Da den gamle statsminister Anker Jørgensen er næsten 90 år, får han den idé at lade en helt ung journalist, som han tidligere har mødt, skrive en sidste bog om ham.

Det sker på journalistens 23-års fødselsdag, og den detaljerede beskrivelse af opkaldet fra den tidligere statsminister er den første af utallige bagateller, som præger den nye portrætbog ’Anker Jørgensen - og det forunderlige liv’.

Hensigten med bogen er at beskrive Jørgensen som en mand med indsigter i litteraturen og filosofiens verden. En side, som forfatteren mener har stået i skyggen af billedet af den jævne arbejder, der pludselig fik regeringsmagten.

Tankekraft på lav blus
Gennem reportager fra gåture, besøg på steder af historisk interesse og gennem interview med blandt andre Jørgensens børn fokuseres der på personen Anker frem for politikeren.

Men er Anker Jørgensen interessant som person, hvis det ikke er for hans politiske fortid? Det afhænger af hans evne til at reflektere over livet og den måde, det er formidlet på. Ingen af delene er desværre særlig overbevisende.

LÆS OGSÅAnker fylder 90

I tilfældet Anker selv er han godt undskyldt. Manden er meget gammel, og det er indlysende, at hans tankekraft ikke er på niveau med tidligere. Han er en elskelig mand, som har haft en stor betydning for Danmark, men som lommefilosof og hyggelæser har han svært ved at holde kadencen over mere end 300 sider.

Anker  Jørgensen hermed med hænderne solidt plantet i gulvet i sine yngre dage. Foto fra bogen: Jacob Maarbjerg »Nu skal vi passe på, det ikke bliver for højtideligt«, siger Anker flere gange i processen. Man forstår hvorfor.

Skrevet med naivitet
Der er udgivet mange bøger, som belyser Anker Jørgensens politiske liv og virke. Det gælder ikke bare hans dagbøger i redigeret form, men også tidligere portrætbøger, hans egne erindringer, Søren Mørchs berømte karaktermord i bogen om de 25 statsministre og senest Thomas Thurahs portræt 'Statsminister Anker Jørgensen’ fra sidste år.

Anker er personificeringen af den amerikanske drøm i dansk velfærdsforklædning. Den forældreløse dreng, som gennem en karriere i fagbevægelsen blev statsminister, men blev boende i sin tre et halvt værelses i Sydhavnen.

LÆS OGSÅOverbevisende biografi kaster nyt lys på kaospiloten Anker

At Anker også læste bøger, er muligvis en overraskelse for nogen. Men Anker selv er i bogen pas på, at der skal den store dannelse til for at blive statsminister. Det kræver sund fornuft frem for akademisk indsigt, mener han.

Journalisten Jonas Wisbech Vange har en helt ublu beundring for Anker Jørgensen, som på sin vis virker afvæbnende, men som gør portrættet til et forsøg på helgenkåring.

Også sprogligt er bogen skrevet med en naivitet, som rummer charme, men som i længden skæmmer. Når der i forordet bruges fraser som ’tak er ... et fattigt ord’, må man knibe sig i armen. Men flosklerne fortsætter bogen igennem, blandt andet i lange naturbeskrivelser og utallige regibemærkninger, som synes ret ligegyldige.

Behov for menneskelige politikere
Vanges meget personlige tilgang gør, at bogen i næsten lige så høj grad bliver et portræt af forfatteren og hans generation.

»Min generation, vi er jo nulstillede«, siger Vange et sted til Anker, og billedet af den 23-åriges længsel efter den gamle verden er en utilsigtet gevinst ved bogen.

LÆS OGSÅAnker Jørgensen: »Jeg kan jo ikke kigge så meget frem, så jeg tænker mere tilbage«

Politiske emner, som Anker har tænkt meget over som statsminister, og som i samtiden har stor interesse, bliver der ikke spurgt ind til. Det gælder både europæisk fællesskab og finanskrise, som ellers godt kunne have fået et perspektiv fra en erfaren herre.

Til gengæld bekræfter portrættet de helt unge generationers behov for ægte og menneskelige ansigter på vores politikere, sådan som også det nyligt afholdte formandsvalg i SF viste.