal helt frem til vores egen tids fetichfester og swingerklubkultur for at finde mage til.

Hans levned er charmerende ryggesløst, men han er langt fra en følelseskold gangster, og selve rygraden i hans forførervirksomhed er en dyb respekt for kvindekønnet og den gensidighed, et godt knald fordrer.

Og så er han ikke bleg for at rette sine antenner mod medlemmer af sit eget køn – og skønt kastratsangeren Bellino sidenhen viser sig at være en kvinde i forklædning, er det tydeligt, at den durkdrevne skørtejæger får søde kløer af den unge skønheds kønslige flertydighed.

Casanova lader konsekvent lysten råde, og allerede som ung mand udpeger han de tre væsentligste dynamoer i sit liv: »Min lidenskabelige karakter, min uimodståelige hang til nydelse og min ukuelige kærlighed til uafhængighed«.

Siden 1850’erne har forskellige mere eller mindre skamferede udgaver af Casanovas erindringer verseret på dansk, og i 1940 udgav Martins Forlag tobindsværket ’Casanovas Erindringer’ i Otto Gelsteds musiske oversættelse og med luftigt-fine illustrationer af ’Casanovisten’ – sådan betegnede Gelsted ham – Hans Bendix.

Først midt i 1960’erne udsendte Hans Reitzel det klassiske værk i en uforkortet tolvbindsudgave – en modig satsning, som dog langt fra blev den ventede sællert. Det er Otto Gelsteds fordanskning, som nu – uden illustrationer – genudgives i fem bind af forlaget Rosenkilde & Bahnhof, og det nys udgivne første bind dækker de formative ungdomsår 1733-47.

Det er der grund til at glæde sig over, for Casanovas bekendelser har alt for længe samlet støv på antikvariaternes hylder, og det klæder værket at genopstå med nutidig ortografi, i lommeformat og bag smukt, smudsafvisende omslag.

Gelsteds 72 år gamle gendigtning fremstår stadig forbløffende sprød, og det samme gør den venezianske libertiner og hans hæmningsløse appetit på livet. Til vands, til lands og i luften.