Fredag 27. oktober 1961 stod tusindvis af sovjetiske og amerikanske kampvogne lige ved – og i nærheden af – Checkpoint Charlie i Berlin og sigtede beslutsomt på hinanden.

Så akut og koncentreret var de to supermagters konflikt om Berlin, der var taget alvorligt til, efter at den fysiske deling, der udviklede sig til Berlinmuren, var blevet lynopført godt to måneder forinden for at sætte en stopper for ’republikflugten’, der drænede DDR for borgere, især de veluddannede.

Situationen var selvsagt kritisk.

Et løsnet geværskud fra en soldat kunne medføre kanonader fra kampvognene og dermed lede til konventionel krig, som i løbet af kort tid kunne eskalere og afstedkomme tredje og sandsynligvis sidste verdenskrig, udkæmpet med atomvåben med sprængkraft af uset størrelsesorden.

Tre undvigemuligheder
»Scenen var sat for den første og sidste direkte militære konfrontation mellem USA og Sovjet«, skriver den erfarne amerikanske journalist, Frederick Kempe, som har sat sig for at skrive en bog om krisen – dens optakt, forløb og umiddelbare efterspil.

Kempe følger krisen i 1961 tilbage til topmødet i Wien mellem den nyvalgte og usikre Kennedy og den hårdføre og muligvis hasardspillende Khrusjtjov – og udlægger den som en styrkeprøve mellem de to, der blev fulgt op året efter af Cubakrisen.

Formentlig er det Cubakrisens kolossale plads i den kollektive erindring om den kolde krig, som skygger for, hvor faretruende Berlinkrisen var året forinden.

Og ligesom under Cubakrisen havde supermagterne tre undvigemuligheder, hvis de ikke skulle køre frontalt ind i hinanden: at den ene eller den anden eller begge ’kyllinger’ ud.

Næste formiddag bakkede de sovjetiske kampvogne ud, og krisen var afblæst. Men muren blev stående næsten tredive år mere.

Som en middelmådig dokumentar
Hvem har ansvaret for det?

»Skal historien betragte opførelsen af Berlinmuren som et positivt resultat af Kennedys besindige ledelse – en vellykket løsning for at undgå krig – eller var muren snarere et ulykkeligt resultat af hans manglende rygrad?«, spørger Kempe i bogens begyndelse.

Afslutningsvis tilslutter han sig den sidste af de to svarmuligheder og fælder en slags moralsk dom over Kennedy, uden at præsentere overbevisende alternativer til, hvad præsidenten burde have gjort i den givne situation.

»En mur er helvedes meget bedre end en krig«, sagde JFK. Kempe synes ikke at være helt enig.

I det hele taget savner man analytiske perspektiver i bogen, der er et stykke velresearchet journalistisk historieskrivning med stor vægt på konkrete detaljer, men med mindre sans for større sammenhænge eller begrebslige indfaldsvinkler.

I titlen, 'Berlin 1961', hører man et ekko af Margaret MacMillans fremragende bog om forhandlingerne, der førte til Versaillestraktaten, ’Paris 1919’ (2002), men den kan den slet ikke måle sig med den kvalitetsmæssigt.

Kennedy og Vietnam
'Berlin 1961' virker som en drejebog til en middelmådig dokumentarfilm på The History Channel, med masser af realitetseffekt i form af overflødige detaljer, anekdotisk sladderstof, »rekonstruerede« eller slet og ret opfundne dialoger samt beskrivelser af personernes fysiognomi og beklædning.

Det indvortes og det udvortes følges ad. Fysiske skavanker røber altid moralske defekter – Kennedys ryglidelser viser tilbage til hans manglende rygrad, og så videre.

Halvhjertet forsøger bogen at få den store historie til at hænge sammen med de små ved at krydre med beretninger om enkeltskæbner i det kriseramte Berlin, der kan give lidt kulturhistorisk baggrund til de storpolitiske forviklinger.

Diskussionen om Kennedys meritter er endeløs. For få år siden kom der netop en meget fascinerende dokumentarfilm om JFK, ’Virtual JFK: Vietnam if Kennedy Had Lived’ (2008).

Den gjorde opmærksom på, at JFK var i stand til at undgå krig hele seks gange i sin præsidentperiode, og spurgte – kontrafaktisk – om han også ville have været i stand til det en syvende gang, i forbindelse med optrapningen af Vietnamkrigen?

For mig at se er dette hypotetiske spørgsmål – om hvorvidt en krig kunne have været undgået – mere spændende end spørgsmålet om, hvad der ville have være sket, hvis Kennedy havde ladet sig tirre af Sovjetunionens provokation tilbage i Berlin i 1961.