»Der findes intet i hele verden så ensomt og forladt som en bred, mennesketom gade en kølig morgen i en sønderbombet by«, og det tror man på efter at have læst den svenske forfatter Stig Dagermans rystende reportagebog fra Tysklands ruinhobe et år efter krigens slutning, om omflakkende og smadrede eksistenser i undergangens landskab, om familier, der bor i kældre og bunkers, eller de godstog med udsultede flygtninge, som Bayern sendte tilbage til Hannover, Essen, Frankfurt og Hamburg, de samme godstog, som et par år tidligere kørte mod kz-lejrene.

Gik undercover
At komme fra et uskadt Sverige til et knust Tyskland må have været som at rejse fra Jorden til Mars.

I efteråret 1946 tager den dengang blot 23-årige svenske forfatter Stig Dagerman på en reportagerejse for avisen Expressen til Tyskland.

Det var ikke noget, man vidste meget om på det tidspunkt, modstridende rapporter fra det ødelagte Tyskland slap af og til ud. Alle breve fra og til udlandet blev censureret af de allierede, og journalister, der tog dertil, måtte i reglen følge i hælene på en militærperson.

LÆS OGSÅDrømmen om den perfekte familie skildres overbevisende i ny Vita Andersens-roman

Derfor valgte Expressen at sende Stig Dagerman af sted på egen hånd; han var tysk gift, og et af hans påskud for rejsen var således at opsøge hustruens familie.

Man kan jo overveje, om den litterære reportage er så tidsbundet en genre, at en genudgivelse 66 år senere kan virke tvivlsom, men i det her tilfælde har tiden tilført disse intense stykker en anden dimension.

Iagttager istedet for at dømme
Da 'Efterår i Tyskland' udkom i 1947, blev den overvejende godt modtaget, men forfatteren blev kritiseret for sin manglende politiske stillingtagen; man beskrev hans vinkel som anarkistisk, han oplevede f.eks. ikke, at tyskerne havde et sandt demokratisk sindelag, sulten og nøden hærgede både offer og bøddel, og tyskerne havde ingen forståelse for, at de havde taget fejl, afnazificeringsprocesserne, som de allierede stod for, forekom forfatteren meningsløse og latterlige.

Stig Dagermans position er iagttagerens, han ser snarere end at dømme, og netop dette, at han afstår fra at fokusere på egne politiske holdninger og forklaringer og i stedet koncentrerer sig om at give sine præcise iagttagelser kunstnerisk form, giver teksterne en styrke:

»Ellers er der værst overalt - ja, måske. Men hvis man vil have en smagsprøve på alt, hvad en udraderet by kan byde på af ruinveje, hvis man vil se ikke en by af ruiner, men et landskab af ruiner, ødere end en ørken, vildere end et fjeld og lige så fantastisk som en angstfyldt drøm, er der måske én tysk by, der slår til - Hamburg«.

LÆS OGSÅLone Hertz og Bjarne Hastrup kommer vidt omkring i veloplagt debatbog

Eller: »Men trods det har hun et fredfyldt ansigt, når lyset tændes, og da jeg spørger hende, hvad hun ellers laver, hvisker hun leende i mit øre: »Geschäft«. Engang har hun studeret Hamsun og Strindberg i en lille polsk by, men - jetz ist alles vorbei«.

Vanskeligt at fatte
Disse undergangsscenarier er ifølge Stig Dagerman netop ikke ubeskrivelige: »På samme måde kan man imødegå indvendingen om, at de lidelser, som børnene i disse kælderbassiner må stå igennem, er ubeskrivelige. Hvis man vil, lader de sig udmærket beskrive ?«.

Den franske forfatter Ferdinand Celine har i sin roman 'Rigodon' beskrevet sin rejse i krigens slutning ned gennem Tyskland, og hans sider er også propfyldt med ruiner. Celine var overdrivelsens mester, men holder man disse to bøger op mod hinanden, forstår man, at virkeligheden overgår selv en Ferdinand Celines formørkede fantasi.

LÆS OGSÅBerømt amerikansk forfatter siger stop

Det er overhovedet vanskeligt at fatte, at denne ruinhob af et opsplittet land i 1946 i dag er den stærkeste økonomiske magt i Europa, hvilket jo er en helt anden historie, men ikke mindst derfor er Stig Dagermans 'Efterår i Tyskland' så opsigtsvækkende læsning.

Thomas Boberg er forfatter, aktuel med 'I den næste by'.