Der var engang noget, der hed Højskolevenstre. Det var den dannede, grundtvigianske gren af det gamle bondeparti, der tænkte mere på samfund end på individ, mere på ånd end på mammon.

I dag er der kun få fyrtårne tilbage fra denne fløj. I dag har Handelshøjskolevenstre for længst forvandlet partiet til et politisk fladland.

En af de få, der fortsat rager op – nu i sit sjette årti som V-medlem – er Bertel Haarder, et stammende højskolebarn fra Sønderjylland, en belæst samfundsdebattør med et bankende folkehjerte, en fuldblodseuropæer med ægte national stolthed som få, og så naturligvis: danmarkshistoriens længst siddende undervisningsminister.

Blev mobbet
Han har nu taget hul på at skrive sin selvbiografi. ’Op mod strømmen’ hedder første etape, og allerede her får man anslået, hvad det er for en selvforståelse, der har båret Haarder gennem livet – og som bærer os andre gennem bogen: Bertel Haarder går sgu sine egne veje.

I skolen blev han mobbet så groft, at han i flere år fik hjemmeundervisning af sin mor, den ene halvdel af forstanderparret på Rønshoved Højskole.

LÆS OGSÅHurra for Bertel Haarder

Hans fire ældre søskende og lillebroderen drillede ham nu også, og mandelgaven vandt han aldrig. Til gengæld var han dyrenes ven:

»Musene fór rundt, når jeg åbnede kornkassen. Jeg lærte at tage dem i halen, svinge dem rundt og knuse dem mod gulvet, så deres pine blev kortere, end hvis jeg gav dem til kattene«.

Måske er det et unfair citat, for Haarder er faktisk en stor dyreven. Men som den usødede og nøgterne udlægning på fin vis demonstrerer, både fandt og finder den lille og store Bertel en enorm hvile i sit eget univers.

Ja, nærmest som ’et barn, man ikke kan nå’.

Er klart bedst som kritiker
Haarder har høje ambitioner med sin selvbiografi. »Man skal kun se tilbage, hvis det har historisk interesse eller bud til fremtiden«, som han skriver i bogens første linje.

Det lever de sidste 200 sider bedre op til, end de første 100.

LÆS OGSÅHvorfor flygter alle fra Løkke?

Haarder er klart bedst, når han retter brodden mod sin omverden og skriver som kritiker – og er knap så velskrivende, når han fortæller anekdoter om livet ved Flensborg Fjord.

Gennemgående letter han kun på låget til de livsgryder, han selv sætter over. Det er en fordel for forfatteren, men ikke nødvendigvis for læseren.

Trives bedst i modvind
At han er typen, der trives bedst i modvind, understreges af, at han beskriver sin tid som underviser på Askov Højskole, mens han endnu var ung og uden kandidatgrad, som sit »bedste og travleste halvår nogensinde«.

Her var både elever og mange af kollegerne overbeviste marxister – og bedre bliver det bare ikke for en stridsmand som Bertel Haarder.

LÆS OGSÅGår Bertel Haarder over grænsen i dette interview?

Såre sympatisk, og i den grad ’med højskolen i ryggen’, som også er bogens undertitel. Bertel Haarder vil dialogen snarere end enigheden. Og så har han det lige så svært med eliten som med en uoplyst pøbel:

»Hvis lagerforvalter Peter Rindal dog bare havde været på højskole! Så havde vi måske undgået den kunstfjendtlige ’rindalisme’, der i årtier stimulerede elitens foragt for den gemene hob«.

Første bind af selvbiografien dækker perioden frem til Haarders første ministertid i 1982.