Annonce
Annonce
Annonce
Faglitteratur 28. feb. 2009 KL. 14.35

Mord i Firenze er stadig en gåde

Italiens mest berygtede seriemorder har kastet endnu en bog af sig.

Faglitteratur Monsteret fra Firenze

Info Oversat af Ursula Olander. Lindhardt og Ringhof, 256 sider ill., 299 kroner
Forfatter Dogulas Preston med Mario Spezi
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

21. august 1968 blev den gifte kvinde Barbara Locci og hendes elsker Antonio Lo Bianco skudt ned i en bil uden for byen Signa.

Næsten 40 år senere, 27. september 2007, blev det foreløbig sidste retsmøde holdt i den sag, der hjemsøger de bløde toscanske bakker omkring den historiske perle Firenze som et spøgelse fra byens blodige fortid.

Ved retsmødet måtte anklager, forsvarer, dommer og den tiltalte holde styr på et veritabelt bjerg af papirer fra den lange, mareridtsagtige mordsag. I alt 55.000 sider papir lå der på bordene. Mere end Bibelen, Karl Marx’ ’Kapitalen’ Kants ’Kritik af den rene fornuft’, ’Iliaden’, ’Odysseen’ og ’Don Quijote’. Tilsammen,

Seriemorder aldrig afsløret
Sagen mod Francesco Calamandrei endte med at løbe ud i sandet. Nøjagtig som sagerne mod de mange andre, der har været mistænkt i mysteriet om Italiens aldrig afslørede seriemorder, ’Monsteret fra Firenze’.

En efterhånden mytologisk sag, der for længst har kastet flere bøger og film af sig og nu atter gennemgås minutiøst af den amerikanske journalist Douglas Preston sammen med hans italienske kollega Mario Spezi, der formentlig er det menneske, som kender ’Monsteret’ bedst. Begge mænd har undervejs i deres årelange arbejde med sagen været anholdt og sigtet i sagen, Spezi endda anklaget for at være morderen.

Myrdede forsvarsløse unge par

I lighed med den californiske seriemorder Zodiac, hvis historie blev fortalt i filmen af samme navn for to år siden, er ’Monsteret fra Firenze’ aldrig blevet afsløret, anholdt eller dømt. Fælles for begge forbrydere er, at de har myrdet flere forsvarsløse unge par, og at man ikke kender det eventuelle motiv til misgerningerne.

Derfor er konspirationsteorierne talrige i begge sager. I Italien mener mange, at ’Monsteret fra Firenze’ dækker over flere mordere, som i fællesskab – måske som et middelalderligt broderskab med det formål at straffe sædernes forfald og tidernes ugunst – har begået forbrydelserne og dækket over hinanden.

I år 2000 opfyldte journalisten Douglas Preston, som har skrevet flere bøger om virkelige kriminalsager, en gammel drøm ved at flytte med sin familie til Italien. De slog sig ned i en villa uden for Firenze. Og da reporteren fandt ud af, at ’Monsteret fra Firenze’ begik et af sine brutale dobbeltmord i olivenlunden neden for huset, blev han draget ind i sagen og fik kontakt med Mario Spezi.

Fra 1968 til 1985

Sammen har de to i årevis endevendt sagens akter, interviewet centrale figurer og fulgt den fortsat igangværende efterforskning i sagen. De i hvert fald ni mord, hvoraf langt de fleste er dobbeltmord, man sætter ’Monsteret’ i forbindelse med, fandt sted fra 1968 til 1985. Siden har seriemorderen fra Firenze ikke slået nogen ihjel.

Politiet har haft flere mistænkte i sagen, hvoraf enkelte har siddet fængslet i årevis. Men enten understregede nye mord de anholdtes uskyld eller også holdt beviserne ikke. I flere tilfælde er de politifolk og jurister, der har arbejdet med sagen, selv blevet anklaget for blandt andet magtmisbrug og korruption.

Resultatet afde to journalisters arbejde er en meget grundig, detaljeret bog, der giver sig tid og plads til at fortælle om sagens hovedspor og de mange biveje, som har præget en italiensk efterforskning over så mange år. For utålmodige sjæle kan Douglas Prestons fremlæggelse af materialet forekomme langmodig og en anelse selvsmagende, men for den, der har lyst til for alvor at dykke ned i en seriemordersag af de mere bizarre med mange svinkeærinder til den italienske virkelighed, er bogen en guldgrube.

De bizarre personer og begivenheder, der optræder i bogen, giver en indimellem stærkt underholdende beskrivelse af en toscansk virkelighed med eksempelvis unge elskende, som parkerer deres biler på steder, hvor talrige mænd har det med at lure. Og hvor enkelte af dem altså træder frem fra mørket og affyrer deres dræbende skud mod mennesker i livets måske mest ubeskyttede situation.

Uønsket i Italien
Arbejdet med den har ført til, at Douglas Preston i dag er en uønsket person i Italien. Han har nogle aldrig offentligt formulerede anklager hængende over hovedet, og Mario Spezi har både været anholdt som mistænkt for at være ’Monsteret’ selv og er blevet chikaneret af politiet undervejs.

Sagen har med andre ord været alt andet end omkostningsfri for de to mænd, der er blevet besat af seriemorderen fra Firenze. Fascinationen deles af mange, eksempelvis Thomas Harris, der lod opfølgeren til romanen ’Silence Of The Lambs’, den ligeledes filmatiserede ’Hannibal’ foregå i Firenze. Thomas Harris overværede i 1992 retssagen mod bonden Pietro Pacciani, der først blev dømt som ’Monsteret’, men siden frikendt i en appelsag.

Også denne bog filmatiseres i de kommende år, da Tom Cruise og United Artists har købt rettighederne. Det vil næppe afsløre, hvem der i årevis terroriserede de bløde bakker omkring Firenze med mord og rædsler. Men det gør kun historien endnu mere fascinerende.