Hvilken fanatisk guru står ude ved Vestre Fængsel og tager imod de mest frustrerede unge fra Nørrebro, efterhånden som de slippes løs efter balladen om Ungdomshuset?

For de må savne en faderfigur, der kan skabe mening i deres kaotiske verdensbillede?

Den tanke melder sig uvilkårligt, når man er færdig med det første spændende bind af Peter Øvigs beskrivelse af Blekingegadebandens meritter.

Professionelle røverier
Historien chokerede alle, da lejligheden i Blekingegade på Amager i maj 1989 ved et tilfælde blev afsløret og viste sig at indeholde et større våbenlager.

Det blev nu bevist, at fire aktivister i årevis havde begået meget professionelle røverier og sendt det meste af udbyttet videre til den palæstinensiske befrielsesfront, PFLP. Deres sidste røveri i Købemagergades postkontor endte med, at en ung betjent blev skudt. Men ingen blev kendt skyldig i dette drab.

Peter Øvig har fået adgang til politiets arkivmateriale, og som en Joachim von And har han stået på hovedet i denne tank af oplysninger om Godfred Appel, hans højre hånd Holger Jensen, der blev dræbt ved en trafikulykke, PET’s overvågningsrapporter om hele gruppen og forbindelserne til PFLP og andre tvivlsomme personer på den internationale terroristscene i 1970’erne og 80’erne. Han har bevaret overblikket og præsenteret en hårrejsende historie.

Udvikling fra uskyld til terror
De fire anklagede og siden dømte udgjorde den hårde kerne af en flok unge – de fleste gymnasiaster – der deltog i Vietnamdemonstrationer i slutningen af 1960’erne. De blev tiltrukket af en venstreorienteret guru, Godfred Appel, som langsomt opbyggede en sekt, som hang ved hans læber, og som sprang, når han sagde hop.

Han var gammel kommunist, blev udstødt af DKP, da han kastede sin kærlighed på Mao. Men da den store rorgængers analyse af den vestlige arbejderklasse ikke længere rimede med Appels, måtte Kina sejle i sin egen sø, og Appel og hans lille tilhængerskare allierede sig så med de radikale palæstinensere fra PFLP. Gennem dets kamp mod den israelske besættelsesmagt skulle masserne vækkes til det endegyldige opgør med kapitalisme og kolonialisme, lød argumentationen.

Øvigs gennemgang af udviklingen fra uskyldig venstreorienteret protestbevægelse til ulovlig terroristcelle er urovækkende, men desværre også kun todimensional. For hans bog bygger i al væsentlighed på det omfattende materiale fra politirapporter samt samtaler med personer, der havde kontakt med banden eller deres nærmeste.

Velskrevet og urovækkende
Så vi får meget at vide om, hvad de lavede, men hele tiden stiller man som læser spørgsmålet hvorfor. Hvorfor blev den ene heltids forbryder i den ’gode’ sags tjeneste, mens den anden trak sig?

Det er forståeligt, i hvert fald for de af os, der var unge i 70’erne, at man kunne rase mod Vietnamkrig, atomoprustning, kapitalismens og kolonialismens uretfærdigheder over et glas dårlig rødvin, ristede kastanjer og en fed. Men at fastholde disse synspunkter unuanceret op gennem 80’erne og udmønte det i grove røverier, et brutalt kidnapningsforsøg og til sidst politimord, det er svært at fatte.

Bogen er en dokumentarisk beretning. Heldigvis er den velskrevet, spændende som bare dertil og urovækkende. Når anden halvdel af sagaen om banden udkommer til efteråret, så må de to bind kunne bruges som udgangspunkt for en seriøs debat om sekter, hvad enten de er politiske eller religiøse.

For mekanismen er jo den samme, hvad enten vi har at gøre med røde brigader, højresnoede racister eller religiøse fanatikere. Kan disse udruges af en karismatisk ’guru’, så kan slutresultatet blive alt fra et politimord til en 11. september. En sådan debat er måske mere givende end at hælde klyngebomber ud over de afghanske bjerge.