Pundik er blevet sammenlignet med et kuglelyn.

Altid i bevægelse, uden at man ved, hvilken retning han vil hoppe. Netop fyldt 85, foredragsholder, rejseleder, kommentator og først og sidst publicist. Vi skal informeres. Og det bliver vi. Denne gang fra en ny vinkel.

LÆS PORTRÆTDanskerjøden der er mere til bonuspoint end klagesange

Han er blevet sat sammen med en anden journalist – og jøde – Martin Krasnik, der aldersmæssigt kunne være hans barnebarn.

Og det var lige ved og næsten, at deres formødre og ditto fædre var blevet parret sammen, hvis man skal tro familiemyterne. Og hvad var vi uden dem?

Mindst tre standpunkter
Det er Kristeligt Dagblads korrespondent i Mellemøsten, Allan Sørensen, der har lagt øre og båndoptager til deres dialog, et sam- og modspil for at nærme sig centrale spørgsmål.

Hvem er vi, hvem er jeg, og hvad er det for en verden, man som jøde befinder sig i, uløseligt forbundet med problembarnet den israelske stat?

En samtalebog. En snak på tværs af generationerne. Grænsen til det navlepillende, det selviscenesatte bliver selvfølgelig strejfet, men stort set er balancen opretholdt.

Det er en stående vittighed, at sætter man to jøder sammen, får man mindst præsenteret tre standpunkter. Også her, hvor ikke mindst Pundik må erkende, at han har både ændret og modereret sine holdninger gennem årene.

Sekulært sammenhold
Herbert Pundik er vokset op i et traditionelt borgerligt jødisk hjem, der bliver væltet af den tsunami, der kom ind over Danmark i oktober 1943, da nazisterne iværksatte arrestationen af alle de jøder, de kunne få fat i.

Det lykkedes mirakuløst det store flertal at flygte til Sverige, inklusive den 16-årige Herbert.

Martin Krasniks bedstefar blev taget og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt, hvor han overlevede og endda blev gift med en tjekkisk pige i lejren, som han så fik med til Danmark i de hvide busser i krigens sidste dage.

Så unge Martin har også fået holocaust ind med modermælken og begge indrømmer, at det er svært ikke at vurdere verden med udgangspunkt i dette grusomme folkemord.

De er begge sekulære.

Pundik betragter Bibelen som litteratur på linje med ’Odysseen’, Krasnik erklærer, at han »ikke forstår en bjælde af troens sprog«. Som by er Jerusalem ikke at sammenligne med andre storsteder. Krasnik er begejstret; Pundik er mere lunken og siger, at den for de religiøse er »en mellemstation til paradis”.

Fred har lange udsigter
De to kommer langt omkring, stilfærdigt ansporet af Allan Sørensen, men indimellem bliver det lidt stillestående roning rundt i den samme andedam.

Trods mange kloge ord er udsigten til fred og fordragelighed i Mellemøsten og forsoning med palæstinenserne ikke nærmere, tværtimod er den religiøse fundamentalisme på begge sider på fremmarch. Ja, Pundik siger ligeud, at det vil tage generationer, før en fredelig sameksistens er forankret.

LÆS DEBATArabisk forår blev Palæstinas mørke vinter

Men først og sidst er bogen et spændende dobbeltportræt af to jøder fra hver sin generation, som giver os et indblik i en kultur, et stammesammenhold og et eksempel på integration, som man ikke bliver dummere af.