Også anmeldt

Helle Juhl: Da frøken Jensen blev moderne

Lindhardt og Ringhof,184 sider, 299,95 kroner. Illustreret.

Birgit Bjerre: Marie - uundværlig husholderske i to kunstnerhjem

Østfyns Museer, 152 sider, 148 kroner. Illustreret.

Når man står der en mørk novembermorgen og rører i familiens havregrød, kan det være svært at få øje på revolutionen.

I generationer har kvinder stået sådan med sleven i den ene hånd, mens nat blev til morgen, og dagens mange gøremål dæmrede for det indre blik.

En sur tjans? En fredfyldt stund?

I hvert fald ikke noget at gøre et stort nummer ud af.

En betydningsfuld samfundsfunktion
Selv om husholdningsbevægelsen faktisk forsøgte, sådan som det fortælles i Helle Juhls to bøger om henholdsvis kogebogsforfatteren Frøken Jensen og om den husmoderhistorie, som den stramt korsetterede husbestyrerinde så effektivt kilede sig ind i omkring år 1900.

Uden moder- og ægteskabets fornøjelser, men med så rigeligt af dets forpligtelser.

En løjerlig position set med nutidens øjne, men samtidig en position, som ofte gav bedre mening end de alternativer, ugifte kvinder havde; hvilket Helle Juhl også tidligere har demonstreret i det loyale kulturhistoriske værk om husbestyrerindernes diskrete, men betydningsfulde samfundsfunktion, ’Husbestyrerinde søges. Ni kvindefortællinger fra det 20. århundrede’ (2008).

LÆS MEREGift med sit arbejde

En snusfornuftig kvinde
I tilfældet Kristine Marie Jensen (1858-1923), »vel i sit Følelsesliv en skuffet Kvinde«, som skudsmålet noget arrogant lyder fra en mandlig kilde, har Helle Juhl ikke mange ord fra hestens egen mund at koge suppe på – bortset fra opskrifterne i dansk madlavnings standardværk nummer 1 selvfølgelig.

’Frøken Jensens Kogebog’ blev udgivet i 1901, da frøkenen for længst havde vist sit værd som husbestyrerinde og mor af reserven hos den musikalske familie Melchior i Københavns indre. Bogen gik som varmt sigtebrød og solgte som intet andet dansk værk i sin genre.

LÆS OGSÅPowerkvinder overtager nye tv-serier

Mellem gode råd om henkogt og opbagt aner vi i det mindste omridset af en snusfornuftig kvinde, der ikke var bange for bekvemme smutveje som pulver og konserves, men som på den anden side heller ikke faldt på halen over diverse nymodens »Køkken-Rekvisitter«.

Frem for alt formidlede hun borgerskabets madkultur på letfatteligt køkkendansk; ikke sært, at bogen blev en rentabel bibel, og at Helle Juhl ser Frøken Jensen som en selvbevidst pioner inden for den professionaliserede husmodergerning. Disse vigtige historiske udenværker redder et ellers noget magert portræt.

To parallelle fronter
Faktisk er der mere kød på Birgit Bjerres fortælling om maleren Johannes Larsens ugifte søster, Marie, ’Uundværlig husholderske i to kunstnerhjem’, som undertitlen hedder, da der trods Maries meget afdæmpede optræden er gode kilder i breve, fotografier – og den fynske malerfamilies billeder.

Alt i alt tegnes et ganske detaljemættet portræt af en kvinde, der som Frøken Jensen ’valgte’ køkken- og bryggersvejen i en tid og et miljø, hvor alternativer ellers så småt åbenbarede sig – søster Christine fik f.eks. lov til at male!

Men parallelt med kvindefrigørelsen, der kæmpede for at sende piger ud i en verden med ligestilling på alle fronter, voksede i slutningen af 1800-tallet altså husholdningsbevægelsen, hvis egentlige sigte var at opgradere arbejdet og derigennem plædere for anerkendelse af kvindens traditionelle gebet – eller ’husgerningsmafiaen’, som Lise Nørgaard under ét kalder det voksende forenings- og skoleliv i forklæde og stivet kappe.

Husmoderåd fra Lise Nørgaard
At der eksisterede denne grundlæggende uenighed om kvindens kald bag det fælles ønske om at synliggøre hende, og at denne tvist giver voldsom genlyd i vor egen tid, er Helle Juhl selvsagt aldeles bevidst om.

Hun smækker nu ikke selv voldsomt med køkkendøren, men lader i det meget appetitlige værk ’Husmødre’ i stedet tre konkrete kvindehistorier belyse konflikten op gennem husholdningens travle historie.

LÆS OGSÅEn femipamper slår igen

For til sidst at lade ligestillingsforkæmper Nørgaard give os et husmoderligt råd med på vejen: »Der er kun én vej frem: at kvinder ser sig bedre for, når de gifter sig, og at mænd og kvinder påtager sig lige ansvar for arbejdet i familien«.

Hvor svært kan det i grunden være? Ret svært, hvis man skal tro skilsmissestatistikken, de mange selvhjælpsbøger, blogs og debatindlæg om kunsten at koge et familie- og arbejdsliv smagfuldt sammen.

Kranke skurekoneskæbner
Senest har en 54-årig amerikansk feminist og professor i international politik, Anne-Marie Slaughter, droppet sit job som toprådgiver for Hillary Clinton (til fordel for et mindre), fordi der var »brug for hende hjemme«, som hun sagde til Politiken for nylig, hvilket skiftevis fryder og forarger verden over, alt efter hvilken Mommy-fløj, man tilhører.

LÆS MEREDet er forskruet, at arbejde er den eneste målestok for succes

Som sagt vælger Helle Juhl i sine bøger ikke entydigt side, men lader revolutionerne på henholdsvis arbejdets, familiens, og teknologiens områder fortælle deres egne små og store historier, så man som ambivalent læser bliver mere klar på, hvilke stolte håndværk der egentlig holder sæbevand, og hvilke kranke skurekoneskæbner der alt for længe har overvintret i trætte karrierekvinder og -mænds natlige fantasier af ren og skær veneration for ’de gode gamle dage’.

FEDT.  Det unge landmandspar spiser morgenmad i afslappet stil anno 1953. Foto: Olaf Kjelstrup Hvor skønt var det lige at stå bøjet over gruekedel og vaskebræt med sprukne røde hænder ... eller – som dagens højdepunkt – traktere syv styk snottet egenavl med fedtemadder i verdens mindste køkken, med das i gården og en hygiejne, der var ikkeeksisterende?

Fotografierne i Helle Juhls bøger taler et klart og uretoucheret sprog.

Selv om der også er plads til glittede reklamer og muntre indslag, som når den for længst pensionerede landmandskone Grete mindes sin storhedstid med slagtning og piger i huset: »Man sagde også om den første rullepølse, en ung pige syede, at sådan ville hendes mands facon blive«. Det var bare om at stramme til!

LÆS OGSÅFamilieforsker: Slaughter rammer også en øm byld i Danmark

I brevene mellem Marie Larsen og hendes fynske familie får man et uromantisk indblik i det evindelige slid med at vende kraver, strække lagner og passe brystsyge børn. For slet ikke at tale om sytøjet og de valne fingre, Johannes Larsen forsyner sin alvorlige søster med på malerierne. Af og til sidder hun dog model med en bog!

Dengang Nilfisk og Persil tog det meste
Nej, den husmoder, vi som udearbejdende kvinder i dag forfalder til at misunde, eksisterer i virkeligheden kun som forsidemodel på gamle numre af Femina eller Tidens kvinder.

Dengang Nilfisk og Persil tog det meste, mens den unge pige tog resten, og det endnu ikke var blevet pinligt at læse dameblade på sin sofa eller klæde laaangsomt om til cocktail.

Altså kort før det private for alvor blev politisk, og husmoderen vitterlig ikke længere kunne være bekendt over for sig selv, sin hårdtarbejdende mand eller arbejdsmarkedet at blive hængende hjemme længere.

Et designerlækkert luksusliv, som selv Don Drapers smukke forstadskone i ’Mad Men’ jo i længden ikke gider, og som Alice i Anne Lise Marstrand-Jørgensens fremragende, aktuelle tidskrønike ’Hvad man ikke ved’ på sigt slet ikke magter.

FEDT.  Mere pep er der over husfruen på forsiden af Femina, 1958. Foto: Scanpix

Danmarks smilende fru Bonderøv
Teknologien, industrien og tidsånden gjorde et gevaldigt indhug i antallet af danske husmødre, der i følge Helle Juhls velresearchede bog aldrig har været højere end i 1950’erne.

Måske skal vi alligevel længere tilbage, til agrarsamfundets selvforsynende dage, før der er et husmoderideal, som stadig fænger?

»At leve et enkelt liv på landet er for mig ikke lig med nemt, simpelt eller let. Enkelt skal forstås som basalt«. Og videre: »Jeg elsker hverdagen, min familie, vores valg og det liv, vi lever. De trygge rytmer, rammen om det hele, at jeg er til rådighed for mine børn, og at vi kan være sammen og hjælpes ad med hverdagens gøremål«.

LÆS OGSÅKvinde, kend din begrænsning

Det kunne have været før omtalte Gretes dagbog fra livet som ung landmandskone for 50 år siden, men det er det ikke. Det er hele Danmarks smilende fru Bonderøv, Theresa Jessing, der i sin spritnye bog ’Livet på Kastaniegården’ melder ud om lykken som hjemmegående med kreativt bierhverv og flittige Frank ved sin side.

Husmoderens dilemma og udfordring
Kønt og renskuret ser det ud, men er der ikke også over dette back to basic husmoderideal noget nostalgisk – for ikke at sige muggent? Så mange dekorative bøger om tørrede æbleringe og hjemmeæltet julemarcipan har verden heller ikke brug for. Og en dag flytter selv Theresas børn desværre hjemmefra.

Tilbage til kvinden, der rører i familiens havregrød med den ene hånd ... i den anden har hun sikkert sin iPad. Og dér har vi husmoderens seneste revolution, dilemma og udfordring.

For måske er hun allerede i gang med dagens første arbejdsmail, måske googler hun Frøken Jensens opskrift på retro-rullepølse. Forhåbentlig er hun i gang med noget tredje.

Med at realisere nye sider af den evigt opfindsomme husmoder, sider, som vi slet ikke har set endnu. Skylder hun ikke netop familiedebatten og sine hårdtarbejdende forgængere det?