De fleste overspringshandlinger er så fjollede eller private, at man ikke kunne drømme om at indvie andre mennesker i dem.

En af mine tåler dog dagens lys, da den for det første langtfra er min alene og for det andet har et legitimerende strejf af finlitterær fims: Et enkelt klik med musen og jeg befinder mig i, om ikke Aladdins hule, så i noget der minder herom.

På The Guardians hjemmeside findes en kørende forlystelse ved navn Writers’ rooms. Her kan man frit bevæge sig ud og ind af nulevende og hedengangne forfatteres arbejdsværelser: undre sig over Jane Austens imponerende frembringelser ved miniaturebordet i valnød eller slå sig ned bag Virginia Woolfs skrummel af et skrivebord.

Det bord, hvorved hun bl.a. skrev sit afskedsbrev en martsdag i 1941, inden hun for sidste gang gik ned til floden Ouse ...

Skrivningens ensomhed
Den franske forfatter Marguerite Duras’ arbejdsværelse har jeg ikke fundet hos The Guardian. Men i den lille, fine udgivelse ’At skrive’ fra 2004 fortæller hun bl.a. om nødvendigheden af at sidde i en særlig stol, skrive med en bestemt slags sort blæk.

Om huset i Neauphle, hvor hun boede alene i en årrække for at skabe den nødvendige ro og isolation, for, som hun skriver, »det skrevne bliver ikke til uden skrivningens ensomhed«.

Alligevel lod hun sig indimellem forstyrre af familie og venner. Men gav hun dem også lov til at læse? Ikke mændene, som vi jo ellers ved, at hun i mange andre sammenhænge værdsatte: »Kvinder bør ikke lade deres elskere læse de bøger, de skriver«, lyder det kort og kontant. Allerede her antydes Duras’ komplicerede forhold til læseren – mand eller kvinde.

Læsningens forræderi
At skrivningens kunst foregår i ophøjet ensomhed og under tryllebindende ritualer, accepterer vi – det er hele forudsætningen for en gimmick som Writers’ rooms. At læsningen er – eller bør være – omgærdet af lige så stor religiøsitet, er straks mere provokerende.

Navnlig forholdet til den professionelle læser, litteraturanmelderen, er hos Marguerite Duras yderst anstrengt. Hvilket den aktuelle artikelsamling ’At læse’, der er tænkt som et supplement til ’At skrive’, giver os underholdende indsigt i.

Mens førnævnte Woolf i et af sine essays taler om læsningens forpligtelser, taler Duras om ’læsningens forræderi’, for nu at antyde temperamentsforskellene! I beskrivelsen af den ideelle læser opererer Woolf med en første læsning, hvor man læser fordomsfrit og åbent med forfatteren, som var man selv i færd med at skrive bogen.

I ’efterlæsningen’ har man til gengæld pligt til at sætte sig på dommerens plads og forholde teksten til andre tekster. Kun sådan sikrer vi os, at vi som aktive og ansvarlige læsere hjælper kvaliteten frem i lyset. Får sorteret kanel for sig og skidt for sig, altså.

I denne – diskuterende – proces kan kritikken skam have sin berettigelse, tilstår Woolf, men først når man selv har læst og dømt, bør man frekventere kritikernes ’domme’.

Livsfarlig kritik
Sjovt nok er Marguerite Duras inde på en lignende skelnen mellem en forfatterloyal første læsning og så den »anden læsning«, der i Duras’ verden er den hurtige gennemlæsning af et værk, man har læst før.

Men haster man igennem en roman, første gang man læser den, ødelægger man den, sådan som Duras selv gjorde, da hun på en togrejse læste 800 sider af ’Krig og fred’ – uden at holde spisepause! På grund af dette ’forræderi’ er Tolstoj en forfatter og et forfatterskab, Duras »i virkeligheden aldrig helt har lært at kende eller at elske«.

Duras’ forbryderiske læsning af Tolstoj er i familie med den skrevne, journalistiske anmeldelse, der slet og ret »dræber den bog, den anmelder«, eller som Duras også formulerer sin foragt for anmelderiet: »Al litterær kritik er livsfarlig, for der eksisterer ikke noget, der hedder pligtlæsning«.

Man er – af respekt for konen og hendes brusende essayistik med kærligheden, døden og ensomheden som smukke og trofaste trædesten – tilbøjelig til at give hende ret.

På den anden side kan hendes arrogance virke som et koldt og klarende styrtebad; for glemmer hun ikke dén forførende litteratur, der af og til MÅ læses med lyntogets hast, uanset om vi kaster os over bogen for første, anden eller tredje gang, måske endda tilskyndet af ren og skær pligt?

Undervurderer Duras ikke midt i ophøjetheden paradoksalt nok tekstens magt over den påvirkelige læser?

Den nødvendige afstand
Den aktuelle artikelsamling handler naturligvis om andet end læsning. Bl.a. om den mor, der som skolelærerinde lærte sin datter at læse, men forkastede alt det, datteren siden skrev. Om den voksne Marguerite Duras, der på sin side netop skriver og skriver om den mor, hvis kærlighed med tiden blegner og forsvinder.

»Man fjerner sig fra folk, når man skriver«, siger Duras og forklarer indirekte sit selvvalgte forfattereksil som en metode, en måde at lægge afstand til – bl.a. den berygtede barndom i Indokina.

Man kan sige, at det at skrive var – som for Virginia Woolf – en redningsplanke, en forudsætning for liv. For Woolf var hverken skrivningen eller den elskede læsning dog nok.

For Duras, der glimrer ved sin ukuelige ærlighed midt i krukkeriet, skulle der også lidt mere til. »Ensomheden betyder også: enten døden, eller bogen. Men først og fremmest betyder det alkohol«.