Det er den unge filosof Henrik Jøker Bjerre, der i sin artikel om ’Perversionens struktur’ godt får udpeget en måske farbar vej mellem to yderligheder, når det gælder vores håndtering af perversitetens minefelt, nemlig den moralistiske forargelse (der gennem det foregående århundrede er blevet gjort umulig – lige indtil Dansk Folkepartis Ungdom for nylig genoplivede fænomenet med sit krav til ungdommen om seksuel afholdenhed) og den psykokemiske reduktion til, at det hele bare er et spørgsmål om ubalance i hjernens beholdning af signalstoffer.

I stedet foreslår Jøker Bjerre, at vi kan benytte os af den lacanianske psykoanalyse til en gangbar forståelse af perversion, og hævder til slut på overbevisende måde, at Connie Nielsens optræden i Nykredits reklamer (hvor Nielsen plæderer for, at vi konstant skal dyrke det nye, dvs. forbruge uophørligt) udgør et sindbillede på det sandt perverse – og så kan alle de transseksuelle i øvrigt i ro og fred hoppe rundt og klæde sig ud.

Bo Tao Michaëlis slår et bravt slag for, at Ava Gardner er »venerisk kinky«, Christian Groes-Jensen giver et sobert indblik i den såkaldt nordiske sexfejde, Andreas Nielsen kortlægger det svalt perverse i Louise Hindsgavls keramik, og Anders Fogh Jensen og Rasmus Svarre Hansen får lavet en sort-hvid lille tekst- og billedcollage, der til afslutning undersøger det kinky.

Og så er der kunst-scoopet: John Kørner leverer en bragende flot forside, ligesom Ida Kvetny, Ivan Andersen, Anika Lori, Evren Tekinoktay m.fl. står for en helt usædvanlig bomstærk og lifligt uartig billedside. Så er der et lidt rutinepræget digt af Lone Hørslev, der digter lige så godt, som hun plejer, men bestemt heller ikke mere, og en ikke uinteressant tekst om glødende og sygelig jalousi ved Martin Glaz Serup. Hvis man troede, at det kinky var forvist til et amerikansk barnekammer fra 1950’erne, så får man i dette nummer af Kulturo syn for perverst sagn om, at det kinky er alle vegne omkring os og i os.