Et autoritativt og distingveret herreansigt med stålindfattede briller bærer titlen med P-ordet frem på forsiden af bogen.

Værsgo, her har du 600 sider med ’En PET-chefs erindringer’. Og forlagets bagsidetekst fremturer: Der er før skrevet bøger om PET, men aldrig af en topchef.

Fascinationen holder nu kun til forordet. Her fortæller forfatteren, Ole Stig Andersen, der var PET-chef fra 1975 til 1984, at han selv ville have kaldt bogen ’Mit halve liv’, og at det tillidsvækkende foto er af nyere dato.

No comment
En ganske sympatisk og også nødvendig afdramatisering, der omfatter endnu en forventningsafstemning med læseren: Ole Stig Andersen skriver, at han som øverste chef ikke kendte til de spændende detaljer i spionsagerne.

Det ligner dog en behændig undskyldning for, at han egentlig gerne ville divertere med farverige beretninger om skæg og blå briller, men ikke kan på grund af sin livslange tavshedspligt.

LÆS OGSÅ Brønshøj-familie har nøglen til uløst gåde om PET

Vi får dog et par historier, som har været omtalt forud for bogens udgivelse, bl.a. om dengang Ole Stig Andersens chauffør afslørede en af PET’s ledende medarbejdere iført paryk og skumle hensigter på en villavej i Brønshøj samt nyheden om, at Danmark i 70’erne meget kontroversielt udviste tre CIA-agenter for spionage på dansk grund.

Ole Stig Andersen bekender, at han næsten fra dag ét fortrød, at han sagde ja til PET-jobbet. Måske er det derfor, han især hæfter sig ved de glæder, der trods alt var.

Et afsnit om det nordiske efterretningssamarbejde domineres helt og aldeles af beretninger fra de særdeles eksotiske steder, de nordiske chefer var nødt til at holde deres møder med et udstrakt forbrug af mad, whisky, saunaer, skibe og helikoptere.

Manglende redigering
Men inden vi kommer så langt, skal lille Ole først fødes (1940), vokse op, gå i skole, læse jura og være ansat i Justitsministeriet i ti år. Det tager 352 sider og gøres altså grundigt. F.eks. får vi at vide, at der var flere gråspurve i byen i gamle dage.

Ole Stig Andersen har så åbenlyst savnet en insisterende forlagsredaktør, der kunne have skåret ligegyldigheder og gentagelser fra. En kraftig redigering ville samtidig kunne have elimineret den springende skrivestil, hvor veloplagte afsnit især i bogens voksne del veksler med kedeligt juridisk sprog.

Bogen svulmer især, fordi forfatteren udsætter de utallige konkrete småhistorier om sit liv for nutidig efterrationalisering og småfilosoferen, hvor de forskellige begivenheder og tildragelser bredes ud til almene iagttagelser om menneskers gøren og laden.

LÆS OGSÅ Tidligere PET-chefs kronik: PET-rapport savner spor af dybere indsigt

At Ole Stig Andersen ikke holder meget tilbage, fremgår blandt andet af et selvstændigt afsnit om hans seksuelle debut og erfaring, herunder hans forhold til onani, alt iklædt litterære referencer. Det eneste punkt, hvor han synes at holde sig i skindet, er i omtalen af sine hustruer - han er i dag 72 og gift for fjerde gang.

Til gengæld får en række sidespring deres detaljerede plads, f.eks. affæren med en fremtrædende kvinde på venstrefløjen. Romancen kulminerer i Paris, hvor de elskende går så hårdt til den, at vor lidende og heftigt blødende mand må på skadestuen og sys med flere sting et meget ømfindtligt sted.

Alliancen med kvinden er kontroversiel, for den kvæstede mand er lige begyndt som PET-chef. Begejstringen mellem de to kølnes dog, mens såret heles.

Ole Stig Andersen takker i bogen sine forældre for »al deres kærlighed under min opvækst«. Og noget må de have gjort rigtigt, hans forældre, for som sønnen fortæller sin historie, har han fået både en stor portion selvtillid og tro på egne evner med hjemmefra, samt et ukueligt mod på livet.

Han har også format til at erkende egne fejl og mangler, hvilket ikke mindst er sympatisk, når han i et par tilfælde er meget negativ over for nogle af de mange standspersoner, han har mødt i sit liv, f.eks. ham, der får æren af at være »fanebærer i pissemyrernes vagtparade«.

Livserfaring og selvbekendelser
Hvis man kan abstrahere fra den falske PET-markedsføring og de alt for mange ligegyldige detaljer, er Ole Stig Andersens selvbekendelser ikke uinteressante. Her er en begavet og belæst mand, der i sit otium beretter lettere manisk, men aldrig selvhævdende om sit private og offentlige liv.

LÆS OGSÅ PET-chefen stolede kun på sin chauffør

Han har bevaret tvivlens nådegave og bruger sin livserfaringer til at justere sin ungdoms og manddoms synspunkter.

Han gør et nummer ud af, at han nu har slået sig ned i provinsen, og den tilværelse er afsæt for et velskrevet og velargumenteret slutord fra Jeronimus om blandt andet demokratiets udvikling og den globale økonomiske virkelighed.

Det kompenserer fint for det manglende PET-sprængstof.