»You can’t judge a book by looking at its cover«, sang Bo Diddley. Han kunne også have sunget om et pladeomslag. Det var til at forstå, hvad han mente. Navnlig dengang, i 1962, hvor kunsten at indpakke en lp endnu ikke var blevet – en kunst.

Siden udviklede omslagene sig til at være anprisende, forførende, grænsende til det vildledende, men også i stadig højere grad i sync med den musik, de skjulte. Her i dette lukkede rum må jeg tilstå, at jeg har købt plader alene på grund af coveret.

Af grunde, som jeg vil lade andre om at bedømme, var der tale om plader, der viste de mest fotogene sider af sangerinden.

Den mekanisme får jeg stikord til i bogen ’Pladecovers – vinylens revival’, som samtidig er det (farve)rigt illustrerede katalog til den inspirerende og historiefortællende udstilling om pladeomslagets udvikling, som vises på Design Museum Danmark frem til marts næste år.

LÆS OGSÅUdstilling hylder LP-coveret gennem syv årtier

I bogen får jeg at vide, hvorfor jeg lagde 44,50 på disken i Fona i 1972 og fik Chi Coltranes debut-lp retur. Uden at høre den først.

Det handler om at »emballagen fylder os med begær (…) og gennem sansestimuli forfører (…) os ved at repræsentere en personlighed, nogle værdier og en livsholdning, som afspejler, hvem vi er«, som ph.d.-stipendiat Laura Liv Weikop skriver.


Fra ufarvet karton til dagens mangfoldighed
Som man måske kan ane, er det at skrive om albumcoverkunst nu en akademisk disciplin.

Det kommer nok ikke bag på de mange af os, der i lp’ens guldalder med skødesløs omhu placerede de hippeste omslag mest synligt, at omslagene blev brugt som markører – af smag og af segmenttilhørsforhold, men ’Pladecovers’ giver en grundig indføring i hvornår og hvorfor.

Lixtallet og ordrigdommen forekommer noget opskruet og videnskabeligt positionerende – og, som De, kære læser, kan fornemme, også afsmittende, men foruden faglig kyndighed og overblik er der kærlighed til musikken på spil. Lad så være, at strammere redigering kunne have reduceret overlapninger og gentagelser.

Således kunne netop Weikops tre kapitler om coverets atmosfære, kønsidentitetsafsøgning og renæssance med fordel være kogt ind til et. Derimod virker de to afsnit af biblioteks- og forskningschef Lars Dybdahl som starten på en bog, han gerne må skrive færdig.

Via coverets vej fra ufarvet karton til dagens mangfoldighed fortæller han kulturhistorie, så man kan høre og se den.

The  Clash: London Calling. CBS, 1979, Illustrationer: Fra bogen

»Et cover er også et stykke forførelseskunst …«
Lige så eloplagt og sprogligt mere tilgængeligt gennemgår Peter Michael Hornung indpakningen af klassisk musik. F.eks. vidste jeg ikke, at når man bruger Delacroix-portrættet af Chopin, skyldes det, at den eneste daguerreotypi af komponisten viser ham »syg og nedbrudt«.

På samme måde har vi kun foto af Robert Schumann som sindssyg. Derfor kagedåsemotiverne.

Hornung glemmer nådigt de violinvirtuoser, der poserer, som var de med i en Miss Wet T-shirt-konkurrence, og om de evigt unge udgaver af Cecilia Bartoli og Anne-Sophie Mutter nøjes han med at sige: »Et cover er også et stykke forførelseskunst …«. Til gengæld har han et skarpt blik for den helteposerende Herbert von Karajan.

Bibliotekar Nils Frederiksen skriver genreforelsket om sort musik i s/h og farver, og Ole Lindboe rider kækt sin gamle kæphest om coverkunstens kitschede ælling, easy listening.

Supertramp:  Breakfast in America. A&M, 1979. Illustrationer: Fra bogen

Undrende udeladelser
Naturligvis er der udeladelser. En af de uforståelige er The Who. Det band har ellers bevidst balanceret mellem underholdning, kunst og det, Dybdahl kalder varegørelsen af musikken.

Mere grundlæggende er den skævvridning, det giver at se coveret i så angloamerikansk en optik – hvad med Sverige, Tyskland og Italien? Og Danmark.

Peder Bundgaard affærdiges med et Gasolin’-cover, ikke engang hans bedste. Og det forbigås, at han som designer på CBS som noget nyt herhjemme klædte kunstnerne grafisk på, fra Gasolin over Kim Larsen til TV 2 og Sort Sol.

Lige så brandende var Peter Ravn, som er med på udstillingen, men ikke i bogen. Hans stilsikre omslag med Tøsedrengene viser, at vi herhjemme ikke står på skuldrene af de toneangivende coverkunstnere, som vises og nævnes i bogen.

Grace  Jones: Nightclubbing. Island Records, 1981. Illustrationer: Fra bogen
Savner på romantisk vis vinylen
I mangt og meget skildrer bogen en tid, der var. Streaming og download har sat værktanken under dødbringende pres.

Forfatterne anfører, at cd’en slog coveret ihjel, men overser de mange tilfredsstillende og udfordrende løsninger, designere er kommet med for at gøre f.eks. cd-boks-sæt til noget i sig selv.

Forfatterne savner på romantisk vis vinylen. Man betoner, at det danske vinylsalg er seksdoblet på ti år. Men glemmer at fortælle, at lp’er i 2011 stadig kun udgjorde 0,7 procent af det samlede salg.

Mon der om ti år bliver nok nye albumcovere til at fylde en udstilling, eller skal vi vænne os til, at musikken i sig selv er billedfremkaldende, og det er op til din fantasi at pakke den ind og ud?