Er Anders Behring Breivik ond?

Ud fra et hverdagsperspektiv må svaret være et klart ja. Hvis begrebet ondskab nogensinde skal finde anvendelse i vores dagligsprog, må det være relevant i dette tilfælde.

Hvad har videnskaberne da at sige om Breiviks ondskab? Hvad siger psykiatrien, hjerneforskningen eller psykologien?

LÆS OGSÅRetspsykiatere: Ekstreme holdninger er ikke en sygdom

Hvis vi anskuer Breivik og hans ugerninger i et videnskabeligt perspektiv, forsvinder ondskaben som sand mellem fingrene. For når Breivik diagnosticeres af psykiatrien, tales der om skizofreni og vrangforestillinger.

Man ser således ikke ondskab, men sygdom. Hvis man inden for neurovidenskaben skannede hans hjerne, ville man sikkert se dysfunktionelle hjerneprocesser, der har ødelagt hans empatiske sans. Man ville ikke se ondskab, men kemi.

Og når psykologer optrevler Breiviks liv, taler de måske om omsorgssvigt eller forældrenes skilsmisse. Man ser ikke ondskab, men en dårlig barndom. Tout comprendre, c'est tout pardonner, som de siger i Frankrig. Med den videnskabelige indsigt forsvinder ondskaben, skylden og ansvaret.

Onde handlinger og onde mennesker
I en ny bog forsøger Tanja Boysen at udvikle en psykologisk tænkning om ondskab, der ikke reducerer fænomenet bort.

Bogen forholder sig ikke til Breivik, men er blevet helt aktuel i lyset af denne sag. Og Boysen insisterer på, at psykologien skal tage udgangspunkt i mennesket som et frit væsen, der kan drages til ansvar – og handle ondt såvel som godt.

Det onde betragtes derfor som et valg. Hvis man drives til noget mod sin vilje, er man ikke ond, men muligvis sindssyg. Problemet er imidlertid mere komplekst end som så: For selv om man kan vælge at gøre ondt, kan man næppe vælge at være ond.

Forholdet mellem onde handlinger og onde mennesker diskuteres desværre ikke udførligt i bogen.

Typologi for ondskaben
Boysens ondskabsbegreb, der knyttes til handlinger, bliver meget bredt.

Onde handlinger defineres som »fysisk og/eller psykisk krænkende, og udføres mod individer eller grupper mod deres vilje«. Det betyder, at enhver form for aggression (og f.eks. drilleri) er ondskab. Forfatteren er opmærksom på dette, men ser ikke risikoen for, at begrebet derved let bliver slidt og betydningsløst.

Det er et meget relevant projekt at give ondskaben plads i psykologien, men begrebet står i fare for at blive tomt, når det anvendes så overinkluderende.

Bogens bedste afsnit findes mod slutningen, hvor Boysen udvikler en ondskabstypologi, der skelner mellem idealistisk, instrumentel og urefleksiv ondskab. Breivik ville formentlig falde ind under den første kategori, hvor aktøren gør noget ondt, men selv mener, at det er godt.

Teorier mod teorier
Det nævnes ikke eksplicit, men udgivelsen fremstår som en specialeafhandling i psykologi.

Det er en fremragende universitetsopgave, men der er stor forskel på en opgave og en bog. Og der er desværre gjort alt for lidt for at gøre teksten til en egentlig bog.

Det betyder, at dele af bogen bliver lidt uvedkommende for læseren. Den diskuterer primært forskellige teorier op mod hinanden på en måde, der lukker sig lidt om sig selv. Det bliver teorier mod teorier – hvoraf flere er lokalt forankret på Københavns Universitet – og selve fænomenet forsvinder ofte af syne. Derudover er bogen desværre fuld af trykfejl.

Bogen kan anbefales til kommende specialestuderende, der vil have inspiration, men burde være gennemarbejdet mere og gerne udvidet for at blive en vedkommende bog om et ellers væsentligt emne.

FACEBOOKBliv ven med Politiken