Dans er om noget nuets kunst. Svær at fastholde, uden at den flader ud eller dør mellem fingrene på en, selv med den hurtigste udløser i balletfotografernes vilde vesten.

»Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt«, som digteren Vagn Steen engang skrev det.

Men det slående ved ’Dansen i Spejlet’ er faktisk, hvor mange nuer, det er lykkedes for eneren John R. Johnsen at fange ind – og få til at leve.

Lige præcis det øjeblik, hvor en krop strækker sig ud i faretruende off-balance, slynger sig lystent om en anden eller svæver i luften som en knejsende gud.

Når James f.eks. fanges i det moment, hvor vanvidsdesperationen lyser ham ud af øjnene, mens Sylfiden er på nippet til at ånde ud i hans arme – eller når læreren i ’Enetime’ får øje på elevens forfærdeligt fristende fod. Det er, så hans øjne nærmest imploderer af lyst.

FOTOFanget - midt i bevægelsen

Kraniehvide, japanske butoh-kroppe
Her – i tilfældet manisk danselærer – var det selveste ikonet Nurejev, der foldede sig ud på den kongelige scene. Et særligt prægtigt øjeblik i de 25 års ballethistorie, som bogen jo rent faktisk fortæller via alle Johnsens knipsede øjeblikke.

Han var solofotograf for Den Kgl. Ballet i et kvart århundrede, men han var sandelig også på pletten, når New York City Ballet med de skulpturelt strømlinede dansere eller de sorte, sanselige atleter fra Alvin Ailey Dance Theatre slog sig løs i Tivoli – for slet ikke at tale om de kraniehvide, japanske butoh-kroppe i mørkets dans.

Selve det med ballethistorie, skønhedsdyrkende æstetik og registrering til den nationale hukommelse har aldrig været noget, der har interesseret manden, selv om han kan finde på at kalde sig selv »celluloidregistrator«.

Det har for ham handlet om kroppenes drama, sanselighed og dynamik, mennesker i et ekstrem, i et intenst closeup. Så skidt med at fødderne er kappet af, at dansere er ude af fokus eller fremtræder sløret. Tværtom kan det netop være pointen.

Det er den nyskabende tilgang til dansebilleder og det nye blik på, hvad dans kan være, som den autodidakte fotograf fik banet vejen for i bedste, fandenivoldske pionerånd.

Det var mødet med et hold vildt ekspressive, banebrydende dansere, Maurice Béjarts Le Ballet du XXe siècle, der i 1967 fik unge Johnsen til fuldstændig at skrotte psykologistudiet.

For i stedet at studere hvad der rører sig inde i mennesker ved at granske deres kroppe. Med kameraet.

Derfor har Johnsen altid set sig selv som reportagefotograf, på jagt efter det autentiske øjeblik, fanget ude fra kulissen eller i salen.

Han brød med traditionen for god fotoskik ved at droppe de opstillede billeder og den skønhedsdyrkende trang til perfektion. Hans billeder er ofte grynede, med skarpe beskæringer, dynamiske kontraster og forskudt fokus.

LÆS ARTIKEL Solodanser: Ballet kan udtrykke alt det, man ikke kan sige med ord

22.000 billeder
Interessant er det at se et berømmet pletskud som Sorella Englund, der som heksen Madge slår kloen i Arne Villumsens James, og så få at vide, at det oprindelig blev kasseret af Det Kgl. Teater, fordi man ikke kunne vise dansere uden ben.

Men Johnsen har søgt den overraskende vinkel. Når nu de små svaners dans i ’Svanesøen’ altid drejer sig om fødderne, der går som trommestikker, hvorfor så ikke filme danserne fra oven, så man kun ser overkroppen?

Den foretrukne position for Johnsen har dog altid været at kravle rundt nede i orkestergraven og skyde løs fra scenekanten af.

LÆS OGSÅDanmarks nyeste primaballerina mestrer den forfinede, slebne lethed

Helst ville han så tæt på som mulig. Sanse sveden, anspændtheden i den mindste muskel, det drilske spil i øjnene. Ambitionen var at være et spejl for danserne. Deraf bogens titel.

Alt blev fanget med hans trofaste Leicakamera. Da den digitale teknik vandt frem, lagde han kameraet fra sig (i 1995).

Men inden da havde han – som i øvrigt også excellerede i jazzfotos – nået at skyde sig igennem en del. Den samling, han i 2003 overdrog til Det Kgl. Bibliotek, rummer 220.000 billeder. Så må man da også være skudt i dans.

Gourmetkoreografen
Der skulle et par ualmindelig hærdede danseeksperter til, Erik Aschengreen og Anne Middelboe Christensen, for – i samarbejde med bibliotekar Kirsten Sørensen – at grave sig igennem billedmasserne. Det har krævet fem år og en god portion nørdet entusiasme.

For ud over valget af de 250 billeder til bogen er der blevet etableret en database, hvor foreløbig 1000 billeder er skannet ind med dertilhørende detektivarbejde: hvem, hvilket værk, og hvis er det knæ?

Alt det – og mere til – bliver man godt underholdt med i bogens række af små, fortættede tekster.

Sjovt er det f.eks. at få at vide, at Johnsen selv absolut ikke er den ’ballettede’ type. Han har skæg som en vildmand og går med kniv, som han ikke er bleg for at stikke i en fransk ost. ’Gourmetkoreografen’ bliver han ligefrem kaldt.

Det fremgår da også tydeligt i bogens billedstrøm af mærkbar skiftende intensitet, at der er visse dansere, han har haft smag for (fra Mette Hønningen til Donna Wood); ligesom der er tre balletter, ’Romeo og Julie’, ’Enetime’ og især ’Sylfiden’, han har brugt mest film på. Interessant at se, hvordan Sylfiden har ændret sig gennem tiden, i takt med at forskellige dansere har danset ind og ud.

Det er så paradokset ved at fastholde nuets kunst. Som Roland Barthes har sagt det, rummer et fotografi altid et moment af død. Det gælder i særlig grad en så flygtig kunstart som dansen. Der hviler et slør af forgangenhed over bogen: alle disse kroppe, der for længst har forladt scenen ... eller arenaen i det hele taget.

Ikke desto mindre træder de her i glimt frem af glemslen – og lyser. Af nu.