Det er nu over 26 år siden, en mand skød og dræbte Sveriges daværende socialdemokratiske statsminister Olof Palme en sen februaraften, da han sammen med sin hustru forlod en biograf i det centrale Stockholm.

Politiet prøvede at få hængt en blandingsmisbruger, Christer Pettersson, op på mordet, og sideløbende var der rygter om, at mordet var resultatet af en politisk sammensværgelse mod Palme.

LÆS OGSÅ Verdens største morderjagt fylder 25 år

Men mordet er fortsat uopklaret, og dermed er der frit slag for denne verdens amatørefterforskere til at udfolde egne teorier og fantasier på tryk. En af de mest passionerede er cand.mag. i historie og filosofi Paul Smith, der i ’Palmes morder?’ præsenterer sig som manden, der fik Jacob Haugaard valgt til Folketinget i 1994, bl.a. på et løfte om medvind på cykelstierne.

Og masser af luft er der da også i de nu tre bøger om Palme-mordet, som Smith har fået udgivet.

Først skrev han en dokumentarisk roman om mordet, og for to år siden gik han så kontant til værks i bogen ’Mordet på Olof Palme. Den endelige opklaring’. Derfor er det et skuffende tilbageskridt, at Paul Smiths tredje bog indeholder hele to spørgsmålstegn i titel og undertitel – ’Palmes morder? Det 20. århundredes mordgåde løst?’.

Sikker i sin sag
Amatørkriminalkommissær Smith er over bogens 267 sider dog ikke i tvivl om, hvem der skød Palme 28. februar 1986 ud for Grand-biografen: Christer Andersson, som svensk politi afhørte mange gange, og som begik selvmord i 2008.

Hvorfor? Jo, mener Paul Smith med baggrund i læsning af en del af sagens dokumenter samt kontakt til en kilde, han kalder ’den svenske stemme’, Christer Andersson var den mest oplagte af dem, der var i politiets søgelys dengang: Han var medlem af en skytteklub og ejede et våben, der formentlig var magen til det, som Palme blev skudt med.

LÆS OGSÅ Tidligere spion: Jugoslavien stod bag Palme-mord

Han boede ikke langt fra mordstedet, hans statur kan passe til det indtryk, en række vidner til drabet fik af gerningsmanden, og så kunne han have et motiv, fordi han havde en lille formue, som Palme-regeringen kunne sætte under pres med et forslag om en særlig aktieskat.

Historien har vist, at Palme-mordet ikke bare er uopklaret, det er også udtryk for en meget problematisk politiindsats, bl.a. i undersøgelsen af Christer Anderssons forhold. Men amatørefterforsker Smiths anklageskrift virker nu heller ikke overbevisende.

Han har gjort netop det, han anklager politiet for – han bygger sagen op ved at bruge de oplysninger, der passer i hans kram, når det nu skulle føre til en ’domfældelse’ af Christer Andersson. ’Palmes morder?’ bliver et usammenhængende anklageskrift fuld af gentagelser. Men opklaring af et mord er der ikke tale om.