Man skal ikke skue hunden på hårene, ej heller dømme en bog på dens omslag. Men når man som undertegnede har læst Rune Engelbreth Larsens bog 'Terrormyten og det amerikanske imperium', kan man tillade sig at sige, at omslaget - som forfatteren selv har stået for - siger stort set alt.

Her er World Trade Center efter angrebet, Klippemoskeen i Jerusalem, et jagerfly, et synkende 'Titanic', et hangarskib, en statue af Saddam Hussein og en forvirret valgtilforordnet fra præsidentvalget år 2000. Alt sammen på baggrund af et dybblåt hav, og synes De, at det lyder forvirret, har De fuldkommen ret.

Det er nemlig en meget rodet og ikke særlig vellykket bog, Rune Engelbreth Larsen, der er uddannet idehistoriker og formand for Minoritetspartiet, har fået strikket sammen.

Fra en snirklet og fortænkt indledning om 'Titanic' og amerikanske film om trusler fra rummet bakker Engelbreth sindrigt ind i en af bogens hovedteser, nemlig at terrortruslen er overdrevet og ofte skamrides for at begrunde politiske tiltag og reformer, der i virkeligheden handler om noget helt andet. Samt at regionale konflikter kun vanskeligt lader sig forklare og indpasse i de store forkromede politiske teorier om civilisationskampe eller andet. Begge dele givetvis rigtigt, men ligesom meget af resten af bogens budskaber hverken særlig nyt eller originalt.

---

For at dokumentere hvor overdrevet terrortruslen er, sammenligner Engelbreth antallet af omkomne ved terrorangreb med de titusinder, der årligt må lade livet på de amerikanske landeveje, og finder forudsigeligt nok, at risikoen for at dø i trafikken er meget større end for at blive offer for Osama.

Det samme gælder i andre verdensdele sultedøden, men hvor enig man end kan være med Engelbreth i, at der burde være mere fokus på de 16.400 børn, der daglig sulter ihjel, så har det altså ikke ret meget at gøre med 'terrormyten' efter 11. september. Også før 11. september 2001 var hungersnød ikke ligefrem noget, der prægede avisoverskrifterne eller debatten.

Efter denne moralske opstrammer tager Engelbreth fat på de tre casestudies, der optager det meste af bogen, og her er der om muligt endnu mindre nyt at hente. I tilfældet Israel begynder vi helt tilbage med Moses Mendelsohn og assimileringsbevægelsen, og så går det ellers ud over stepperne de næste 90 sider med en genfortælling af konfliktens historie frem til i dag. Det samme gælder Kosova, intet nyt - eller spændende - under solen der.

---

Anderledes er det, når man kommer til den sidste casestudy, om Irakkrigen, hvor Engelbreth har givet sin antiamerikanisme frit løb. Der lægges meget vægt på den energipolitiske vinkel, ifølge hvilken krigen reelt handler om olie frem for terror, og oliefirmaet Halliburtons gode politiske kontakter bliver bestemt heller ikke glemt.

Måske fair nok, men helt ud på overdrevet kommer Engelbreth med et par lange - og meget farvede - afsnit omkring det amerikanske fængselssystem, antallet af fanger og valgkaoset i forbindelse med seneste præsidentvalg. Hvordan disse forhold relaterer sig til terrormyten eller noget som helst andet, fortoner sig i tågerne.

Efter de tre casestudier fortsætter Engelbreth ad samme ikke ret originale spor med en kritisk gennemgang af to af 1990'ernes politologiske klassikere, Francis Fukuyamas 'The End of History and the Last Man' og Samuel P. Huntingtons 'The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order'. To gamle kendinge, og Engelbreth har ikke afgørende nyt at tilføje.

Som andre påpeger han med rette det forsimplede i Huntingtons pointe, herunder ikke mindst beskrivelsen af islam. Men som det meste af bogen er det en vag og lidt ufokuseret aftapning af tanker, der med fordel kan findes andetsteds.