Pascal skriver et sted i sine ’Tanker’, at den sande veltalenhed lader hånt om veltalenheden.

Og den helt unge Beckett fulgte trop og gjorde gældende, at stilens sorte diamanter måtte være blandet med flintesten, for at det hele ikke skulle blive til så god smag, at smagen blev fad.

Søren Ulrik Thomsens essays efterlever Pascals og Becketts fordringer, men på den helt særlige thomsenske måde, der er med til at gøre ham til en fremragende essayist.

For nu at citere en til af genrens store mestre, så skrev Adorno følgende:

»Essayet tager det én gang elskede og hadede op igen (...) Glæde og leg er væsentligt for essayet; det begynder ikke med Adam og Eva, men med det, det vil tale om. Det siger, hvad der falder det ind desangående, og bryder af hvor det selv føler sig udtømt; ikke først dér, hvor der intet mere er tilbage. For så vidt falder det under det useriøses kategori«.

Og gud ske tak og lov for det, havde jeg nær tilføjet; for det er det, der gør, at vi her med Thomsen kan få lummer pornografi, uhumsk tobaksrygning, tårevædet sentimentalitet, flabet polemik og uhæmmet nostalgi, alt det, den gode smag hastigt ville frasortere, og den grundige akademicisme pedantisk ville føre andre steder hen.

Mellem poesi og essay
Men så må jeg straks præcisere, at pornografien, piben og nostalgien i det gode essay svæver spændt mellem tanke og billede, refleksion og erindring. Der er ikke tale om en dump modstilling af begreb og sansning, men tværtimod om de tvendes møde i den personlige tragt, som essayet i bedste fald er.

Thomsen har aldrig skrevet en roman og kommer muligvis heller aldrig til det.

Det er slående, at han alle dage har bevæget sig mellem digtet og essayet (til nød poetikken) og altid synes at være gået i en lang bue uden om prosaens episke schwung.

Og når han endelig beser en prosaist som Ole Sarvig, er det karakteristisk, at det er romanernes prosalyriske væsen, han (helt korrekt) hæfter sig ved, og så i øvrigt erklærer sin kærlighed til den helt unge Sarvigs lyrik.

Hvorfor ingen roman fra Thomsen? Det har jeg en spekulativ hypotese om, som jeg må lufte i anden sammenhæng.

’Repremiere i mit indre mørke’ er et udsøgt udvalg af Thomsens essays og indlæg i dagspressen og i tidsskrifter fra perioden 1985-2009, redigeret af Thomsen selv og dedikeret til mindet om nyligt afdøde Inger Christensen, og med et afsluttende opsamlingsheat af fire hidtil uoptrykte digte.

Thomsen anfører med typisk beskedent og mildt ironisk tone, men uden tvivl sandfærdigt, at hans ønske om at samle disse essays er begrundet i fordelen ved at slippe for ellers at skulle fotokopiere og sende sine tekster ud, når denne eller hin henvender sig med anmodning om at genlæse dem.

Klassisk Thomsen
Nu er de der så, og hvad udgør de? Et klassisk, thomsensk terræn.

Thomsen er måske den eneste voksne mand i store egne af dansk kulturliv; ’voksen’ forstået som frigjort fra urimelig, camoufleret forfængelighed, oppustet ego, ængstelig aggression.

Vi har her Thomsens lyriske sværmeri for 50’erne og 70’erne som periode; vi har ekkoer af hans og Frederik Stjernfelts opgør med det, de betegnede som den »negative opbyggelighed«, dvs. kunstigt at iscenesætte sig selv som offer og outsider, og derved på samme tid høste fordelene af at være forkælet insider, og farlig, romantisk outcast.

Vi får en vidunderlig hyldest til Røde Mor, en finurlig taksigelse til den klassiske spionroman; en tankevækkende besyngelse af, frigjort fra identitets-spil, simpelthen at kunne høre den gode stemme, på tværs af hvad ’man’ og ’vi’ ellers regner for godt – derfor kan Grethe Ingmann hyldes posthumt, samtidig med at Iggy Pop står som den store sanger, han er.

Vi har en undsigelse af den hysteriske og puritanske skadefryd, som på ubehagelig vis rammer typer som f.eks. Jørgen Leth og Kasper Bech Holten; vi har en umådeligt sød kærlighedserklæring til piben og tobakken, Thomsen ønsker sig allerede nu en pibe m.m. til sin 70-års fødselsdag.

Det er i øvrigt tydeligt, at Thomsen elsker visse ord, f.eks. går ’knitre’ igen flere gange. Vi har med andre ord en samling idiosynkrasier og fascinationspunkter, der på én gang er velkendte og dog samtidig dejlige at få i samlet form af en repremieres inderlige tusmørke.

Og vi kan se (f.eks. i analysen af Højholts ’Manden fra Madagaskar’), at Thomsen kunne være blevet en glimrende litterat, hvis ikke han lykkeligvis i stedet blev en stor digter.

En melankolsk lygtefisk
Lige som også essayisten Borges er Thomsen som de lygtefisk, der på havets begsorte bund kun ser det, som lyset fra deres lille pandestang falder på, dæmpet og dog distinkt. Og vel at mærke helt løsrevet fra enhver ortodoksi, enhver god smags og subkulturel grupperings forivrede og undertiden forløjede kyskhedsbælte.

Trods den velkendte hang til melankoli – Thomsen indrømmer åbent, at han synes, det er en bundtrist skandale, at ikke kun han selv, men også verden har forandret sig siden 50’erne; trods denne vedkendte tilbøjelighed til melankoli er Thomsens essays frem for alt næret af en robust kærligheds overskud.

Kærligheden til tobak, til de gamle pornoforsider på Varieté, til visse amerikanske frikirker, til motorcyklen, til røgens »vajende gaze«, til København, også selv om byen er ved at blive forvandlet til en karikatur på Næstved, til PH’s viser.

Thomsens melankoli er derfor aldrig ond eller sadistisk, den er mild og blød, selv om han analytisk kan være knivskarp, ikke mindst over for sig selv.

Thomsen er anti-stoiker: Han går stik imod Senecas fordring om, at vi accepterer og muntert lever med verdens stadige forandring og dårligdomme; men kærligheden til tingene, og accepten af hans eget vakkelvorne og indtagende væsen, gør, at han styrer langt uden om enhver indædt bitterhed eller indebrændt frustration.

’Repremiere i mit indre mørke’ henviser til Thomsens betagelse af Hitchcocks mesterværk ’Vertigo’; og når man som jeg selv er så væsentligt meget mindre klog og blid og voksen end Thomsen, bliver man grebet af en helt svimmel glæde ved at gå i lag med disse essays.

Skynd Dem en tur i Thomsens biograf.