Hvide pletter rummer verdenskortet ikke mange af mere. De opdagelsesrejsende er blevet arbejdsløse eller afløst af astronauter, men for os andre dødelige er der stadig rigeligt med hvide pletter på det mentale atlas. Områder og lande vi ikke ved ret meget om, ikke har besøgt og i det hele taget knapt ved eksisterer.

Centralasien med sine eksotiske '-stan'-lande og ukendte hovedstæder passer for de fleste af os på den beskrivelse. Siden smårigerne i 'Turkestan', som det blev kaldt i slutningen af 1800-tallet, blev indlemmet i Rusland og siden USSR, er det nærmest fuldkommen forsvundet fra den verdensscene, det i århundreder var en afgørende del af.

Så sent som i 1800-tallet kaldte den moderne geopolitiks fader, Sir Halford Mackinder, Centralasien for verdens naturlige politiske centrum på grund af dets centrale beliggenhed, og i samme århundrede havde Rusland og Storbritannien deres berømte 'Store spil' om området. Et spil, der nærmest endte uafgjort. Rusland fik Centralasien, men Storbritannien beholdt Indien.

---

Men netop den centrale beliggenhed, og den deraf følgende manglende kystlinje, underminerede samtidigt Centralasiens betydning. Vandvejene overtog Silkevejens rolle, og hæderkronede islamiske byer som Bukhara og Samarkand blev i den øvrige verden reduceret til eksotiske navne med mindelser om en svunden tid.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev området atter selvstændigt, om end denne gang i form af de fem republikker som Stalin helt vilkårligt havde skabt efter 'del-og-hersk' metoden, efter den Røde Hær i 1929 langt om længe fik nedkæmpet modstanden mod kommunisterne.

Et nyt 'stort spil' om indflydelse i regionen kunne dermed tage sin begyndelse, denne gang med nye spillere som USA, Tyrkiet og Kina, og med områdets uhyre og næsten uudnyttede olierigdom som lokkemad.

Uden for smalle akademiske og kommercielle kredse forblev interessen for Centralasien dog beskeden, for eksempel var mediernes dækning af den fem år lange borgerkrig i Tadsjikistan fra 1992-1997 til at overskue selv om den kostede titusinder af liv. Men efter Taleban og ikke mindst 11. september har mange fået øjnene op for, hvad der sker i området.

---

Men hvad sker der så egentligt derude? Det er et godt spørgsmål og emnet for den pakistanske journalist Ahmed Rashid's nye bog 'Jihad - The Rise of Militant Islam in Central Asia'.

I bogen tager Rashid på yderst pædagogisk vis fat i området og dets mange problemer.

Med ekspertens lethed gennemgår han kort områdets lange og meget brogede historie, fra hunnerne over mongolerne og perserne til USSR, og giver dermed den menige læser et basalt grundlag for at kunne forstå hans efterfølgende analyse af områdets nuværende meget komplekse situation.

Efter Rashids vurdering har Centralasien alle ingredienser til at blive den næste islamiske kampplads. Under Sovjet blev områdets årtusind gamle islamiske traditioner stærkt undertrykt, og efter selvstændigheden voksede antallet af moskeer og koranskoler straks eksplosivt. Alene i Tadsjikistan åbnede over 1.000 moskeer i løbet af de første to år.

---

Men lige så snart var de vokset frem, før de nuværende regimer - tidligere kommunistiske ledere - i frygt for deres popularitet begyndte at undertrykke dem.

Det gælder ifølge Rashid ikke mindst i Usbekistan, der med over 20 millioner indbyggere og grænser til de øvrige fire lande er områdets klart vigtigske land. Det er her, at islam har de dybeste rødder, og det er her, at den største fundamentalistiske gruppe, Islamic Movement of Uzbekistan eller IMU, kæmper mod styret.

Og netop kapitlerne om IMU og dens mytiske leder Juma Namangani er bogens klart bedste. Mens Rashid i de mere generelle kapitler kan være anelse tør, er han i sit es, når det gælder IMU og dens baggrund.

Med en blændende blanding af reportage og interview opruller han bevægelsens baggrund og viser, hvordan undertrykkelsen af selv moderate muslimer, kombineret med regionens generelt elendige økonomi øger en islamisk ekstremisme, der ellers ville have vanskelige kår i en traditionelt meget tolerant region.

---

Men der er også andre yderligtgående islamiske grupper end IMU, der opererer i området, og set fra en dansk vinkel er kapitlet om den sidste år så omdiskuterede panislamiske bevægelse Hizb Ut-Tahir tankevækkende læsning.

På mange måder udgør Hizb-Ut-Tahrir ifølge Rashid nemlig en større trussel mod områdets stabilitet. Organisationen er ganske vist ikke voldelig, men med et erklæret mål om at genskabe det muslimske kalifat, som omfatter hele den muslimske verden, kan man ikke helt fortænke de centralasiatiske ledere i at se med bekymring på foretagendet.

Og når man læser organisationens mål, lyder det unægtelig ikke rart. Kaliffen skal sammen med sit råd have diktatorisk magt, sharia skal genindføres, arabisk være eneste sprog og kvinders rolle i samfundet begrænses. Derefter kommer turen til os andre, forsvarsministeren vil få titel af leder af jihad, og militærtræning til den kommende jihad vil være obligatorisk for alle drenge over 15 år.

Årsagen til, at de centralasiatiske regimer undertrykker Hizb-Ut-Tahrir og fænglser tusindvis af dens tilhængere, er derfor ikke vanskelig at forstå, men Rashid har helt givet ret i, at netop undertrykkelsen kaster flere og flere i ekstremismens arme.

---

Men hvad så efter 11. september, hvad har det betydet for den fundamentalistiske trussel?

Rashid er ikke sikker.

På den ene side har Talebans fald, og IMU's leder Juma Namanganis formodede død, klart svækket de ekstremistiske bevægelser. Det er blevet vanskeligere for dem at få våben og træning, og rekrutteringen har lidt skade efter, at folk med krigen i Afghanistan har set, hvor voldsomme konsekvenser ekstremismen kan få.

Så på kort sigt er den fundamentalistiske trussel aftaget, men på længere sigt er Rashid mindre overbevist. USA's krig mod Afghanistan har vakt megen uvilje i befolkningen, og alliancen med USA har øget regimernes undertrykkelse af islamiske organisationer.

Som Rashid ser det står Centralasien efter Talebanstyret derfor ved en korsvej.

Enten udnytter man muligheden for med international støtte at forbedre økonomien, bliver mere tolerant og løsner grebet om befolkningen for dermed at gøre ekstremismen mindre attraktiv. Eller også fortsætter man ad undertrykkelsens vej. Og så kan alt ske.