Schur, Schur, Schur, lille Fritz, omkring.

Ganske som den flittige bi (den kommer vi tilbage til) i børnesangen har Fritz Schur sat sig som en dronning (hende kommer vi også tilbage til) midt i blomsten, suget den søde nektar til sig og er fløjet hjem med sit bytte, dog ikke til cellen, men til huset Christiansholm, som han insisterer på at kalde et slot (og det kommer vi sørme også tilbage til).

Fritz Schur er ikke en mand, der er alment kendt – og det er han også bedøvende ligeglad med, måske endda lettet over.

For den snart 61-årige erhvervsmand har brugt tyve år på at blive bonkammerat med dronningen, prins Henrik og kronprinsparret, resterne af den danske adel og andre fra samfundets øverste lag samt ledende politikere, ikke mindst fra Venstre og især Anders Fogh Rasmussen.

Det begyndte med en godsvogn med lokumsruller
Det er i den grad lykkedes.

Schur er nærmest husven på Amalienborg og kongeskib og blev få år efter sit indledende bekendtskab med kongehuset udnævnt til kammerherre med uniform og hele pibetøjet. På den kommercielle front sidder han som formand for tre kæmpe statsselskaber: SAS, PostNord og Dong Energy.

LÆS OGSÅRegeringen forgylder Venstre vigtige pengeindsamler

Og hvordan i alverden er det lykkedes for Fritz Schur at gnubbe sig ind i både kongehus og erhvervspolitik, når han som ung overtog en falleret papirfabrik fra sin ligeledes fallerede far?

Jo, for en dag stod han med en godsvognfuld lokumsruller, som en kunde ikke kunne betale. Og så trådte unge Fritz i karakter. Han fik solgt rullerne til en værdigt trængende detailkunde, og snart efter udvidede han sortimentet med vatpinde, fryseposer og grillkul.

Fritz Schur vil ikke kunne lide bemærkningen om den fallerede fabrik og hans far. For både den og en lang række andre kendsgerninger om hans liv og forretninger har undergået betydelige forsiringer i den version, Schur selv siden har fremlagt, blandt andet at han sidder på toppen af en gammel familiekoncern.

Men hans glansbillede punkteres eftertrykkeligt i ’Kammerherrens nye klæder’, hvor tre journalister tegner et portræt af Schur og blandt andet bevæger sig så tæt på injuriegrænsen, de kan, når de mere end antyder, at Fritz Schur har købt sig til sin royale flirt og magt i statsselskaberne.

LÆS ANMELDELSECavlingprisvinder tegner overfladisk portræt af overklassen

Til gengæld har de ikke haft problemer med detaljerne – her er hovedpersonen leveringsdygtig i et omfang, så man endnu en gang må konstatere, at virkeligheden overgår fantasien.

Ni blev til syv
Schur selv har afvist at deltage i bogen, og det forstår man måske godt.

For hvad er f.eks. svaret på, at han kalder sit store hus i Københavns omegn for et slot, som var i en slem forfatning, da han overtog det, når sagen er, at det blev topistandsat to år før – og ikke er et slot. Som heller ikke er tegnet af Eigtved eller var stedet, hvor Oehlenschläger skrev Guldhornene.

Og hvordan forklarer man, at Schurfirmaets logo – en bikube med syv sværmende bier omkring – slet ikke er 106 år, som Schur har sagt, men højst halvt så gammelt, og i øvrigt senere er ændret.

Oprindelig var der ni bier. Men Schur prøver af al magt at læne sig op ad A.P. Møller, og da Mærsk har syv takker i sit logo – et for hver arbejdsdag – så vupti: To bier blev klasket ud af Schurs logo.

Køb og salg med sig selv
Sådan er det med Schur.

Hans hus er indrettet, så det ligner Amalienborg, så de kongelige kan føle sig hjemme – inklusive majestætens særlige cigaretmærke – når de med ujævne mellemrum deltager i Fritz Schurs generøse fester, der af en tidligere deltager beskrives som et cirkus, hvor domptøren holder gilde.

Og han har kontor på Esplanaden, få husnumre fra Mærsk, men her holder sammenligningen også op.

Ifølge bogen råder Schur over et uigennemtrængeligt og skattetænkende konglomerat af små selskaber, der handler med hinanden og hele tiden købes og sælges. Der er 250 ansatte, en egenkapital på 320 millioner og et overskud sidste år på 9 millioner.

Men ved siden af har Schur en omfattende portefølje af ejendomme, som tilsyneladende gør det muligt at finansiere hans ekstravagante livsstil med 15 ansatte, bl.a. livvagter, til at varte sig op i Christiansholmhuset.

Bridge med Majestæten
Men hvorfor skal man læse 268 sider om en mand, der selv siger, han er født 100 år for sent, har været kæreste med Birthe Kjær, givet prins Henrik et maleri til 400.000 kr. til hans 70-års fødselsdag og holdt sin egen 60-års dag med flere hundrede gæster og et musikprogram, der henviste Sanne Salomonsen og Thomas Helmig til at levere dansemusikken.

Elton John var fløjet ind som hovednummer.

En mand, der tilsyneladende ikke har problemer med at justere sandheden, hvis det tjener hans interesse.

En mand, der gør sig til ved at sige til sine frokostgæster, at han desværre må lade mobiltelefonen ligge ved tallerkenen, for det har han lovet statsminister Fogh. Eller under et forretningsmøde har behov for at sige, så alle kan høre det, at hans sekretær skal varsle Amalienborg om, at han kommer for sent til bridge med Majestæten.

Rettidig omhu
Man har jo lov at være hovedperson i sin egen maskerade, og der skal ikke lyde forundring herfra over, at den slags giver pote over for kongehus og andre, der vil bedrages.

Men Schur er af offentlig interesse, fordi han sidder i spidsen for tre statsselskaber, reelt anbragt der af sine venner i Venstre, som han støtter med valgbidrag og organiserer indsamlinger til fordel for.

Forfatterne til ’Kammerherrens nye klæder’ har naturligvis ikke kunnet nære sig for efter imponerende tjekarbejde at viderebringe de farverige historier om Schurs private sværmen omkring. Men det er den mere bogholderagtige gennemgang af hans egen virksomhed og hans indsats eller mangel på samme i flyselskab, postkontor og energibutik, der giver perspektiv.

Netop som bogen udkom, udkom også SAS med endnu en spareplan, ligesom Dong Energy meldte besparelser ud. Er det ’rettidig omhu’ eller for megen sur og for lidt bi.

LÆS OGSÅThorning: Schur har medansvar for SAS-krise

Og meget apropos A.P. Møller sagde Fritz Schur i et interview for nogle år siden:

»Jeg har jo meget af den ånd, som ligger i en gammel familievirksomhed, og som jo også præger Mærsk Møller-koncernen så ekstremt, det samme ligger jo meget i mig«.