Når man i disse måneder lørdag efter lørdag ser Axel Strøbye føre sig frem som den geskæftige, fiffige og slagterhundsfrække parvenusagfører Viggo Skjold Hansen, tænker man ikke over, at skuespilleren bag havde et på mange måder dybt tragisk privatliv fyldt med bristede illusioner, skuffede forventninger og personlige kriser.

Men det havde han. Og faktisk fra første færd, idet han som den sidst fødte – og uventede – tvillingebror aldrig blev budt rigtig hjerteligt velkommen til livet.

Hans forældre, manufakturhandlerfamilie på Amager, så ikke deres ekstra og tredje barn som nogen form for bonus fra forsynet; de betragtede den lille dreng som et problem. »Du skulle slet ikke have været her«, sagde mor og far til Axel. De havde rigeligt i bror Jørgen og storesøster Inger.

Betydelige kvaliteter
Så den unge Strøbye har haft noget at leve op til; brug for at hævde sig og vel sagtens ubevidst gøre forældrene opmærksomme på, at han aldeles ikke var til hverken ulejlighed eller overflødig, men et særligt begavet og talentfuldt menneske, som nok skulle blive til noget her i verden.

Og den bestræbelse støtter de to forfattere til hans biografi ham et hundrede og halvtreds procent i.

Hvilket er uhyre sympatisk, men desværre også giver den ellers spændende og overlegent afviklede historie et næsegrus beundrende præg; ja, faktisk føler man sig hensat til forne tiders katolske helgenskildringer, de såkaldte hagiografier, hvor enhver gerning tolkes som et tegn på personens guddommelighed.

Der er slet ingen tvivl om, at Axel Strøbye både inden for skuespillerfaget og på andre områder var begavet med ganske betydelige kvaliteter:

Han kunne male, flyve flyvemaskine, besad håndværksmæssige færdigheder, havde sprogøre og en indiskutabel intelligens - men det bliver for meget, når fremstillingen hele tiden skal holde dette gudebillede oppe ved hjælp af adjektiver som fremragende, fantastisk og lignende.

Uden overflødigt dyneløfteri
Som læser er man på intet tidspunkt i tvivl om Strøbyes fortræffeligheder.

De kulørte medier har været ude efter bogen med oppustede overskrifter og løsrevne fragmenter, men det er ikke forfatternes skyld, selv om begge har en baggrund i den mere vidtløftige del af medieverdenen.

De fortæller deres historie uden overflødigt dyneløfteri, men den inkluderer altså også stormfuld kærlighed, svigt og tragedie. Og muligvis også et ægteskab, der havde en lovligt skæv magtfordeling med ubehagelige konsekvenser for mange involverede.

Bogen er fuld af sjove historier og anekdoter, som gør det til en fornøjelse at læse den. Den er mundret i sin form, prisværdigt kortfattet i sin fortælleform. Og dertil svært veloplagt. Kuskner og Kaae er et par fortræffelige skriverkarle, man gerne er i selskab med. Og såmænd også med fortællingens helte, skurke og ofre.