Grundlæggeren af den russiske marxisme, G.V. Plehanov, skrev i 1895 en lille bog med titlen ’Personlighedens rolle i historien’.

Plehanov var Lenins teoretiske læremester, som sidstnævnte dog tidligt frigjorde sig fra, men hans teori om, at enkelte personer kunne få vidtrækkende historisk betydning blev måske allertydeligst demonstreret gennem hans elev, Vladimir Iljitj Uljanov, senere kaldet Lenin.

Det samme konstaterer Kurt Jacobsen i sin Leninbiografi ved at anføre, at »havde han ikke været i Petrograd i 1917, havde der ikke været nogen russisk revolution, og uden ham havde revolutionen ikke overlevet (s. 366)«.

Lenin er stadig relevant
På godt og ondt var Lenin nok den mest afgørende figur i det 20. århundrede.

Det er ikke muligt at forstå historien fra 1917 til 1991, hvor Sovjetunionen brød sammen, uden at analysere hans indsats og betydning.

Alle det ’korte’ 20. århundredes storpolitiske fænomener er bestemt af oktoberrevolutionen og dens virkningshistorie, lige fra Stalins tvangskollektivisering omkring 1930 over nazismen og verdenskrigen til den kolde krig.

Det er således stadig relevant at beskæftige sig med Lenin, som Jacobsen gør i sin bog, også selvom leninismen som ideologi gik samme vej som Sovjet i 1991.

Ikke megen analyse
Så meget ærgerligere er det, at Jacobsen først i de sidste kapitler foretager en egentlig selvstændig analyse af Lenins ideologi samt det, den blev til under Stalin - den såkaldte marxisme-leninisme - og dens betydning for både Sovjets og den kommunistiske verdensbevægelses udvikling.

Her har han også en vel afbalanceret vurdering af forbindelsen mellem Lenin og Stalin, hvor han afviser at gøre Lenin ansvarlig for Stalins ugerninger, selvom han fastholder, at de strukturer, der gav Stalin mulighed for at udfolde sin terror, allerede blev grundlagt i Lenins tid som leder af partiet og staten.

LÆS OGSÅVigtig dokumentarbog hudfletter Asbestskandalen

Men på de første lange strækninger af bogen er der ikke megen analyse. Både i stil og indhold virker den afhængig af sine forlæg, som stort set kun er anden sekundærlitteratur.

Det gælder først og fremmest Robert Services store biografi fra 2000, som også er meget læst her i landet, og dernæst Gerda og Hermann Webers ’Lenin-Chronik’, som der henvises til i noterne, men som ikke optræder i litteraturlisten.

Bygger på smal litteratur
I lange passager virker bogen underligt uengageret og faretruende nær på sine forlæg, og med nogle få undtagelser går Jacobsen ikke i dybden og foretager sine egne analyser af Lenins tekster. Heldigvis sker det så i drøftelsen af ’efterlivet’ i de sidste fire kapitler (ud af 18), og det retter noget op på helheden.

Den litteratur, Jacobsen bygger på, virker ligeledes ret smal, og det kan undre, at han f.eks. ikke inddrager det vel nok mest omtalte værk om Lenin fra de senere år, nemlig amerikaneren Lars T. Lihs monumentale ’Lenin Rediscovered. What Is to Be Done? In Context’ fra 2005.

LÆS OGSÅDet hvidkitlede broderskab

’Hvad bør der gøres?’ var Lenins første selvstændige bidrag til den russiske marxistiske debat, og Lih påviser i modsætning til den konventionelle ’textbook version’, at Lenin her befandt sig helt på den vesteuropæiske (læs: tyske) marxismes plan, også når det gjaldt opfattelsen af partiets rolle.

Holder sig til 'textbook version'
Lih kan muligvis gendrives, men den slags interesserer åbenbart ikke Jacobsen, som holder sig til ’textbook version’, selvom han indimellem slår ned i Lenins egne skrifter, men altså uden dybde.

Herigennem må hans bog indrangeres som en blandt mange, af hvilke det f.eks. er mere udbytterigt at læse Robert Services. De sidste 60 sider kan også læses som Kurt Jacobsens eget opgør med marxismen-leninismen, som han som medlem af DKP og medarbejder ved Land og Folk var tilhænger af indtil Murens fald.

Her kommer engagementet ind, og de er meget mere problematiserende end resten af bogen.

En forhåndslæser af manuskriptet kunne have gjort opmærksom på, at hele bogen burde have været sådan, i så fald havde den virkelig haft noget at byde et historisk og politisk interesseret publikum på, i øvrigt ligesom Kurt Jacobsens glimrende Aksel Larsen-biografi fra 1993.