Selvrefleksion.  Diagnosevældet styrkes af en pervers bekendelsestrang, der helst skal foregå i medierne. I en af sine sidste dialoger, den lille tekst ’Statsmanden’, beskriver Platon tre fundamentale lederdyder: at være beskytter af fællesskabet, at nære omsorg for alle og at tjene den enkeltes udviklingsproces. Den sidste dyd hedder på græsk ’therapeia’.

I grækernes akademier, og senere i de filialer, som de anlagde i Rom, gik overklassen i livslære.

Ligesom der dengang var mange filosofiske skoler, er der mange terapeutiske retninger i dag.

Der er dybdepsykologi, gestaltterapi, kognitiv psykologi, positiv psykologi, appreciative inquiry, NLP, gruppedynamik, systemteori og narrativ terapi, og sokratisk samtaleteknik, for blot at nævne nogle. De lapper for meget over i hinanden til at være forskellige paradigmer, men de har deres egen teoretiske identitet og ikke mindst praksis. Bogen ’Uærbødighed og fordomme’ handler om systemisk familieterapi ud fra den såkaldte Milanoskole.

Hvad er så det særlige ved den?

Tre orienteringspunkter
Måske er det særlige bl.a., at forfatterne gør os opmærksomme på, at den altomfattende selvrefleksion også kan være et bedrag, og at uærbødighed som selvkritisk opmærksomhed og distance til sin egen professionalisme kan være befriende.

Milanoskolen har tre orienteringspunkter: Hypotesedannelse, besindelse på egne teoretiske projektioner i den terapeutiske kontekst.

Cirkularitet, forståelse af diagnosen som i sig selv et produkt af samspil, der handler om individets samspil med omgivelserne (det systemiske). Neutralitet parret med nysgerrighed.

Til disse tre orienteringspunkter kan man bemærke, at de burde være overflødige at nævne i en terapeutisk kontekst.

Men hvorfor så gøre en dyd ud af nødvendigheden og udgive to kapitler fra to bøger fra 90’erne?

Modet til at se sig selv i øjnene
Svaret kunne være, at vi lever i et samfund, der lider af diagnosemani. Når denne styrer behandlingstilbud og tildeling af overførselsindkomster, og den i sit væsen er ekskluderende og kynisk, så er der ræson i at fokusere på eksempelvis psykiatriens fordomme.

Desværre styrkes diagnosevældet af en pervers bekendelsestrang, der helst skal foregå i medierne, og som ofte er blottet for enhver refleksiv bevidsthed om, hvad det at leve egentlig indebærer.

Vi udstiller vores smerte for at slippe for at bære den og fortrænger, at livet af væsen ikke er spektakulært, og at enhver selv må finde en måde at vise sig værdig til det på.

Hvis uærbødigheden indebærer modet til at se sig selv i øjnene, bør vi ønske den velkommen. Så kan vi måske også ad åre se de andre.