De to små fødselsnotitser, der stod trykt i lokalaviser på Hawaii, da lille Obama blev født i 1961, beviser kun konspirationen: Lige fra fødslen har det været planlagt, at den fremmede sorte mand skulle kuppe sig til magten i verdens mægtigste land.

Sådan lyder spekulationerne, selv i ellers seriøse medier.

Evnen til at skabe drama er uovertruffen. Højrefløjen har haft et afgørende trumfkort på hånden i de sidste 30 år: fjendebilledet.

Mens venstrefløjen siden 1970’erne enten ikke har evnet at sætte ansigter på deres modstandere eller frelst har undveget enhver stereotyp, ja, så har populistiske højrebevægelser haft frit spil til at mobilisere vrede, had og følelser ved at angribe prygelknaber.

LÆS OGSÅKontroversiel sheriff: Obamas fødselsattest er et falsum

Siden ungdomsoprørerne blev forældre, har reaktionære debattører sat dagsordenen i USA og Europa.

Som den amerikanske forfatter og kommentator Arthur Goldwag påviser i sin nye bog, ’The New Hate’, har de seneste årtiers kulturkamp været domineret af en følelsesladet form for ultrakonservatisme, drevet frem af vrede over for moderne folkestrømninger som ligestilling og indvandring.

Eksplosiv cocktail af paranoia og had
I USA har republikanske radioværter, kommentatorer og bloggere ført an i en stadig mere hadsk og konfrontatorisk kulturkamp, hvor bøsser, ’feminazier’ og muslimer beskyldes for at have forårsaget alverdens ulykker.

Senest har radioværten Rush Limbaugh skabt furore ved at kalde den 30-årige jurastuderende Sandra Fluke for en »luder« og en »tøjte«, fordi hun har talt for sygesikringsdækning af p-piller og anden prævention.

Fælles for de konservative meningsdannere er ifølge Goldwag, at de i vid udstrækning pumper deres hårde tone op på en eksplosiv cocktail af paranoia og had.

En cocktail, der trækker spor tilbage til mccarthyismen fra 1950’erne og længere tilbage – og som vækker stærke følelser i folkedybet, ofte i skarp kontrast til venstrefløjens abstrakte blødsødenhed.

Malcolm X far til Obama?
Arthur Goldwag, der tidligere har skrevet flere bøger om ekstreme ideologier, kultbevægelser og konspirationsteorier, beskriver detaljeret, hvordan skiftende grupper – fra jøder over frimurere til FN-bureaukrater og levebrødspolitikere i Washington – påstås at være filtret ind i lyssky sammensværgelser og statskupplaner.

Blandt mange skarpe iagttagelser argumenterer Goldwag for, at højrefløjens måske mest populære forestilling er, at minoritetsgrupper bag kulisserne er ved at kuppe det politiske system.

Fra det yderste ekstreme højre siver konspirationsteorierne gradvist ind mod mainstream. Og man må give Goldwag, at tonen er voldsom. Flere af angrebene på præsident Obama er ekstreme og verdensfjerne – ikke mindst de gentagne påstande om, at Barack H. Obama slet ikke er født i USA, at hans fødselsattest er falsk, eller at hans rigtige far er Malcolm X.

Angrebene begynder hos talkshowværter som Rush Limbaugh og Glenn Beck, men accepteres efterhånden af veletablerede politikere. Effekten er åbenlys: Modstandere forvandles til fjender, og fri debat forvitrer til smædekampagner.

Mest tankevækkende i bogen er dog, at Goldwag opruller, hvordan den paranoide debatform er en tilbagevenden til tidligere tider. Under præsidentvalgkampen i 1800 kaldte Thomas Jefferson for eksempel sin modstander John Adams for en »en hæslig hermafrodit, der hverken har kraft og fasthed som en mand eller mildhed og følsomhed som en kvinde«.

Det nye had er gammelt
Selv om de hadske angreb, der hvirvler rundt i æteren 24 timer i døgnet, kan virke mere og mere yderligtgående, har de været en del af den demokratiske debatkultur lige fra begyndelsen. Som Arthur Goldwag skriver:

»Det mest iøjnefaldende træk ved det, jeg kalder ’det nye had’, er i virkeligheden ensartetheden på tværs af tid og rum. Det mest deprimerende ved de demagoger, som utrætteligt fremfører hadet – i små pamfletter for to hundrede år siden og i dag på websites og tv-kabelnyheder – er faktisk, hvor ens de lyder«.

’The New Hate’ giver et læseværdigt og fængende overblik over, hvor populært had, paranoia og frygt er blandt det flertal af vælgere, som fænges af følelser.

Svagheden ved Goldwags ellers glimrende bog er dog, at han ikke formår at skrive sig fri af den undertone af forargelse og afsky, som normalt præger liberale skribenters kritik af højrefløjen, og som derfor risikerer at ende som selvhøjtidelig moralisme.

Historien viser – som Goldwag fint illustrerer, men ikke selv klart konkluderer – at evnen til at sætte tydelige ansigter på politiske modstandere er og altid har været en forudsætning for at opnå magt. Ikke mindst i demokratier.

Og i dag er højrefløjen bare dem, der er bedst til at bruge og misbruge dem/os-retorikken.

FACEBOOKBliv ven med Politiken