Er der nogen ende på Bornholm? I hvert fald ikke hvis du tæller Ertholmene med, de sidste østlige danske skær.

Men er det nu helt rigtigt og retfærdigt? Christiansø og omegn er noget ganske særligt, direkte underlagt Forsvarsministeriet og på det sæt et levn, fra dengang kongedømmet var enevældigt.

Og et skånselsløst diktatur, der kastede sine demokratiske modstandere i fængslet herude, deriblandt stakkels doktor Dampe. Brugte den dejlige, men vindblæste ø som vort eget infame og royale Chateau d'If, greven af Monte-Christos Christiansø på fransk.

Nu i dag er øerne et kært udflugtsmål for sejlere, landliggere og turister på (for) hurtige 3-timers besøg mellem skibsafgange.

Kunstnerkoloni
Det har forfatteren Jacob Ludvigsen, selv i sin tid gift på øen, og fotografen Knud Nielsen skabt en rigtig lækker og lødig bog om.

De små øers både dramatiske og idylliske fortid og nutid, fra flådebase til kunstnerkoloni, dette stykke miniprovins. Kanske en lille ø, men under havet mødes den langt mere med civilisationens kontinent end resten af provinsen Danmark.

I hvert fald ifølge klassikeren om øsamfundet, Tage Voss' 'Status på skæret' fra midten af 1950'erne.

Ludvigsen trækker berettiget og rigtigt på den gode læges filosofiske overvejelser om sit ophold på øen som doktor og apoteker i tolv år.

Den adelige pirat
Eneste fluekneppende skønhedsplet er den om den røgede silds ankomst til Bornholm. Bogen siger, at det var kammerater fra Skotland på Christiansø, som lærte bornholmerne at ryge deres sild. Ganske rigtigt, men det var skotske krigsfanger, ikke kammerater, anbragt på Christiansø under Napoleonskrigene, der ikke kunne undvære deres kippers.

Derudover skildrer bogen sympatisk, at bornholmerne sgu ikke lod sig kue af den engelske admiral Nelsons arrogante sømænd med flåde. Den legendariske kaptajn Wolffsen, sørøver og ridder fra Rønne, blev adelig pirat efter på bornholmsk kapervis at have hævnet Slaget på Reden og bombardementet af København.

Alt i alt en fremragende egnsskildring at læse på vej over til øen, der på en blæsende dag kan være et sandt helvede som stiv storm i det spanske Biscayen.

PS: Sagnet fortæller, at det bornholmske efternavn Skotte stammer fra disse skotske krigsfanger, hvoraf nogle blev tilbage, forlibt i en anden dejlig sild på øen end dem med gæller og finner i lage!