Meget kan man sige om fortidens store danske revykunstnere, men drikke igennem, det kunne de!

Dramaet - for ikke at sige tragedien - om Preben Kaas er ingen undtagelse.

LÆS OGSÅCensureret kinesisk forfatter findes kun på det sorte marked

Her stod den også på stadig flere whiskysjusser. »Han blev jo mere og mere påvirket, som årene gik«, fortæller Lisbet Dahl, der blev Preben Kaas' fjerde og sidste kone.

Sensationsjournalistik
Det er også Lisbet Dahl, der fortæller om Preben Kaas' selvmord i 1981.

Kaas blev fundet druknet i Københavns Havn, 50 år gammel, men det er en skrøne, at »han blev fundet i sin bil, som hejses op af vandet«. Han stillede såmænd bare skoene og sprang i. Rasende interessant? I det mindste så sensationelt, at BT på en forside i sidste uge kunne berette om 'Sandheden om Preben Kaas' død' ...

Kvinder og sjusser samt et ikke særligt charmerende temperament: »Det er ingen hemmelighed, at hænderne sad løst på ham, når han havde fået noget at drikke«. Er det bare en sensations- og skandalebog, som teaterkritikerne Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensten har skrevet? Man kan godt komme i tvivl.

Det er biografien om Preben Kaas heldigvis ikke helt.

Værsgo og skyl
Der vokser de bedste steder et veldrejet portræt frem af en kunstner, som med Ulf Pilgaards ord var »et vigtigt led i den danske revyhistorie«.

Det gælder især Kaas' samarbejde med Jørgen Ryg og Dirch Passer. Nattescenen i 1961 på ABC Teatret med Stig Lommer, hvor alle revynumre efter en generalprøve flyttes rundt, er herligt beskrevet. Revyen hed i øvrigt 'Værsgo og skyl'.

Er man til fire koner og et selvmord, er man især godt underholdt.

LÆS OGSÅPortrætbog om Anker Jørgensen er naiv og fuld af floskler

Der er lagt et stort stykke arbejde i bogen, og fred være med den. Til gengæld kan man - med blik for hele syndfloden af biografier og erindringsbøger i disse år - nok få lyst til at give tidsånden et par på kassen.

Ingen vil åbenbart længere skrive bøger, der bare minder om seriøs teater- og revyhistorisk forskning: Hvor kunsten og kunstneren spiller hovedrollen - snarere end alle de forhistoriske branderter og personlige dramaer, der for tiden driver værket.

Det kan man, åndeligt set, godt kalde en skandale. Skal den sandhed ikke også på forsiden af BT?