Arnhild Lauveng er en fantastisk historie.

Hun er født i 1972, er uddannet psykolog og arbejder i dag som ph.d.-studerende. Men før det havde hun diagnosen skizofreni og var indlagt i cirka ti år med voldsomme psykoser.

Som hun skriver i sin første bog, ’I morgen var jeg altid en løve’, er hun som tidligere skizofren noget, der næsten ikke eksisterer. Man kan være symptomfri skizofren eller velbehandlet skizofren. Men en gang skizofren, altid skizofren.

Sådan er fordommen, som Lauveng har gjort til skamme. Og hun er mere end en fantastisk historie. Hun er også en meget dygtig forfatter. ’I morgen var jeg altid en løve’ er en forbilledlig bog om hendes egen historie.

17 noveller om psykiske lidelser
Mine forventninger var derfor næsten umulige at indfri, da jeg sad med Lauvengs nye bog ’Egentlig altid mest levende’ i hånden. Og selv om forventningerne ikke helt blev indfriet, er der en masse at hente i den nye bog, der er skrevet til unge, som enten selv oplever psykiske vanskeligheder eller kender nogen (f.eks. forældre eller venner), der har en psykisk lidelse.

Det er en brugbar og grundig håndbog for den generation af unge, som den ene uge i medierne udnævnes til at være selvskadende, drikfældige, egoistiske og med ondt i livet, og som den næste uge kåres til den lykkeligste generation nogensinde.

Kort sagt en generation, der er stor forvirring omkring, og som naturligt nok selv bliver forvirret.

Bogen er skrevet som 17 noveller, der beskriver forskellige psykiske lidelser – både fra et patient- og pårørendeperspektiv – hvorefter følger ni kapitler med faktuelle oplysninger om psykiatrien. De små noveller er velskrevne og fungerer fint, men det tager noget af læsemotivationen, når man erfarer, at historierne er fiktive. Det er bare ikke det samme som at læse om virkelige menneskers liv.

Desuden har bogen det problem, at den er temmelig lang, og at man næsten må læse den fra ende til anden for at kunne finde rundt i strukturen og få det fulde udbytte, idet de forskellige kapitler henviser til hinanden. Derfor bliver bogen en for stor mundfuld for mange i målgruppen.

Man må håbe, at Lauveng har mange flere bøger i sig. Hun har stor indlevelsesevne og forståelse for mennesker med psykiske lidelser og har samtidig bred faglig indsigt. Og så har hun har i øvrigt selv illustreret bogen med et væld af smukke naivistiske billeder. Så også det kan hun.