Johannes Exner vokser op i Hald Præstegård og er en stor dreng under krigen, hvor han deltager i illegal modstand mod besættelsesmagten.

Som 18-årig bliver han i februar 1944 sammen med sin far taget til fange af Gestapo. Da tyskerne henter ham i hjemmet siger moderen »Det vil jeg sige dig, Johannes – lige meget hvad du har gjort, så har du gjort det rigtige«.

Den sætning bærer ham gennem den efterfølgende tortur. Efter den føles alt andet som paradis, selv et ophold i Frøslevlejren.

Dansk arkitekturs bemærkelsesværdige par
Klassekammeraten Inger Würtzens ungdom forløber mindre dramatisk, men det er alligevel lidt af en begivenhed, da hun som den ene af tre kvinder i 1946 kommer ind på Kunstakademiets Arkitektskole.

Johannes starter efter krigen på Landbohøjskolen og begynder i København at ses igen med sin gamle skoleveninde. Hun indvier ham i arkitekturens verden, og resten er historie, som man siger.

Det private er således udgangspunktet Thomas Bo Jensens monografi om ’Inger og Johannes Exner’, men det er kun rammen om fortællingen om et af dansk arkitekturs mere bemærkelsesværdige par.

Den administrative og den kreative
Johannes Exner blev som ungt opvakt talent opdraget i funktionalisme, var med på 1950’ernes nyeste nye og drømte om at arbejde hos Arne Jacobsen.

Han havde den rette profil, men en ansættelse hos Mogens Koch blev hans skæbne. I stedet for i Jacobsens avantgarde kom han til at arbejde i ’den klintske skole’, den med hjemlig bygningskultur, lokale materialer og håndværk.

Men det var mødet med nye ’demokratiske’ kirker i Tyskland, der fik betydning for gentolkninger af den danske kirke, og Sigurd Lewerents Markuskjyrkan i 1960 udstak retningen for Exners behandling af murværk.

Med Johannes som den kreative og Inger som den administrative skabte Exnerparret fjorten bemærkelsesværdige kirker og adskillige renoveringer.

De havde i 54 år en tegnestue som fra 1971 lå i deres villa på Marselisvej og fra 2005 midt i Aarhus. Den lukkede endelig i 2011, da døtrene Karen og Anna Mette forlod den.

Lys imellem murstenene
Exners arkitektur er fortællende.

Bygningerne fortæller om deres egen fysik. Åbninger, murværk og overdækninger er ikke noget, der skjules, disse bygningens almindeligheder bliver til begivenheder. Flere af deres kirker er kubisk rationelle at se til udefra, men indenfor sker der noget. Lyset behandles ofte som et materiale, det lukkes ind gennem smalle sprækker i loft eller vægge for at dramatisere vægge og rum.

Nogle synes det ligefrem bliver pjattet i et hovedværk som renoveringen af Koldinghus, men jeg holder virkelig meget af det. Alt er ekspliciteret, det gamle, det nye, søjlernes bærekraft, der forgrener sig under loftet og deres minimale berøring med gulvet.

LÆS GUIDEEt døgn under Koldinghus' kæmpetårn

Deres arbejder har altid været båret af en usædvanlig indlevelse i opgaven, hvor den detaljerede teoretiske forberedelse følges til dørs af en mindst lige så stor optagethed af den håndværksmæssige udførelse.

Organisk arkitekturhistorie
Det er en solid monografi, tung som de mursten, de portrætterede ynder at bygge af, og som forfatteren selv er bidt af.

Her nørdes igennem med en murstensfetichisme, så man bliver helt høj af Thomas Bo Jensens beskrivelser af arkitekternes ’samtaler’ med mursten.

Det er en velformidlet fagbog på højt niveau i stil med forfatterens første monografi, den om murstenspoeten P.V. Jensen Klint, ham med Grundtvigskirken på Bispebjerg.

LÆS ANMELDELSEVærk om arkitekten P.V. Jensen-Klint

Som det var tilfældet i den bog, flettes det biografiske ind i det faglige, som gensidige påvirkninger, uden at det ene ligefrem forklarer det andet. Det bliver en dynamo i fortællingen og giver arkitekturen liv uden at reducere værket. Det bliver en organisk udfoldet arkitekturhistorie, hvor liv og værk gensidigt beriger hinanden.

Thomas Bo Jensens glæde ved håndværk smitter af på glæden ved godt boghåndværk, både det fysiske og indholdet, der virker både modnet, frisk og godt tilrettelagt.