Der er umiddelbart noget lektielæsning over ’Livsværker’.

Lidt søndagsskole, hvis man skal være helt ærlig.

Ikke mindst fordi samlingen af litterære samtaler kredser en del om kirken og al dens væsen, især i begyndelsen. Eller også vænner man sig bare til grundtonen og dét faktum, at Kristeligt Dagblad oprindeligt har lagt papir til disse møder mellem en god håndfuld journalister, 30 kendte danskere og lige så mange klassiske tekster, der hver især betyder noget særligt for de interviewede.

Vi lægger ud med ’Højsangen’, men slutter med Karl Ove Knausgårds ’Min kamp’, skal det lige siges, inden den kulturradikale læser står af.

Om den kristne tilgang hedder det i øvrigt klædeligt hos præsten Kathrine Lilleør, at der ikke er noget så frygteligt som tung kristelig poesi, »hvor præster får øje på Jesus i hver anden linje«. Hvorefter hun ganske vist læser opstandelsen ind i ’Nattergalen’.

Men o.k., H.C. Andersens eventyr er jo højloftede.

13-årig blærerøv
Generelt har de interviewede virkelig forberedt sig – Carsten Jensen føler sig ligefrem som en eksaminand, da han får besøg af journalisten, der vil vide alt om hans passionerede forhold til ’Krig og fred’.

Og Jensen leverer varen, ikke mindst fordi han blotlægger den egentlige grund til, at han kastede sig over Tolstoj: Han havde læst i Søndags-B.T. om en dreng, man kaldte genial, fordi han havde læst ’Krig og fred’ i en alder af 12. Så hvis unge Jensen kom igennem den som 13-årig, ville han jo være næsten genial selv...

En fin måde lige at runde den blærerøvseffekt, der også er en del af tilfredsstillelsen ved at kæmpe sig gennem ’de store’.

Ærlige eksperter
Der hersker en anden selvfølgelighed over det at vælte sig hjemmevant i værker af Goethe, Cervantes og Knausgård hos litterater som Per Øhrgaard, Hans Hauge samt Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis.

Her er man virkelig i eksperters kyndige hænder, som når Øhrgaard med afslappet autoritet fører os ind i anden del af ’Faust’, der, hvor de færreste af os endnu har været – sådan rigtigt.

Johannes Riis deler tilmed gavmildt ud af faglighedens begrænsninger, når han om ’verdens bedste roman’, Cervantes’ ’Don Quijote’, fortæller, at den næppe ville være gledet uredigeret gennem hans butik, hvor man »bokser med manuskripterne for at få dem i facon«.

LÆS OGSÅUden Cervantes var vi til rotterne

At den muligvis slet ikke »ville være blevet en klassiker, hvis jeg havde haft den under behandling«.

Befriende, når Riis og andre med ham anerkender kanoniserede teksters manglende perfektion eller lettere knirkende gang på nutidens litterære scene.

For ikke at tale om Hans Hauge, der nonchalant konstaterer, at Knausgårds ’Min kamp’ er »dårligt skrevet« og ikke særlig meget ved at læse anden gang, men alligevel vil »gøre det samme for norsk litteratur, som Ibsen gjorde for dramaet«.

LÆS ANMELDELSEKnausgårds mesterværk vil få lige så stor betydning som Goethe

Helt personligt blev jeg glad, da Lars Handesten indrømmede, at Johannes V. Jensens ’Kongens fald’ skam ikke har været en svir at læse hver gang. Nej, vel?!

Småting ved siden af klassikerne selv
På den anden side er det også opløftende, når de interviewede fremhæver deres ’darling’ netop på grund af friskheden eller den konkret anvendelige inspiration.

Som da Maria Helleberg konstaterer, at Jane Austens ’Fornuft og følelse’ er befriet for den klassiske dødvægt af historiske detaljer og derfor lige så godt kunne foregå nu. Og at hun i øvrigt, når hun selv skriver sine historiske romaner, ofte tvinger sig til at »gå Jane Austen-vejen«, hvor alt er finpudset og uden løse ender.

LÆS OGSÅJane Austen kunne ikke stave

De fleste interview lever af denne tæthed mellem værk og læser.

Elisabeth Møller Jensen fortæller om, hvordan et citat fra Simone de Beauvoirs ’Det andet køn’ hjalp hende igennem en skilsmisse, Politikens chefredaktør Bo Lidegaard fastslår, at han med sin personlige erfaring fra Statsministeriet »aldrig ville skildre embedsmandsapparatets praksis, sådan som Kafka gør det«. Men at ’Slottet’ i øvrigt også snarere handler om menneskets indre bureaukrati.

Svend Åge Madsen tør næsten ikke tænke på, hvilken forfatter han ville være blevet, hvis ikke han som helt ung havde læst Joyces ’Ulysses’ ... og så videre.

Jo, der er en god grund til, at tekstsamlingen hedder ’Livsværker’. Og selv om det er lidt af en mundfuld, der oprindeligt blev drysset nådigt over flere avisdage, er den værd at gnave sig igennem.

Det er trods alt småting ved siden af Homer eller Holbergs samlede.