Bogen er dediceret til Bent Mejdings to børn, Anne og Lars, selvfølgelig med stor kærlighed, men også med mere end en snært af dårlig samvittighed.

Det er, som han skriver, altid børnene, som betaler prisen for en skilsmisse, og hans skilsmisse fra den første hustru, Susanne Theil, har ikke været nem.

Skilsmissen kom i stand, fordi han forelskede sig i skuespilleren Susse Wold, som han nu har levet med i en lang række år, men nemt var det ikke. Og han får fortalt, at hans første kone, som døde i 2006, var et nervøst og sensitivt gemyt, fuld af aggressioner og, formoder vi, sorg.

LÆS OGSÅVinterberg giver Susse Wold comeback på film

En dag, da han sidder i haven med sin nye elskerinde, Susse, ser han et ansigt stige op over hækken – det er børnene, som skal se, hvordan far har fået det. Han flygter ned i kælderen. Situationen er ikke værdig.

Og den dårlige samvittighed minder ham om en ungdomsforseelse, da en kæreste bliver gravid, og han får foranstaltet en illegal abort. Igen og igen vender det sig i ham. Men alting går godt, gør det ikke?

Teaterentreprenør
Der er noget naivt og beskedent og måske en smule mistænkeligt ved Bent Mejdings evne til at komme igennem med skindet på næsen og modet i behold.

Bogen hedder ikke ’teaterentreprenør’, men ’Mit liv som papegøje’ – hans liv som lille dreng, da han sad under bordet, mens storebror Ib tog sig af underholdningen. Genert!

Bent Mejding husker godt hele sin familie, som er to brødre og en søster og mor og far på Gyvelvej i Vanløse. Faderen, en tidligere Falck-redder, er i virkeligheden også udstyret med evner som entreprenør – en mand, der sætter ting og sager i værk, men han er hidsig, bliver alkoholiker og siden skilt.

Færdig med far? Ingenlunde. Mange år senere ser vi den ældre far ved billetlugen i Ungdommens Teater på Allé-Scenen, travlt optaget af sønnens nye liv, og med sig har han begge de andre brødre og den ny hustru, Rita, som Mejding også bliver venner med.

Stor tilgivelse
Nag ligger ikke til forfatteren. Der sker ubehagelige ting i hans barndom.

Det slår mig, at skuespillere sjældent har et godt forhold til deres far – måske med undtagelse af Jørgen Reenberg. Tilgivelse ligger det tungt med – her med undtagelse af Bent Mejding.

LÆS OGSÅKomplet bog afdækker Reenberg som blufærdig, erotisk og farlig

Han skulle ikke være skuespiller, han bliver ansat som bogholderelev hos Heering, men da han er en flot ung mand og har spillet amatørteater, går han til skuespillerundervisning hos Blanche Funch og bliver optaget på Teaterdirektørforeningens Skuespillerskole, kaldet Privatteatrenes Elevskole.

Stakkels fru Malberg
Da jeg selv har gået der nogle år efter Mejding, er det klart, at jeg læser om den tid med interesse.

Jeg havde næsten de samme lærere – og næsten de samme reaktioner. Han sidder f.eks. hos Ellen Malberg og lærer at læse digte (af Nis Petersen) højt, men...:

»På mig virkede det umådelig gammeldags, så derfor holdt jeg hurtigt op hos hende. Jeg syntes, det var spild af tid«.

Hvordan i alverden? Nogle år senere sad jeg selv hos fru Malberg, og alle eleverne hulkede af halvkvalt latter ned i lommetørklædet og sårede den stakkels fru Malberg forfærdeligt.

Bent Mejding holdt bare op med at komme. Kunne man det?

Fortidens teater
Hvad der præger ham, er en imponerende, uafrystelig energi og så den selvtillid, som skaber roller, først små, så større, mens morsomme portrætter af fortidens skuespillere passerer revy.

Nuet.  Bent Mejding fanget i Erik Werners streg. Fra bogen Beatrice Bonnesen: nærmest en syrling. Olaf Ussing – festligt ude af stand til at lære roller, upåvirkelig af instruktion, uberegnelig af natur, en komiker, der kunne bringe forestillinger til fald.

I det hele taget var dansk teater (tænker man) dengang præget af mange slags ulykker, som i dag ikke ville kunne passere – Bodil Udsen, der bliver upasselig under en forestilling, elektricitet, der går ud og lægger scene og sal i mørke, skuespillere, der sover over sig derhjemme, en anarkistisk menage, der måtte kunne sætte grå hår i hovedet på professionelle teaterfolk.

Men gør det noget? Både ja og nej.

Bent Mejding reflekterer ikke meget over teaterlivets transformation fra frivillighed under beskedne vilkår til overenskomstmæssige ordninger til glæde for teatret selv – og for publikum. Og når han gør det, foretrækker han vel de gamle dage, da han selv kunne lede, fordele, spille og hente dronninger og deres pelse ind til forestillingen, mens far sad i billetlugen, og bror havde oversat osv.

Det uundgåelige privatliv
Bogen snor sig mellem det private og det professionelle, og man ville nok have ønsket, at teaterlivet havde været hovedsagen.

Jeg har i hvert fald ikke noget behov for at høre et helt sentimentalt kapitel om hans sorg over Fjumses død. Fjumse var en gravhund. Det fylder lige så meget som sorgen over Erik Mørks død og faderens død. Nogle glider ud. Andre glider ind. Mange glider væk.

Flere store teaterværker kvalificerer beretningen: Der var for det første Mejdings tid som initiativrig leder af Ungdommens Teater ude på det, der hed Allé-Scenen, hvor han fornemmede tidens trend og tidligt spillede udmærkede stykker af bl.a. Tom Stoppard, Arnold Wesker, Albert Camus og den uundgåelige Noël Coward: ’Privatliv’ med Susse Wold.

Og igen: ’Privatliv’. Og derpå: ’Privatliv’. ’Privatliv’ sluttede på Privatteatret. Uanset hvad Bent Melding mere eller mindre henført skriver, var afslutningen vist på tide.

Et venligt menneske
Den anden store entreprenørgerning var renoveringen af Det ny Teater, iværksat sammen med Niels-Bo Valbro, et projekt, der kom til at koste 83 mio. kroner, men som har vist sig pengene værd – et ualmindelig flot og stilistisk gammeldags teater, som egner sig til fest, lys, kabaret og Flagermus.

Hvad går der for tiden?

Som skuespiller har Bent Mejding været en meget større succes, end han beskedent selv regner med. Erik Balling brugte ham glimrende som ’Elverhøj’-dirigent i ’Olsen-banden ser rødt’, og på film har vi set ham være fremragende i bl.a. ’Tro, håb og kærlighed’ og i ’Drømmen’.

Erindringerne er fulde af respekt for konen, Susse Wold, og den afdøde svigermor, Marguerite Viby. Men egentlig også respekt for Vanløse-barndommens mennesker, f.eks. den sære humørspreder moster Gis i Køge, som Bent Mejding og hans bror cykler ud til om sommeren.

De tidligste erindringer er de bedst skrevne, der hvor status og berømmelse endnu ikke har sat sig spor. Man tror på ham som et venligt menneske.

FACEBOOKBliv ven med Politiken