Langt de fleste rejselystne danskere har været en tur i Paris og er kommet hjem med enestående billeder af byen på nethinden. Gode og dårlige mellem hinanden – men aldrig uvedkommende, for Paris er sjældent blot et turistbesøg, men først og fremmest en stemning.

Således er der i bekendtskabskredsen et par, der har svoret aldrig at rejse retur til byen, for netop dér, på deres allerførste kæresteferie som helt nyforelskede, lavede de ikke andet end at skændes og gå fra hinanden.

Et andet par blandt vennerne har besluttet at besøge byen hvert eneste år, så længe de kan tygge smør, for deres første fælles besøg var fuld af magi og indebar heftig sex midt på Concordepladsen en sen aften.

Et tredje par bliver ved med at vende tilbage til det samme lillebitte billige hotel, de boede på den første gang, for lige hér blev de hilst velkommen af en fortryllende og farvestrålende papegøje, der fløjtede Marseillaisen, hver gang den så dem.

Uanset om man er til den ene eller den anden erindring om Paris, er byen ikke ligegyldig, og der kommer derfor naturligt et tidspunkt, hvor man har set alle seværdighederne og drømmer om at sanse noget andet og mere.

Fransk forelskelse
Løsningen er den nye guide fra Aarhus Universitetsforlags serie ’Vide Verden’, hvor kloge mennesker med kærlighed i hjertet og viden på hjernen skriver essayistisk og i dybden om ukendte sider af forskellige hovedstæder, herunder også den franske.

Den helt særlige pariserstemning – den romantiske, den forelskede – formidles på fineste vis i guidens mest velskrevne og mest personlige kapitel, introen, der er leveret af den halvt franske journalist Stephanie Surrugue.

Og så følger ellers små og større perler på en snor derefter – om blandt andet 1600-tallets Paris, om fransk åndsliv, om Jean Nouvel – hele tiden begavet, men ikke alt sammen velformidlet.

LÆS OGSÅ Fremragende guide viser Berlin på en anden måde

Journalisten Dan Tschernia skriver oplysende og indlevende om den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, der tegnede et af Paris’ store monumenter, Kuben, mens Niels Lan Dokys jazzkapitel giver længselsfuld lyst til at besøge små og store spillesteder i hemmelige kvarterer.

Uffe Østergård øser knastørt og informationsmættet af sin viden om revolutionens by og historie, mens kapitlet om pariserne og deres arrondissementer desværre er temmelig kedeligt.

Lige netop denne del af Paris – alle de mærkelige mennesker – burde være levende, men er det ikke. Kunstneren Peter Brandes skriver indsigtsfuldt og informativt om museer dedikeret enkeltkunstnere, om end hans kapitel virker en anelse højrøvet.

Menneskelige mangler
Guiden indeholder en hel del om malere og arkitekter, men desværre ikke meget om de andre kunstnertyper, som alle dage ellers er flokkedes i byen. Bo Tao Michaëlis beretter i et kapitel om Alexandre Dumas og musketererne, men hvor er Hemingway, Pound, Joyce og Stein?

Og hvor er de store modeskabere? Kun danske Erik Mortensen bliver nævnt, fordi han er begravet på en af byens kirkegårde, der i øvrigt tages under vidende behandling i Aase Nørrungs meget inspirerende og indsigtsfulde bidrag om ’hvilesteder’. Måske bogens bedste.

Den største mangel i bogen er desværre noget af det allervigtigste ved Frankrig: Maden og vinen. Det sanseligste af alt er således ikke nævnt med et ord.

Hvorfor har Gammel Mønts Claus Christensen eller Saisons Erwin Lauterbach ikke fået et kapitel til at fortælle, hvor de spiser hvad i byernes by, når nu Paris for de fleste også handler om, hvad man putter i munden? Lige siden Mogens Brandts berømte madguide til Paris udkom – i flere udgaver op gennem 50’erne, 60’erne og 70’erne – burde alle forlæggere ellers have lært, at kulinariske oplevelser i Paris snildt kan skrives på et begavet niveau – uden at der går traditionel turistguide i sagerne.

Alt i alt er Vide Verdens guide til Paris – trods manglerne – et fint og fornuftigt køb for garvede parisgæster, der har det som Hemingway: Der er ingen ende på Paris.