Norden har en fælles historie, et sprogligt fællesskab og en fælles kulturarv. Sådan lyder det i hvert fald i det officielle politiske perspektiv, der udløser kulturstøttekroner. Men passer det? Har vi noget til fælles, og betyder det nordiske overhovedet noget for de forfattere, der lever og arbejder i Norden?

Tidsskriftet Sentura har grebet om nælden og brugt et dobbeltnummer på at præsentere nogle af de mere spændende stemmer i den nordiske litteratur lige nu. Og det er ikke 'the usual suspects', som de litterære parnasser kan enes om at indstille til Nordisk Råds Litteraturpris, men yngre kræfter, som nok har bøger i bagagen, men stadig mangler lidt på berømmelseskontoen.

Vi møder folk som den islandske ordtroldmand Sjón, norske Hanne Ørstavik, nordsvenske Mikael Niemi (ham med 'Populærmusik fra Vittula') og såmænd også den finske kulturminister. Der er glimt fra grønlandsk, færøsk og samisk litteratur, mens danskheden repræsenteres af en god gang regnvejr, formidlet af bl.a. Morten Søndergaard, der har skrevet en meget våd tekst.

Men også Søren Mosegaards debutroman 'Uhyret fra Betlehem', som forsøger at gøre mod litteraturen, hvad Andy Warhol gjorde mod billedkunsten, finder plads i Senturas nordiske vifte. Det virker, som om man fra redaktionens side har villet vise, at det nordiske ikke kun handler om den fælles kulturarv, men også om udkantområder og provokerende forskelle.

Med sin blanding af forfatterportrætter, tekstprøver og mere principielle artikler er dette nummer af Sentura blevet en drøm af et litterært tidsskrift, der både oplyser og underholder. Svaret på om Norden findes, får man selvfølgelig ikke, men derimod et indtryk af, hvor mange spændende ting der sker i de nordiske landes litteratur lige nu - ting, som ikke skal læses, fordi de er nordiske, men fordi de er gode.