Kofi Annan var FN’s generalsekretær fra 1997 til 2006.

Det var afgørende år for FN, og Annans erindringsbog – skrevet sammen med hans tidligere nære medarbejder Nader Mousavizadeh, nu direktør for Oxford Analytica – fremhæver med rette de opnåede resultater.

Det var på Annans initiativ, FN’s 2015-mål blev formuleret, og han stod også bag skabelsen af Den Globale Fond til Bekæmpelse af Hiv/aids, Tuberkulose og Malaria.

Annan var ligeledes en nøgleperson i etableringen af Den Internationale Straffedomstol og fik med vedtagelsen af princippet om ’Responsibility to Protect’ skabt en langt stærkere mulighed for verdenssamfundet til at gribe ind over for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden.

LÆS PORTRÆTDiplomatiets rockstjerne

Vel at mærke, hvis FN’s Sikkerhedsråd vil.

Og det er netop forholdet til Sikkerhedsrådet og de fem faste medlemmer (USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina), der er det gennemgående politiske tema i Annans bog. Især forholdet til USA.

Russisk veto
Bogen både begynder og slutter med Irakkrigen i 2003, hvor Annan kom på konfrontationskurs med Bushregeringen.

FN-pagten gør det klart, at militær intervention – ud over hvor der er tale om selvforsvar – efter folkeretten forudsætter et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.

Under den første Golfkrig i 1991, som blev fremprovokeret af Iraks besættelse af Kuwait, brugte præsident George H.W. Bush og udenrigsminister James Baker måneder på at samle en bred politisk koalition bag den militære aktion mod Saddam Hussein, og på at tilvejebringe et sikkerhedsrådsmandat for indsatsen.

Der er situationer, som ikke er helt så klare. Sikkerhedsrådet var således tydeligt handlingslammet under de serbiske overgreb mod det albanske befolkningsflertal i Kosovo i 1999. Rusland lagde ikke skjul på, at et forsøg på at give Nato et mandat til at gribe ind mod Serbien ville blive mødt med et russisk veto i Sikkerhedsrådet.

LÆS OGSÅAnnan: Det internationale samfund har fejlet i Syrien

For Kofi Annan var dette en umulig situation.

Han havde som chef for FN’s fredsbevarende operationer i midten af 1990’erne et medansvar for FN’s manglende indgriben i forhold til folkedrabet i Rwanda og myrderierne i Srebrenica.

LÆS MERESrebrenica-ofre: FN er medskyldige i folkedrab

Derfor accepterede han i 1999, at Nato greb ind over for Serbien og indledte luftbombardementer af Beograd. Selvsagt i bløde diplomatiske vendinger, men med en klar tilkendegivelse af, at magtanvendelse fra tid til anden kunne være legitimt, også uden et formelt sikkerhedsrådsmandat, når det skete af humanitære grunde og for at sikre freden.

Begrænset støtte
Som Annan ser det, holdt dette argument ikke i Irak i 2003.

Der var ikke som i 1991 tale om et irakisk angreb på et naboland, og den humanitære situation i Irak var, som den hele tiden havde været. Præsident Bushs ønske om at sætte militært ind mod Saddam Hussein havde meget begrænset støtte i Sikkerhedsrådet.

Ikke kun Rusland var imod, men ifølge Annan også Kina, Frankrig, Tyskland, Mexico og Chile.

Udenrigsminister Colin Powell forsøgte at overbevise Sikkerhedsrådets øvrige medlemmer om, at Saddam rådede over masseødelæggelsesvåben og derfor udgjorde en trussel mod regionen.

De amerikanske beviser overbeviste kun få – og helt forståeligt: Der var ingen masseødelæggelsesvåben i Irak.

’Oil for Food’-skandalen
For Kofi Annan blev det en situation, der satte skel. Hårdt presset af en BBC-journalist gav han udtryk for, at den amerikanske invasion af Irak var ulovlig (»illegal«) i forhold til FN-pagten.
Reaktionerne i Washington og London var stærke og umiddelbare, men Annan står i bogen ved sine ord – og peger også på, at krigen var med til at skabe afstand mellem USA og mange andre lande, der efter 11. september ellers havde haft stor sympati for og medfølelse med USA.

Annan erkender klart det ansvar, han havde for ’Oil for Food’-skandalen, hvor en række FN-ansatte – og virksomheder – var dybt involveret i korruption og misbrug af midler. Problemerne blev ikke mindre af, at hans søn, Kojo, havde haft en konsulentkontrakt med et schweizisk firma, og at sønnen ikke fortalte sin far hele sandheden om sit engagement.

Men han lægger heller ikke skjul på, at ’nogen’ nok også brugte ’Oil for Food’ til at forsøge at ramme ham og FN efter Irak-udtalelserne.

God bog at blive klog af
Kofi Annan er stolt af de resultater, han nåede som FN’s generalsekretær, og tilfreds med, at meget af det, han satte i gang, har vist sig at være særdeles bæredygtigt.

Men det har også haft sin pris. ’Interventions’ giver et godt indblik i international politik bag facaden og det pres, som FN’s generalsekretær til stadighed er udsat for fra stormagternes side.

Det er en særdeles velskrevet bog og en god bog at blive klog af.