Annonce
Annonce
Annonce
Faglitteratur

Forfatterskolefolk er gode til at hylde sig selv i jubilæumsbog

Forfatterskolen fylder 25 år. Vi bøjer et ’hurra’ i neon og pisser et ’tillykke’ i glasuren.

Gem til liste

fakta

Politiken synes

For mig ER Forfatterskolen Poul Borum

Laila Ingrid Rasmussen

På Forfatterskolens meget ministerielle hjemmeside oplyses det i høflige blåtoner, at hverken lærere eller elever må drikke sig fulde i skoletiden.

Og i skolens 25-års jubilæumsskrift fortæller tidligere bestyrelsesformand Anne-Marie Mai, at det efter »enerverende« kamp er lykkedes at få indført en rygepolitik ’som på alle andre institutioner’.

Ikke lige den form for institutionalisering, der stod øverst på ønskelisten i 1987, dengang digteren, kritikeren og storrygeren Poul Borum fik sin skole. Institution? Det var Borum jo selv.

LÆS OGSÅ KRONIK Kampen om litteraturen

Den årelange kamp

Det var da også først flere år efter hans død, at Forfatterskolen blev blåstemplet, nemlig da den 2-årige uddannelse i 2004 kom på finansloven, og Kunstakademiet kammeratligt lukkede dørene op til tidssvarende klasselokaler i Peder Skrams Gade.

En slumstormertilværelse i diverse tilrøgede kælderrum var definitivt slut, ja, selv paragrafferne er undervejs blevet shinet op, så lærergruppen nu jævnligt ventileres og rektor må acceptere sin begrænsede besøgelsestid.

Tilbage er vel kun at udnævne en mælkeduks og indføre en årlig Pisa-test?

Dét er selvfølgelig at vende sagen helt og aldeles på hovedet. Fremskridtet er tydeligt for så vidt angår formalia, økonomi og indsatsen mod usundt kammerateri.

Den årelange kamp – det ha’ været et slid – for at opnå det professionaliserede image, tidsånden kræver, har set med en brugeroptik, altså læserens, givet pote. Hvem ved sine fulde fem betvivler i dag for alvor berettigelsen af en skole for skrivekunsten såvel som for alle de øvrige skønne kunster?

Borums ånd
Alt er godt, med andre ord. Selv offentlighedens dumsmarte kritik af den smalle forfatterskolelitteratur er forstummet som resultat af flere lykkelige omstændigheder:

Forfatterne skriver, så forlagene gider publicere og vice versa – ja, blot antallet af de facto skrivende, sælgende forfattere, dimitteret fra københavnerskolen siden den første afgang i 1989, taler et klart og tydeligt cost-benefit-dansk: Skolen giver litterært afkast, skolen gør godt (se eventuelt listen over uddannede forfattere på forfatterskolen.dk).

Når det er sagt, er der selvfølgelig en – om ikke flere – grunde til, at skolens aktuelle jubilæumsskrift kredser så meget om en svunden tid, som det gør. At ’ånden’ fra 1987, som stort set er synonym med Poul Borum, går igen gennem næsten samtlige sjove, sure og frem for alt personlige indlæg fra gamle elever, lærere og andre honoratiores.

»For mig ER Forfatterskolen Poul Borum« – som tidligere elev Laila Ingrid Rasmussen forklarer helgenkåringen. Og jo, vi, der bedst kendte Københavns ældste punker fra teaterfoyerer og fashionable smugkroer, var aldrig i tvivl om hans præsens: årvågen og dragende – en neonlysende installation i mørket.

Nu.  Den nuværende Forfatterskolen, der her lægger lokaler til et seminar om konceptualisme. Finn Frandsen (arkiv)
Grundidéen
Eventyret om Forfatterskolen begynder længe før den novemberdag i 1987, da Poul Borum og medstifteren Per Aage Brandt med hjælp fra bl.a. den dramaturgiske nytænker Ulla Ryum samt 200.000 kulturministerielle støttekroner kunne åbne døren til en skolestue i Nansensgade.

Det begynder nemlig i Poul Borums private hjem i Havnegade, hvor digteren Marianne Larsen husker bøgerne, punkmusikken og seancerne omkring det store bord. Der, hvor man læser og diskuterer hinandens tekster i sen-70’erne og 80’erne.

Lige her, hvor Forfatterskolens hele grundidé og metode, så vidt man kan forstå, opstår: at læse, læse og atter læse egne og andres tekster med henblik på at skærpe både sanser og redskaber, når der skal skrives.

Omkring bordet sad foruden Larsen bl.a. Michael Strunge, F.P. Jac og Klavs Bondebjerg, »de tre desværre alt for unge døde«, som Marianne Larsen noterer sig, hvorved hun samtidig rammer en epoke nænsomt ind. »Jeg kunne godt li det. Det stivede os unge af i vores – endeavours«.

Spørgsmål til Borum-dyrkelsen

Lidt mere lunken over for ’ånden’ var – og er – digteren Thomas Boberg, der havde det »ambivalent med Borums virke« og »heller ikke let med firsergenerationens ’vi’«.

Interessant i en tid, hvor vi’et synes erstattet af en hel stribe digterjeger, der dyrker det selvbiografiske materiale, kroppen og kønnet – ikke som generation, men som selvstændigt lysende ’stjerner’.

Måske animeret af et bog- og mediemarked, gearet til netop det? (Josefine Klougart, Olga Ravn, Christel Wiinblad, Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen for nu at nævne en håndfuld af de nyeste).

Bobergs indlæg er også interessant, fordi han sætter spørgsmålstegn ved Borum-dyrkelsen og det stimulerende ved som ung og ubagt at være en selvfølgelig del af ’kredsen’.

Faktisk bliver man umådelig tryg ved, at Borberg indgår i lærerkorpset, når han i sin artikel om skolens grundlæggende fortræffeligheder runder af med et: »bare man ikke tror, at det er den eneste vej til at skrive litteratur«.

Andre veje
Nej, for det er selvfølgelig vigtigt at huske midt i festtalens eufori. Forfatterskolen kan rumme noget og nogen, men ikke alt og alle.

Børnebogsforfattere, dramatikere og krimiforfattere har andre kanaler; og betydelige forfatterskaber så forskelligartede som Jakob Ejersbos, Naja Marie Aidts, Ida Jessens og Anne Lise Marstrand-Jørgensens har fundet frem til læserne uden om den slagne skolevej, ligesom de gode prosaister Sidsel Falsig Pedersen, Kamilla Hega Holst og Jonas T. Bengtsson er smuttet forbi skolen.

Noget helt andet er, hvad der ville ske, hvis man sendte en bunke af tidens for længst debuterede, nu storsælgende og hurtigt skrivende krimiforfattere ind på skolebænken i Peder Skrams Gade.

Hvad ville det gøre ved tidens populæreste genre, ved skolen, ved forlagene og publikum?

Tanken er urealiserbar og kættersk, men på den anden side skriver tidligere forfatterskoleelever som Merete Pryds Helle, Morten Søndergaard og Christian Dorph jo allerede i genren. Hvilket måske er udtryk for, at bredde og åbenhed i dette afgørende hjørne af den danske litteraturscene er en realitet.

Glade dage?
Samme indtryk får man i hvert fald, hvis man tager den siddende rektor, Pablo Llambías, på ordet, idet han prioriterer »en åbenhed mod verden udenfor og en udogmatisk holdning til litterære retninger og genrer«.

At omverdenens ’indtryk’ ikke altid har været sådan, er tidligere rektor Niels Franks mildt idiosynkratiske indlæg et grumme underholdende bevis på. Læs dagens Kronik, og der vil åbenbare sig et medie- og kulturpolitisk drama fra en nær fortid med navngivne skurke og helte.

’Glade dage?’ hedder artiklen med passende hilsen til absurdismen og et meget retorisk spørgsmålstegn bagefter.

»Nok sydede og kogte (det) i det indvortes, men der kom ingen bøger ud af det. Vores talenter udkom ganske enkelt ikke«, erkender Frank et sted uden (heldigvis) af den grund at give kulturjournalisterne og forlagsredaktørerne ret i alt, hvad der omkring årtusindskiftet lignede stiv offentlig modvind.

Borum hoster stadig i kulissen
Bortset fra de enorme personlige og kunstneriske omkostninger, som rektortiden tilsyneladende havde for Niels Frank, kan man på en festdag som denne vel godt konkludere, at Forfatterskolens indadvendte epoke var, hvad enhver teenager skal igennem for at finde sig selv.

Og endelig kan man, med henvisning til den institutionalisering i det ydre, som skolen tydeligvis har undergået, spørge, om man som kunstskole ikke kan ende i den modsatte grøft, blive for ædruelig i tilgangen til sit fag, for pæn og venlig i sin kunstneriske favnen?

I hvert fald er der en grund til, at Poul Borum bliver ved med at hoste i kulissen, og Per Aage Brandt stadig gerne foredrager om, hvad et dårligt digt er – sådan som han gjorde ved en festforelæsning i går. Forhåbentlig blev der råbt ad læreren og skrevet grimme ord på tavlen.

Det skulle jo nødig holde op med at »syde og koge« på landets helt centrale kulturinstitution ved navn Forfatteskolen.

PolitikenPlus
  • NI HAO NUUK En ekspedition i anledning af Grønlands fremtid.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 145 kr. Køb
  • Robotboys Hvis du ikke kender dem, gør dine børn det. Med over 100 millioner views på YouTube er Robotboys et fænomen i verdensklasse.

    Pluspris 130 kr. Alm. pris 295 kr. Køb
  • Side by Side Engang var de selv unge, håbefulde musikskoleelever. Nu giver musikerne i Det Kongelige Kapel erfaringerne videre til morgendagens musikere og musikelskere.

    Pluspris 60 kr. Alm. pris 75 kr. Køb
  • DR Big Bandet med John Scofield Det er ved at være et par år siden DR Big Bandet sidst spillede sammen med en af jazzen helt tunge drenge, John Scofield.

    Pluspris 184 kr. Alm. pris 250 kr. Køb
  • Tryllefløjten For første gang lader Operaen tæppet gå for en helt ny opsætning af den populære opera 'Tryllefløjten', der har været elsket af publikum siden 1791.

    Pluspris fra 556 kr. Alm. pris fra 695 kr. Køb