Historiker, forfatter og erhvervsmand er en usædvanlig kombination, men den gjorde Kristof Glamann til en særdeles indflydelsesrig personlighed i det danske samfund i det 20. århundredes sidste fjerdedel. Først professor og derpå formand for Carlsbergfondets direktion, heri var sådan set ikke noget usædvanligt.

Det bemærkelsesværdige var, at Glamann i modsætning til tidligere formænd for Carlsbergfondet tog et ekstra spring og landede på posten som formand for De Forenede Bryggeriers bestyrelse og på afgørende vis kom til at præge Carlsbergs strategi i en tid, hvor internationaliseringen for alvor tog fat.

Hvor andre medlemmer af den danske 'elite' har været knyttet til bestemte miljøer, erhvervsliv, politik eller kultur, har Glamann haft ben i flere, nærmest alle lejre. 'En blandet landhandel' kalder han sine erindringer. I hvert fald fortæller de om en sjælden kombination af økonomisk og kulturel magthaver.

For nogle år siden skrev Glamann, »at næst efter ejendomsannoncer turde selvbiografien være den mest fordækte form for prosa, som findes«. I en form for afværgemanøvre noterer han i sin erindringsbog, at »det skulle jeg nok aldrig have skrevet«.

Men hvorfor ikke? For det jo er rigtigt. Fordi noget er fordækt, kan det jo godt være både interessant og væsentligt. Og det er Glamanns erindringer, ikke mindst fordi han har bevæget sig i så mange forskelligartede miljøer. Dertil kommer, at han skriver godt. Kort, præcist og velklingende.

---

I en selvbiografi er ordet 'jeg' naturligvis uundgåeligt, og nogle vil måske finde, at erindringerne tangerer det selvsmagende; bl.a. skal vi have at vide, at han sagde nej til et tilbud om at flytte ind i Carlsbergs æresbolig.

Men forfængeligheden mere end opvejes af en oprigtig og venlig imødekommenhed over for omverdenen, hvilket ud over et godt hoved vel er forklaringen på den succesrige karriere. Selvfølgelig er der et par finter, men i regelen er de pakket godt ind; en enkelt gammel historie fra museumsverdenen sættes efter tyve år på ny i omløb.

Interessant er skildringen af det historiske forskningsmiljø fra 1940'erne til 1970'erne. Det var en ekspansionstid, hvor forskningen konstant fik tilført flere midler, og hvor nye velfungerende forskningsmiljøer blev opbygget.

Det må gøre ondt at se den systematik, med hvilken politikere og embedsmænd for tiden nedbryder, hvad der dengang blev bygget op. Glamann var professor i økonomisk historie, men hans største indsats forskningsmæssigt var måske, at han som den første her i landet anfægtede og nedbrød det gamle eurocentriske historiesyn, hvor alt blev set fra en europæisk synsvinkel.

Hans studier over relationerne mellem Europa og Asien var banebrydende og gav ham en international position. Om hans anseelse vidner, at han var bidragyder til internationale storværker som 'Fontana Economic History' og 'Cambridge Economic History'.

For 1960'ernes studenter var Glamann et velkomment korrektiv til et ellers indadvendt københavnsk historikermiljø, der måske nok så ud over Valby Bakke, men så heller ikke meget længere.

---

'Brygger' er den overskrift, Glamann giver sin karriere som erhvervsmand. Lidt af en tilsnigelse, uddannet brygger er Glamann jo ikke. Men at han har ret til at føle sig som brygger J.C. Jacobsens efterfølger som erhvervsmand og mæcen, er ubestrideligt.

Fra den gamle brygger har Glamann også overtaget tanken om erhvervsmanden 'foretagerens' forpligtelse over for samfundet, økonomisk og kulturelt. I den forstand er Glamann en af de sidste repræsentanter for gammeldags 'borgerdyd', et ideal der også fremgår af den tv-serie, som var baseret på Glamanns biografi om brygger Jacobsen. At DR ikke fik så meget ud af emnet, som Glamann og bryggeren havde fortjent, er en anden sag.

Der er næppe tvivl om, at Glamanns forretningsmæssige strategier var præget af hans historiske viden og indsigt. Man kan selvfølgelig undre sig over den iver, med hvilken Carlsberg anlagde bryggerier i muslimske lande, f.eks. Tyrkiet.

Måske vidner det om, at Glamann som historiker og erhvervsmand trods alt var bundet af en økonomisk-materiel forestillingsverden, der er særlig for Europa, og derfor har undervurderet de kulturelle forskelle. Andre steder i verden kan han derimod diske op med succeshistorier.

På nogle punkter kunne man ønske, at Glamann var gået mere i dybden. På en måde snyder han os for nogle interessante analyser af magtstrukturer i det danske samfund, som han har kendt bedre end nogen anden dansk historiker.

Men det bliver ved de venlige personkarakteristikker, hvilket uden tvivl skyldes, at det er en tilfreds mand, der ser tilbage. Han har nået, hvad han ville. Tilværelsen hænger sammen.