Navne som Throbbing Gristle, The Skids, Death In June og Crawling Chaos siger næppe ret mange noget som helst.

Medmindre de er nørdede musikarkæologer og/eller var unge i første halvdel af 1980’erne.

Begge egenskaber kan nu 49-årige Martin Hall skrive på sit cv foruden forfatter til adskillige bøger og mange års virksomhed som en af landets mest produktive sangere og musikere.

LÆS OGSÅPunkerne taler ud - i munden på hinanden

Hverken som forfatter eller musiker har Hall tilstræbt at være bredt tilgængelig, og hans nye bog ’Nostatic!’ om navne fra punk, postpunk, goth med mere er heller ikke bredere i sit sigte end en streg i luften.

Men til gengæld skriver han godt og appetitvækkende om emner, han virkelig ved noget om.

Mere personlig end sociologisk
’Nostatic!’ er en essaysamling med artikler, hvoraf en del tidligere har været bragt i musikbladet Gaffa, og hvoraf ingen påstår at præsentere fuldstændige billeder af årene fra midten af 1970’erne og ti års tid frem.

Halls vinkel på de allerede nævnte musikere og eksempelvis mere kendte som Sex Pistols, Joy Division og Echo & The Bunnymen er mere personlig end sociologisk.

Men samlet giver artiklerne nu alligevel indtryk af, hvad der foregik og hvorfor under hitlisterne især i Storbritannien dengang, Hall selv var ung.

Politik, stoffer, identitetssøgen og ikke mindst stil (eller manglen derpå) skrives ind i de enkelte essays, når den notorisk stilbevidste Martin Hall her i anledning af for eksempel pladers jubilæer eller gruppers gendannelser præsenterer navne helt ned i detaljerne.

Til en bog som ’Nostatic!’ havde det ikke været tosset med et forord, der begrundede valg og fravalg af navne og satte hele udgivelsen ind i en relevant sammenhæng.

I stedet begynder bogen lige på med en artikel om Sex Pistols, der da er inspireret nok. Men ikke så Hallsk aparte som for eksempel det velskrevne og herligt associerende kapitel om den absolut ikke udelukkende sympatiske størrelse Throbbing Gristle.

Advarsel eller anbefaling
Et prisværdigt gennemgående træk ved ’Nostatic!’ er dens usentimentale tone både i beskrivelsen af forsanger Ian McCullochs abnormt høje selvagtelse og i afsnit, hvor Martin Hall indfletter egne minder fra en kuldslået ungdom præget af selvmord og stofrelaterede dødsfald.

Nogen omfattende udbredelse får ’Nostatic!’ næppe. Men for læsere med lyst til at komme tæt på nogle af postpunkens hovedfigurer er bogen interessant og behandlingen af enkelte navne decideret smittende.

LÆS OGSÅMartin Hall: Tænk hvis jeg ender som den folkekære

Altså, når Martin Hall i kapitlet med overskriften ’Satans evige beklagelser’ kalder Diamanda Galás for »det musikalske 80’er-vækstlags svar på Maria Callas«, får man jo lyst til at høre denne her dame, der også beskrives som »en Karen Blixen møder Blixa Bargeld transpersonlighed med pianisthænder, tonstung øjenskygge og et blik, der får børn til at løbe grædende væk, når det falder på dem«.

Det lyder selvfølgelig mere som en advarsel end en anbefaling. Og sådan kan man jo nogle gange gøre folk alvorligt nysgerrige.