Peter Lund Madsen, som de fleste også kender som HjerneMadsen, har skrevet en bog, der på mange måder er både indsigtsfuld og rørende, men den er også alt muligt andet.

Bogen handler om hjernen og bærer den kryptiske titel ’Dr. Zukaroffs testamente’, hvor den mystiske Dr. Zukaroff henvender sig til Madsen for at hjælpe ham med at skrive hans manuskript om hjernen.

Dr. Zukaroff læser med på Madsens kapiteludkast, giver vejledning og opgaver til forfatteren, men karakteren bliver aldrig nærværende nok for mig til, at jeg for alvor får interesse for hans skæbne. Men ideen om at integrere en bog om et videnskabeligt emne med en spændingsroman er original og fortjener ros i sig selv.

Problematisk hjernereduktionisme
Hvad med indholdet? Madsen kan sit stof og tager os både gennem universets historie (over 13 hæsblæsende sider), menneskets naturhistoriske udvikling og ikke mindst hjernens udvikling hos forskellige dyrearter og mennesket.

Madsen siger frejdigt og nok lidt overmodigt, at man efter læsningen vil vide »hvad der er nødvendigt at vide om menneskehjernen«, og han lover, at han ikke vil smyge sig uden om alt det vanskelige filosofiske stof om f.eks. bevidstheden og den frie vilje. Han er dog efter min mening klart bedst som hjerneforsker.

Somatosensorisk.  Sådan ville menneskets krop se ud, hvis kropsoverfladens fordeling svarede til, hvordan hjernen prioriterer analysen af de informationer, vi får gennem vores sanser. Tegning fra bogen: Ingeborg Nielsen Filosofisk kommer bogen til at flirte med den problematiske hjernereduktionisme, som hersker i disse år.

Når Madsen f.eks. vil beskrive, hvordan hjernen »træffer en beslutning«, og leder efter det sted i hjernen, hvor evnen til at beslutte sig »sidder«, begår han en filosofisk fejlslutning (som faktisk har et navn: den mereologiske fejlslutning – mereologi er studiet af forholdet mellem dele og helheder).

Han udstyrer nemlig en del af noget (hjernen) med egenskaber, som kun giver mening, når de opfattes som egenskaber ved helheden (det levende menneske). Melodi er ikke en egenskab ved enkelte toner, men ved deres samklang.

Det er ikke bilens motor, der kører til Fredericia, men hele bilen (selv om den ikke kunne gøre det uden sin motor). Og bilens evne til at køre kan ikke lokaliseres et bestemt sted, for det giver slet ikke mening at lokalisere evner på den måde.

Vores virkelighed i vores bevidsthed
På samme måde er det meningsløst at sige, at hjernen tænker, føler eller træffer beslutninger. Det er mennesker, der gør alle disse ting, og de kunne selvfølgelig ikke gøre dem uden deres hjerner, men det betyder ikke, at det er hjernerne, der gør dem.

Det betyder heller ikke, at evnen til at gøre dem »sidder i hjernen« (for evner sidder ingen steder). Det er heller ikke tennisketsjeren, der spiller tennis.

Den udbredte tendens til at udstyre hjernen med alskens menneskelige egenskaber fører nemlig let til, at man glemmer mennesket som et psykologisk og socialt handlende væsen til fordel for et fokus på menneskets hjerne.

Dette har vidtrækkende betydning for vores forståelse af alt fra pædagogik til psykopatologi, som i disse år underkastes en vidtrækkende ’neurologisering’.

Det fører også Madsen til den absurde filosofiske position, der hedder ’subjektiv idealisme’, ifølge hvilken vores virkelighed med hans egne ord er »inde i vores bevidsthed« (som igen er et produkt af hjernen): »Den verden, vi oplever i vores bevidsthed, skabes af vore hjerner, og den eksisterer kun der«, hævder Madsen.

Det mente Descartes for 400 år siden, og det er fortsat lige forkert. Peter Lund Madsen spærrer mennesket inde i dets hjerne og gentager på den måde Descartes’ gamle fejltagelser, blot i en neural version.

Kun et organ
Bogen er bestemt værd at læse for sin formidling af hjerneforskningen. Her er Madsen på hjemmebane, og han skriver stort, bredt og encyklopædisk om fedtklumpen i vores kranier.

Denne fedtklump, hjernen, er et fantastisk organ. Den sender på uendeligt komplekse måder elektro-kemiske signaler rundt i kredsløb, der gør, at vi kan leve, lide, drømme og elske.

Madsen har skrevet en spændende og nyskabende bog, men han glemmer, at hjernen blot er et organ, og at ingen af vores psykologiske funktioner ’sidder’ i dette organ.

Menneskehjernen er stor og kompleks – det fremgår fornemt af bogen – men menneskelivet er endnu større og mere komplekst, og det burde have været fremhævet mere.