Tilpasningspolitikken over for Tyskland efter besættelsen 9. april 1940 har altid været omdiskuteret. Ingen har benægtet, at den var nødvendig; der var ingen alternativer i sommeren 1940, hvor Frankrig var besejret og englænderne skubbet i havet ved Dunkerque. Men den er oftest blevet vurderet i lyset af de myter, der opstod efter samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august 1943 og især efter befrielsen i 1945. Mytemagerne var både modstandsbevægelsen og politikerne. Alle havde travlt med at distancere sig fra samarbejdet. De store værker om besættelsen, der udkom i årene efter 1945, var præget af eftersynkronisering, hvor man af hensyn til den nationale selvforståelse helst ville føre modstanden tilbage til 9. april. Modstandsbevægelsen og nationale kredse kritiserede politikerne for eftergivenhed uden at tage hensyn til virkeligheden, som den så ud i besættelsens første år, mens omvendt politikerne og systemtro historikere udlagde samarbejdspolitikken som en forløber for den aktive modstand, hvilket var helt uden hold i virkeligheden. Udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen, en af arkitekterne bag tilpasningen, afviste siden myten om politikernes passive modstand: »Hvis nogen vil hævde, at regeringens advarsler og erklæringer ikke var alvorligt ment, men kun fremsat på skrømt, da er det en efterrationalisering, som vidner om ukendskab til de virkelige forhold«.
Samarbejdspolitik i nyt lys
Lyt til artiklen
