Ove Dahl fik stor succes med sin første erindringsbog om sit liv i politiet og opklaring af en række mord i det københavnske område, han havde ansvaret for som drabschef.

Han var åben, han kunne fortælle og sammen med sin medforfatter, journalisten Stine Bolther, fik han skruet en veldrejet bog sammen om sliddet med at opklare alvorlige forbrydelser.

LÆS OGSÅTidligere drabschef: Serieforbrydere hører fortiden til

Nu er forfatteren gået på pension efter 40 år i politiet og står mere frit til også at diskutere flere af de interne forhold i etaten. Bogens åbning med opklaringen af ’Amagermanden’s grove forbrydelser gennem mange år er en ouverture, der vil noget.

Det er en grum gennemgang af en kynisk forbryders drab og voldtægter. På intet tidspunkt ser han rigtigt ud til at erkende endnu mindre fortryde, hvad han i grunden har lavet. Hans sidste udspil med at sende dna-materiale, blod og sæd ud til sønnen, som så skulle efterlade det på tilfældige ofre, viser vejen ind i et meget mørkt sind.

Brugen af kniv
Ove Dahl kommer også ind på politireformen, som de borgerlige fik gennemført sammen med en retsreform. Han betragter meget af reformen som et skrivebordsprojekt, som ikke har megen berøring med tilværelsen uden for chefernes mødeværelser. Og bortset fra gennemgang af en række drab berører han to væsentlige emner, der bør indgå i den almindelige debat.

Det ene er brugen af knive og anden grov vold i de slagsmål, som unge drenge og mænd har kastet sig ud i, siden Adam trådte ud af paradis. Da Ove Dahl og denne læser var unge, var der også slagsmål. FOTO:  Bogens forside.

Der blev uddelt blå øjne og bulne næser. Nogle røg sågar i gulvet. Men man sparkede ikke på en liggende modstander, at stikke med kniv var uhørt, og man kunne stikke på næven bagefter.

Huedrabet, hvor en ung mand på Strøget i København bliver dræbt, fordi han ikke vil aflevere sin hue til nogle forbipasserende knægte, er et eksempel på en foragt for menneskeliv, som må bekymre alle.

Manglende selvironi
Ove Dahl siger direkte, at når unge mennesker (læs: drenge) komme ud på et skråplan, har forældrene et stort ansvar. De har travlt, måske for travlt, »men hvis man bare tror, at en knægt på 12 år kan passe sig selv i enhver henseende, skal man tro om igen«, skriver han.

Det andet nye er den grænseoverskridende kriminalitet, bedst illustreret med den rumænske hoteltyv, der brutalt dræbte en norsk stewardesse, hvis hotelværelse han trængte ind i. Her er Ove Dahl tilhænger af en vis form for grænsekontrol, om end han afholder sig fra direkte at blåstemple Dansk Folkepartis grænsebom.

Bogen er som opus 2 knap så inciterende som den første, og om det er Dahl selv eller hans medforfatter, der kører rundt i drabschefens mange fortrinlige egenskaber, står ikke klart, men lidt selvironi, blot en knivspids, ville have givet et hjerte mere.