Han kunne have slået Obama. Både i gulvet og ved årets præsidentvalg.

Det forunderlige og grænseoverskridende fænomen Arnold Schwarzenegger er ofte blevet afskrevet som et bøvet muskelbundt og en tåkrummende dårlig skuespiller.

Ikke desto mindre trådte han i imponerende karakter som grøn guvernør i Californien. ’The Governator’ har igen og igen overrasket. Ofteste positivt. Hans ekstreme og ublu selvglæde smitter.

LÆS OGSÅSchwarzenegger kårer grøn actionhelt

Schwarzenegger står som popkulturens svar på et renæssancemenneske, der ubesværet kan bevæge sig fra i sin tid at posere som levende skulptur på Whitney Museum i New York og mingle med Andy Warhol over det kulørte projektørlys i Hollywood til i denne uge at være i København for at overrække æggehovedernes bæredygtighedspris, 'Sustainia Award'.

Han er mangetydig – økonomisk højreorienteret og kulturelt progressiv; grøn og glad for gigantbiler; primitiv og begavet på én gang.

Kønsløs dansk titel
Den nye og enorme ’selvbiografi’, skrevet af ghostwriteren Peter Petre, udfolder en spektakulær fortælling om bondedrengen fra Østrig, der tog chancen i Amerika, pumpede sig hårdt op som bodybuilder, giftede sig med John F. Kennedys niece, Maria Shriver, blev film-megastjerne, og valgt som republikansk guvernør i verdens 8. største økonomi, Californien.

Som en Hulk-lignende superhelt formåede han at sætte en grøn dagsorden i amerikansk politik.

Den engelske titel, ’Total Recall’, rummer en tredobbelt betydning, som giver håb om en mere selvudleverende selvbiografi, end de mange overpumpede glittersider reelt formår at indfri.

Begrebet ’total recall’ betyder både fotografisk hukommelse, henviser til det særlige recall-valg i Californien i 2003, hvor Arnold Schwarzenegger vandt, og så selvfølgelig science fiction-filmen fra 1990, hvor han selv spiller hovedrollen.

LÆS OGSÅSchwarzenegger indtager København

Alle tre betydninger er forsvundet i den danske oversættelse – med den kønsløse titel ’Mit utrolige liv’.

Modsat forløbet i filmen ’Total Recall’, hvor han i rollen som Douglas Quaid rejser til Mars for at få opklaret sin sande identitet, fører de alt for mange sider ikke frem til en løsning på den gådefulde Arnold Alois Schwarzenegger, nu 65 år.

Politisk showbiz
Han gør ligefrem en dyd ud af at være uærlig: »Hemmelighedskræmmeri er i høj grad en del af mig. Hvor meget jeg end opsøger og holder af selskab, er der en del af mig, der føler, at jeg skal klare livets store ture på egen hånd«, står der på side 624.

Lidt sent at gå til bekendelse. Men måske er man bare nødt til at erkende, at kamæleonkarmaen er selve fascinationskraften bag Arnold Schwarzenegger? Han overskrider ganske enkelt grænserne for, hvordan traditionelle skuespillere kan krydse scener, og hvordan politikere kan koreograferes.

LÆS OGSÅArnold Schwarzenegger vender tilbage til film-hovedrollerne

Vittige hoveder har tidligere sagt, at Washington er showbusiness for grimme mennesker, mens Hollywood så omvendt er et magtspil for politiske ignoranter. Men Schwarzenegger har sat nye standarder for politisk showbiz, der provokerer folk til at engagere sig.

Få ikoner evner at kombinere en så vidtfavnende interessesfære med både overraskende talent og stor livsnydelse.

Hemmelighedskræmmeri
Umiddelbart kan det virke vulgært, at han bogen igennem bruger ekstreme fitnesskneb fra styrketræningslokalet til at rådgive om god regeringsførelse.

Og ligefrem fladpandet, når han i kapitlet ’Arnolds regler’ opfordrer ledere til at lade være med »at overtænke«, fordi »overanalysering forkrøbler«. Kendsgerningen er blot, at Schwarzenegger blev genvalgt som republikansk guvernør i USA’s mest demokratiske stat.

LÆS OGSÅArnold-overvældelse: »Han er lige der, hvor er det sygt, jeg sveder helt«

Hans politiske triumf skyldes i høj grad, at han blev gift ind i Kennedy-klanen og derved fik politisk stjernestøv og tværpolitisk goodwill. Så meget desto mere mærkeligt er det, at skilsmissen sidste år ikke fylder mere.

Han fik et barn med hushjælpen og levede i 14 år med sønnen tæt på livet – uden at fortælle konen, Maria Shriver, om de lykkelige omstændigheder. Forklaringen lyder, igen: »Hemmelighedskræmmeri er bare en del af mig«. Punktum.

Et sådant dobbeltspil fungerer – heller – ikke over 672 sider i en selvbiografi om en mand, som i sidste ende ikke tør lade os se bag den smukt olierede overflade.