Nazismen var en selvskabt naturkatastrofe – en permafrost, der kom til at dække et civiliseret land.

Ideen bag Hans Magnus Enzensbergers nye bog er fremragende enkel: at bruge en central outsider, general von Hammerstein med familie, til at skære gennem isdækket og anskueliggøre det ufattelige.

Godt, vi rask får bogen på dansk, oversat af Per Øhrgaard, der flot følger forfatterens sproglige herresving på isen, suppleret af originaludgavens illustrationer.

Afskyede militarismen
Freiherr Kurt von Hammerstein (1878-1943) var af westfalsk adel og blev som strategisk begavelse chef for Weimarrepublikkens nedskårne Rigsværn.

I 20’erne deltog han i Reichswehrs hemmelige samarbejde med Den Røde Hær og blev af højrefløjen kaldt »rød« og »unational«.

Det var ulogisk, fordi kun gennem det militære fornuftsægteskab med Sovjet kunne Tyskland opbygge et luft- og panservåben, der ifølge Versailles-traktaten var am strengsten verboten.

Men sandt nok afskyede Hammerstein militarismen og – som andre adelige – ’den østrigske korporal’, Hitler.

Forgæves søgte han at afværge, at feje politikere gjorde psykopaten til rigskansler, og lige fra magtovertagelsen i 1933 mente han, at nazismen ville medføre ny ruin, men også, at »98 procent af det tyske folk« gik med i ekstase og »som får« gav diktatoren totalitær magt.

Undgik Hitlers udrensninger
For at undgå medansvar for »svinestien« trak Hammerstein sig som hærchef, men trak diskret videre i trådene fra kulissen.

Modigt fastholdt han kontakten med regimets dissidenter, men var dog så sakrosankt, at han indtil sin død i 1943 undgik både kz-lejr og Hitlers udrensninger.

Enzensbergers andet kup er, at han skaber nye vinkler på tids- og familiedramaet via Hammersteins syv børn.

De ældste døtre gennemløb som tidstypiske sværmere hele registret fra vegetarisk antroposofi til militant kommunisme, og deres forhold til Komintern-aktivister førte fra spionage – de stjal militærhemmeligheder i generalens pengeskab – til Moskva-processerne, der aflivede flere af kæresterne.

Uborgerlig fordomsfrihed
Efter kupforsøget 20. juli 1944 var det slut med naziregimets fredning af familien. To sønner lykkedes det at desertere og leve under jorden. Moderen og to andre børn blev anholdt og ført rundt mellem kz-lejre som Himmlers private gidsler, men familien genforenedes mirakuløst i sommeren 1945.

Datteren Marie Luise slog sig ned i DDR, og det hører til historiens komik, at hun skønt troende kommunist fik dette skudsmål af Stasi: »pga. sin herkomst, den borgerlige uddannelse og mange vestkontakter ikke fri for fordomme og småborgerlige tankegange«.

Men Hammerstein’erne er netop inkarnationer af uborgerlig fordomsfrihed.

Den egensindige general er en illusionsløs skeptiker med sikkert politisk instinkt, som vejrer fascisme og svigt og kalder en spade for en spade – og derfor egnet til at belyse »Det Tredje Riges frygt og elendighed«, som Brecht sagde, fra uventede vinkler.

Civilcourage
Trods en vis skødesløs ambivalens er han indbegrebet af civilcourage, med pistol i lommen.

Det samme er hans stædige børn, trods ideologisk forvirring, og hans kone. Sådan bliver det til historien om, hvordan en prominent familie kunne kante sig gennem 12 års vanvid uden at kapitulere, og bag dem ses et lille, men »vagtsomt og udholdende civilsamfund« af menige tyskere med samme mod.

Navnlig fremhæves kvindernes styrke som forudsætning for de overlevendes overlevelse.

Og ved at følge familiens clinch med tidsånden ud i forgreningerne via børn og venner lykkes det Enzensberger at tegne hele ’den tyske katastrofe’ fra kejsertid til efterkrigstid, inkl. kommunismens fascination, der endte i 30’ernes inkvisitionsdomstole og DDR-diktaturet.

Et mentalitetshistorisk snit
Det er et mentalitetshistorisk snit ned gennem køkkenmøddingen med glimt af 20’ernes kaos, adelens værdier, antisemitisme og militarisme som forudsætning for nazismen.

Her forlænger bogen perspektivet fra Sebastian Haffners, Joachim Fests og Wibke Bruhns erindringer.

Det er tydeligvis en ungdomsdrøm, Enzensberger realiserer – efter års research og samtaler med knortede personligheder. Lykkeligvis har han afstået fra at reducere det utrolige stof til en roman, men den overlegne komposition anvender også anekdoter og fiktionsgreb – som ’posthume samtaler’ med nøglepersoner – til at sammenfatte og dramatisere stoffet.

Tre moraler
Målet er at nå frem til »præcis, hvordan det var, så vidt det overhovedet kan lade sig gøre«. Det er jo historismens gamle drøm, bag om al poststrukturalistisk og socialkonstruktivistisk pulverisering af ’virkeligheden’, og konklusionen er, at ved kildekritik og fantasi kan man frasigte opdigtning og yde fortiden en vis retfærdighed.

Moralisten Enzensberger uddrager tre moraler af dramaet: Sandheden findes, hvis man leder.

Man skal ikke ty til den sovepude, der hedder ’det mindre onde’, for det onde er absolut og må bekæmpes fra starten.

Og mod batter – »angst er ingen livsanskuelse«, som generalen sagde i 1931.

Godt at høre nu, da ’angstens politik’ har lokket os ud på glidebanen i forhold til retssikkerhed og menneskerettigheder.